Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"
|
|  Yüklə 1.6 Mb.
|
10.4 Metalfolkenes kategorisering af indielyttere og hiphoppereDette afsnit har til formål at undersøge, hvorledes metalfolkene kategoriserer mennesker med præference for hiphopmusik og indiemusik, og hvordan dette kan relateres til Richard Jenkins’ begrebsapparat. 10.4.1 Kategorisering af indielyttereTidligere har vi analyseret os frem til, at der er store værdimæssige forskelle i, hvad metallytterne og indielytterne anser som fascinerende ved deres respektive genrer. Under metalinterviewet forekom der ikke et bredt udsnit af karakteristika af, hvad informanterne kunne identificere sig med eller tage afstand fra ved indiemusikken og den dertilhørende kultur. Det drejede sig hovedsagligt om en markant afstandstagen til indiemusikkens autenticitet og den generelle attitude hos indiekulturens medlemmer. Metalinformanternes afstandstagen til indiemusikkens autenticitet kommer i nedenstående citat tydeligt til udtryk, hvor formålet med indiemusikken diskuteres: Heavy 3: Hvorimod jeg har stor erfaring med, at generelt rockbands som bl.a. ser ud som dem vi ser billeder af her [indiebands], de har en stor mængde uprofessionalisme. Vi havde faktisk et indierockband, hvor der var en af guitaristerne, der begyndte at flytte rundt på mikrofonerne lige efter vi havde stillet dem op, hvor der så var en der sagde ”du skal nok ikke lige flytte runde på dem der, for der er jo nok en mening med at de står der”, og så siger han ”det er ikke min opgave at få det til at lyde godt”.
Heavy 4: […] indenfor den her genre (indie), der prøver folk generelt at leve op til det her rock star image – ”lad os smadre et hotelværelse bare for princippets skyld, lad os la la la”, bare for at leve op til det her image, som det her det kræver (Heavy int 70-71). Heavy 3 gør opmærksom på, at han som lydtekniker har erfaret, at indiebands er i besiddelse af en stor mængde uprofessionalisme, eftersom musikerne rent lydmæssigt ikke har den helhjertede fornemmelse af, hvordan musikken skal lyde. Heavy 4 supplerer med, at indiemusikerne søger at opnå et rockstar image, hvortil han bemærker, at de foretager påtagede handlinger, for netop at opnå dette image. Heavy 1 gør tidligere ligeledes opmærksom på, at indiemusikerne primært spiller deres musik for at opnå kontakt til og opmærksomhed fra kvinder, hvilket står i kontrast til hvorfor metalfolk laver musik: ”Fuck det hele, jeg er sgu ligeglad med, hvordan fanden jeg ser ud. Jeg laver ikke det her for at få damer” (Heavy 1:70). Der er således en udbredt enighed om, at indiemusikerne og deres produkt ikke indebærer et ægte musikalsk element, men at imaget i stedet er altdominerende i forsøget på at blive kendte. Med udgangspunkt i Jenkins, definerer heavyinformanterne således, igennem deres afstandstagen til indiemusikkens autenticitet, deres egen gruppes opfattelse af, hvorledes autenticiteten skal være indenfor heavy metal. De anser overordnet, at metalbands har et helhjertet og ægte element, og at det derfor ikke blot har et påtaget image i forsøget på at opnå berømmelse eller kontakt til kvinder. I forlængelse heraf forklarer Heavy 1 og Heavy 4 hvori forskellen ligger mellem metal- og indiemusikken i forhold til netop berømmelsen: Heavy 1: Metal har historien. Metal har overlevet diverse genreskift [...] Metal har overlevet diskoen, de har overlevet 80’er poppen, synthpoppen og 90-fucking-disko-trancen, og der bliver stadig lavet gode metalplader den dag i dag. Heavy 4: Det her [indie] det er en fucking trend. Metal vil altid være der, og det er fordi metal er en undergrund subkultur. Det kan også være, at det her til en hvis grænse er en subkultur, men deres ideal er at blive så store som mulige, og jeg tror det er de færreste metalbands, der har den holdning. De [metalbands] vil gerne remaine underground og holde det nede på et niveau, hvor der er integritet (Heavy int:69). Heavy 4 tager ved sin betegnelse af indiemusikken som en trend kraftigt afstand herfra. Begrebet trend skal i denne sammenhæng forstås meget negativt, eftersom han selv forklarer, at metalkulturen anses som værende en subkultur, som har integriteten i sig, og som derfor står i diametral modsætning til trend. I denne kontekst indebærer dette, at musikken indenfor metalkulturen udøves for musikkens egen skyld og derved er pengene ikke omdrejningspunktet. Netop fordi at indiemusikken anses som værende mainstream, kan denne ikke karakteriseres som havende integritet, eftersom den henvender sig til den brede befolkning med idealet om at blive så kendte som muligt, samt at optjene store mængder penge. At metalmusikken kan betegnes som værende en del af en subkultur, stemmer godt overens med deres fælles udmeldelse omkring, at metalmusik ikke er for alle. Diskurspsykologisk er brugen af ordet ”integritet” en vigtig del af det samlede udsagn. Det repræsenterer nemlig metalkollektives forsøg på at danne en indre kollektiv identifikation. De er fem lyttere, der kommer ind til samtalen med forskellige udgangspunkter og skal forsøge at danne en fælles mening i situationen. Tidligt i interviewet nævner Heavy 4 ”integritet” som en positiv værdi tillagt metalmusik, og udstråler artisten integritet er der stor chance for at få betegnelsen ”ægte” eller ”real”. Inden interviewet sluttede nåede samtlige deltagere at nævne ”integritet” som en positiv og afgørende kvalitet og som et element, der skal være til stede, hvis et band skal tages alvorligt. Forsøg på at skabe en integritet - der bl.a. dækker over hvordan udstråling, udseende og lyd hænger sammen - som ikke er der, bliver hurtigt fejet af banen. Hvor grænsen går mellem ægte og falsk integritet er hårfin, og det kræver kulturel kapital at skelne, som tilfældet var det med Metal Billede C. Det var ikke det, at de var malet hvide i ansigtet, der blev anfægtet, men mere det, at det ikke var blevet gjort ordentligt. (Heavy int:33-39). Nedenstående udklip fra interviewet er et bevis på, hvordan metallytterne besidder den samme sociale og kulturelle forståelseshorisont og derfor er i stand til at færdiggøre hinandens sætninger i konstruktionen af en fælles holdning til Metal Billede C. H Heavy 2: Havde de nu ikke set så latterlige ud, og havde de nu ikke stået sådan der… Heavy 4: Ja præcis, så havde det været fedt. Heavy 2: … altså havde det været gjort ordentligt… Heavy 4: Altså set troværdigt ud... Heavy 2: … havde det været gjort med sjælen… Heavy 4: …havde der været død stemningen i det, så… Heavy 2: … Så var der noget om det. Heavy 4: … så havde det været rigtig cool. (Heavy int:37-38) Dynamikken i gruppen ville ikke kunne foregå på denne måde, hvis ikke informanterne havde denne fælles forståelse for hvad begrebet integritet dækker over, når man bevæger sig inden for metalgenren. En anden diskurs metalkollektivet finder fælles fodfæste ved er ordet ”badass” møntet positivt på den faktiske fysiske udstråling. Fire ud af de fem bruger udtrykket, igen startet af Heavy 4, og på denne måde signalerer de til hinanden, at de støtter op om denne diskurs og karakteristik af deres genre og skaber en fælles platform. Med hensyn til metallytternes afstandstagen fra den generelle attitude hos indiemusikerne, er denne svagt blevet berørt i ovenstående i form af, at de anser dem som for påtaget i deres image. Ligeledes kommer der en markant kritik og afstandstagen fra indiemusikerne ved ironisk at betegne dem som nørder, sofistikerede og anderledes, som følgende citat fra Heavy 4 afspejler: Heavy 4: Altså hvis jeg lige skal udtale mig omkring det i det hele taget, så synes jeg, at deres image er sådan noget typisk american college ”we are geeks, but we are smart”. ”Vi ved bedre end de andre og vi er sofistikeret på et niveau, som de andre ikke forstår” på en ekstrem gay og påtaget måde. De prøver på at ligne geeks. Et eller andet sted så er de geeks, de er kiksede geeks, men de prøver at ligne smart geeks og de prøver at lave en form for sofistikerede musik, som jeg ikke synes har den vilde substans, hverken på et tekstmæssigt plan eller på et musikalsk plan. Det er det de prøver at udstråle også med deres image, at ”we are intelligent geeks and we are smart” og ”we are different than you” på en ekstrem wussede måde (Heavy int:68).
Heavy 1: Udtrykket er jo i det her mere... de sidder og tuder over et eller andet. Heavy 4: Ja, det gør de nemlig. Vi er indie vi er svage (Heavy int: 71). Her forklarer Heavy 1 i første omgang, at indiemusikernes tuder over en hændelse, hvorefter Heavy 4 bekræfter og supplerer med at sige, at de på baggrund af det er svage. Ved at kategorisere indie som værende ”svag” og samtidig tage afstand hertil, definerer de sig i dette tilfælde sig selv som det omvendte, altså at de er stærke. Netop modsætningsforholdene mellem metal – og indieattituden udtrykker Heavy 4 tydeligt i nedenstående: Metal er styrke og det her er jo fucking svaghed! Prøv lige at se dem – de er jo ikke engang tøser de er jo fucking de vildeste wusses. Metal er macho og stærk og vi skal fandme nok klare det her. Super powers! Og det det her er bare indbegrebet af svaghed […] Alle de her tre [Indie billede A] de har Disney Channel! (Heavy 4:68-69). 
Endnu engang betegnes indiemusikkerne som svage, og Heavy 4 vil ikke engang betegne dem som ”tøser”, men karakteriserer dem i stedet for som ”de vildeste wusses11”, hvilket i denne sammenhæng skal tillægges en meget negativ og svag betydning, formentlig i form af at være homoseksuel. Netop det at være homoseksuel kan formodes at være meget negativt indenfor metalkulturen, eftersom det formentlig ikke lægger op til den råstyrke og brutalitet, der her indenfor er dominerende. Heavy 4 ekspliciterer yderligere ved følgende impulsive bemærkning: ”Dem [indiemusikkerne (billede A)] her giver jo hinanden blowjobs – seriøst de scorer sgu da ingen fisse” (Heavy 4:69). Svaghedstegnet sidestilles således med at være homoseksuelt, og er således meget negativt, og han eksemplificerer yderligere ved at sige, at samtlige indiemusikere har Disney Channel, og altså derfor ikke blot sammenlignes med at være homoseksuelle, men samtidig også børn. Til sidst i forrige citat bekræfter han hermed, at metal er det modsatte af disse karakteriseringer, ved at anvende begreber som ”macho”, ”stærkt” og ”super powers”. Der er således en kraftig afstandstagen til indiemusikkens svage og følsomme attitude, som den fremstår for metalhoveder, og en bekræftelse af, at metal er hårdt og brutalt, netop ligesom de fleste af resultaterne fra SFL-analysen af Metalhammer viste. At Heavy 4 spontant tilkendegiver, at indiemusikerne ikke scorer nogen fisse, stemmer umiddelbart ikke overens med udtalelserne om, at de iklæder sig taktisk for at opnå kontakt til kvinderne. Denne udtalelse kan derfor anses som værende en nedladende kritik af indiemusikkerne dog uden indhold, formentlig fordi de lader følelserne komme frem i deres lyrik og udseende, hvilket metalinformanterne anser som svagt og dermed homoseksuelt. Hele processen hvori informanterne i fællesskab når frem til kategoriseringen af indielytterne kan ses som et udtryk for en gruppedynamisk udvikling. Med et diskurspsykologisk udgangspunkt skaber gruppen en social identitet, hvor de trækker på deres fælles kulturelle og sociale fortid og derigennem fortolker og konstruerer en kategorisering af et ’dem’. Denne proces starter forsigtigt, da gruppen ikke på forhånd besidder megen viden om indiegenren og derfor ikke i særlig høj grad kan trække på tidligere erfaringer. Dette resulterer i en kompromisagtig famlen efter et fælles standpunkt, der indledningsvist tager udgangspunkt i det musiktekniske. Heavy 2 udtaler som respons på det spillede stykke indiemusik: ”jeg synes de har mange spændende ting at byde på” [...]”jeg er ikke så meget for det visuelle udtryk, men jeg sagtens høre kvalitets indie” (Heavy 2:64), ligeledes har Heavy 3 en mere forsonende indgangsvinkel, da han tilkendegiver at: ”jeg kan godt høre, at ok det er ikke nemt at spille, så selvfølgelig skal man være en smule dygtig” (Heavy 3:65). Heri forsøger informanterne at konstruere en holdning til indiegenren, men kan kun gøre det ved at trække på den sociale og kulturelle kontekst, der er grundlaget for deres forståelseshorisont. Under interviewet kom vi fra vores egen side med en strategisk udtalelse om, at vi tidligere har lavet et interview med indielytterne og disse havde beskrevet metal som mangel på håb. Dette havde til formål at ændre den sociale kontekst, hvori samtalen foregik, for at teste om metallytterne nu gennem en accelererende gruppedynamik følte sig tættere knyttet sammen som et ’os’, der var under verbalt ”angreb” fra en udenforstående gruppe. Dette må siges at lykkes, først eksemplificeret ved heavy 5’s ironiske udtalelse om, at metallytterne vil have navn og adresse på indielytterne, der havde ytret det (Heavy 5:68) og derefter med de langt kraftigere og nedladende udtalelser, som før blev præsenteret. Således kunne vi gennem et udsagn om indielytternes stigmatisering af metalgenren ændre den sociale kontekst for metalinterviewet og få informanterne til at konstruere et mere negativt billede af indiegenren som helhed. Denne gruppedynamik anskues fra et socialkonstruktivistisk perspektiv ud fra ideen om, at måden vi italesætter vores omverden er medvirkende til at konstruere den. Når vi som interviewere til metalinterviewet fortæller hvad indiegruppen har sagt om dem, ændres den sociale kontekst, og processen, hvori holdningerne til indiekulturen skabes, kommer til at foregå på andre præmisser. Således begynder metallytterne at fortolke forholdet til indielytterne på anden vis, hvilket kommer til udtryk gennem de ændrede diskurser. Nedenstående afsnit vil omhandle, hvorledes metalinformanterne kategoriserer og omtaler hiphoppere og hiphopgenren. 10.4.2 Kategorisering af hiphoppereUnder interviewsamtalen med gruppen fra metalkulturen afspillede vi et nummer med den danske hiphop kvintet, Organiseret Riminalitet. Ovenpå den umiddelbare reaktion på dette musiknummer henvender Heavy 4 sig til Heavy 2 og spørger, om han er skabshiphop fan. Dette nægter Heavy 2, men fortæller, at han dog har respekt for en ordsmed (Heavy int:74). Her identificerer informanten ud fra musikstykket, hvordan hiphoppen er bundet op omkring et tekstuelt univers som SFL-analysen tillige peger på. Herpå leder intervieweren samtalen hen mod de umiddelbare indtryk informanterne får, af de billeder der vistes, mens musikken spillede. Disse billeder, som netop er udvalgt fra SFL-analysen får Heavy 5 til at ytre sig om, at han respekterer den oprindelige rapperstil, ja dem fra USA…. (Heavy 5:74). Herpå melder Heavy 2 sig på banen for at identificere forskellene mellem metal og hiphop: Heavy 2: Jeg vil sige, rap og metal er jo som musik så langt fra hinanden som man overhovedet kan komme, ikke? Heavy 5: Ja, som musik, men ikke som holdning Heavy 2: Der er også en lighed. Der er jo mange metalmusikere, der lægger deres ære i deres lyrik, og det er jo også det hiphop og rap bygger på, ikke? Og der vil jeg sige, at der meget man godt kan drage fælles, men der er en vis ære indenfor… [Han bliver afbrudt] Heavy 5: Der er samme integritet. Det handler om respekt, for at de kan sælge noget Heavy 2: Jo, ok, det er også noget om respekten (Heavy int:75). Ovenpå den umiddelbare kommentar om hiphoppens kunstneriske aspekt – ordsmed – identificerer Heavy 5 kulturen omkring musikken. Samtalen kredser om store forskelle i musikalske udtryk, mens stil og holdning mellem de to genrer identificeres i forhold til fællestræk. Ære, integritet, respekten er nøgleord, som her indledningsvist benyttes i forbindelse med, hvad Jenkins kalder, den ydre kollektive identifikation. Yderligere bestræbelser på at få informanterne til at drage paralleller mellem de to genrer får Heavy 3 til på bastant vis at kommentere på aspektet omkring imaget i hiphopkulturen: Det hele er bygget omkring imaget og disse andre folk og fortælle om hvor fucking cool man er, og det er der i og for sig ikke noget galt i, men, og jeg siger ikke, at der ikke er nogen, der har nogle dybere tekster end det, men i hvert fald meget af det der er mainstream, det er noget, selv sådan én som Snoop Dogg, der havde integritet i gamle dage, og sådan noget, jeg synes han har mistet den meget. Det er blevet ”bling bling, se hvor rig jeg er, se hvor mange hoes jeg har, og bla bla bla” Hvor engang, der handlede det faktisk om at være for real (Heavy 3: 78). Heavy 3 kategoriserer her hiphopkulturen som noget, der er bygget op omkring et image, det handler om at disse12 andre, fortælle om hvor cool man. Han inddrager herefter hiphopmusikeren og -produceren Snoop Dogg som eksemplificering på en kunstner, der har mistes integritet og i stedet søger status fra bling bling-imaget, herunder penge og hoes13. Det musikalske indhold tilsidesættes til fordel for dette image hos mainstream orienterede kunstnere og ægtheden, at være for real efterstræbes ikke længere. Heavy 1 ytrer sin enighed i forhold til rapperes image og nævner i denne forbindelse det han kalder …en mentalitet som man ser i Scarface-filmen… hvilket ifølge ham dækker over …at først skal man have fat i pengene, så får du fat i magten. Når du har fat i magten så får du fat i damerne. Og det bliver sådan, de snakker tit om den der bestræbelse efter noget større, og det vil jeg give dig fuldstændig ret i (Heavy 1:78-79). Som det ovenfor er blevet analyseret, at informanter, der præfererer metalmusik kategoriserer de aktive udøvere af hiphopmusik i en sondring mellem dem, der har den oprindelige ægte stil overfor dem, der søger succes og ”bling bling” er synet på dem, der lytter til hiphop tilsyneladende i overensstemmelse hermed: Det er nogen, [lytterne] der gerne vil det samme, altså. De kan se: Hey, det lykkedes for ham, det kan også lykkes for mig. Jeg tror det er den mentalitet, der er omkring det for mange, som lytter til, hvert fald, ikke i Danmark selvfølgelig, vel? Men hvis du ser på sorte i USA, som lytter til det her, så tror jeg de tænker: ”Det her er en vej ud af fattigdom og elendighed, det kan lade sig gøre at gør det her” (Heavy 4:79).
Det handler om, at man i ikke de materielle ting er på toppen og overkommer de ting igennem en eller anden proces, og det kan være at gå ud i skoven og rende nøgen rundt om et bål, og finde ud af et eller andet dér. Hvor det her [en stereotyp bling bling hiphopper] det er mere sådan: ”Jeg er hel når jeg har penge og når jeg har magt og når jeg har biler”. Og det er én af de ting metal ikke er, det er hvert fald en ting jeg ikke forbinder med metal (Heavy 1:80). Om end dette spirituelle eller mentale efterstræbelsesværdige ikke er synderligt præcist og her italesættes på en måde, der kan forekomme noget selvironisk; …at gå ud i skoven og rende nøgen rundt om et bål, og finde ud af et eller andet dér er ikke entydigt en positiv beskrivelse, men alligevel meget betegnende i forhold til, hvorledes hiphop efterfølgende fremstilles. Det essentielle herved er altså ikke, hvorledes metalkulturen omtales med positive konnotationer, men hvorledes det der tages afstand fra italesættes. Netop afstandstagen til andre af de kategorier, der her er beskrevet kan på denne måde være med til at styrke den indre kollektive identifikation omkring en forståelse af hvad metal er ikke er, og således også hvad det er. Afstanden til hiphopkulturen tydeliggøres og i interviewet, hvor informanterne bedes om at forholde sig til hvilken holdning de tror, en hiphopgruppe vil have af en person fra metalkulturen, udtaler Heavy 3: ”Hey, de er nogle tabere, de synger om satanisme og alt muligt andet. Vi har store biler, vi har store kæder og vi har fucking hoes, altså, og det har de ik’” Og det er rigtigt, altså til en vis grad, ik’, fordi metalheads er ikke smartasses, hvor jeg vil sige, at rappere generelt er smartasses, der prøver på at være endnu mere smart, end de er, og det har metal aldrig prøvet på. Metal har altid prøvet på at isolere sig selv fra det øvrige samfund og være en eller form for underdog, som har en selvopfattelse af, at de bliver set ned på at det øvrige samfund, hvor rapperne prøver på at være toppen af samfundet (Heavy 3:79).
10.4.3 OpsummeringSom det ovenfor kommer til udtryk, mener Jenkins, at man ved kategorisering af andre ligeledes definerer eller kategoriserer sig selv som gruppe. Det er således muligt for os, at definere hvilke værdier, der indenfor metalkulturen er værdsatte, ud fra deres positive og negative definitioner af henholdsvis indiekulturens og hiphopkulturens værdier. I førstnævnte forekom der en markant afstandstagen til indiemusikkens mangel på autenticitet og attituden hos indiemedlemmerne. Disse blev bl.a. betragtet som uprofessionelle, en del af en større trend, svage samt at have et påtaget image. Eftersom disse begreber blev anvendt i en negativ sammenhæng, betyder det i forhold til Jenkins teori, at det samtidigt styrker deres indre kollektive identifikation. Heraf skal det forstås, at de karakteriserer sig selv som en subkultur, hvor der er integritet og professionalisme, samt at de er stærke mennesker. Hvad angår hiphopkulturen blev denne opdelt i to dele. Hvor den første del indeholdte den ægte, hvori integriteten og den rette holdning er, så indeholdte den anden en form for materiel overfladiskhed. Førstnævnte omtaltes positivt, og heraf er der således en lighed mellem hiphopkulturen og metalkulturen, idet de identificeres med selvsamme begreber, som altså i dette tilfælde er integritet og ægthed. Ved omtale af den anden del omkring den materielle overfladiskhed, blev dette formuleret i en negativ kontekst, for at styrke gruppens egne værdier, der kredser om det spirituelle og mentale, som ikke kan opnås i kraft af materiel velstand. |
eavy 4: Jeg synes ikke, der er noget galt med det image, de har. Havde de nu bare gjort det ordentligt.