Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"

10.2 Kulturelle kendetegn i metalkulturen

[…] metal er jo ikke for alle, og jeg synes ikke metal er for masserne. Metal er […] jeg synes, det er sjovt, hvis Iron Maiden bliver spillet engang imellem i radioen. Så er det sådan, hvor man skruer op og ”Haha sjovt der”. […] det hører ikke rigtig hjemme på hitlisterne […] Vi er nogle få, der brænder for det. Lev det. (Heavy 2:44).

Heavy 4: … Det [metal] er mere en form for individuel frustration over.. Jeg tror metal, det er meget noget med, at man føler sig som en outsider i forhold til det øvrige samfund […] og det kan jeg også høre, at Heavy 2 gør…

(Heavy int: 24).

I forlængelse heraf indebærer metalkulturen altså nogle værdier og normer som ikke stemmer overens med det vores informanter karakteriserer som det almene samfunds. Bestanddelene i disse værdier og normer er for metalkulturen bl.a. kendetegnende ved den karakteristiske måde, hvorpå den fysiske udfoldelse af og indlevelse i musikken udtrykkes:

Heavy 1: Jamen det [metalmusikken] rammer vel en eller anden nerve i os alle sammen som gør.. En del af kulturen er jo også det med at gå til koncerter. Ofte til metalkoncerter er der det man kalder moshpits, hvor man ikke laver andet end at skubbe rundt til folk og te sig fuldstændig åndssvagt. Det er også det med, at musikken giver dig nærmest lov til at give slip på alt og du nærmest bare sådan.. Jeg vil ikke sige det er vrede man får ud, men det er energi. Energi der skal lades ud og det gør man ved at skubbe til andre mænd.
Heavy 5: Det er fordi, vi ikke kan finde ud af at danse.
Heavy 1: Ja, fordi vi ikke kan finde ud af at danse. Det er også noget jeg vil sige er en del af metalkulturen.
Heavy 3: Eller headbanging.
Heavy 1: Ja headbanging er også sådan en ting. Jeg kan ikke finde ud af at danse, så jeg står og headbanger. Så du skal også lade mig være i fred, for jeg kan alligevel ikke se eller snakke med dig. Men det er jo ikke sådan man tænker når man gør det, men det er noget man får lyst til at gøre fordi det er fedt og det er noget med at musikken rammer en nerve, som gør at man får lyst til at gøre det.

(Heavy int: 23).

Disse beskrivelser af, hvorledes den musikalske begejstring udvises i fysisk form, stemmer godt overens med nedenstående leksikalske kæde omhandlende musikkens aggressive påvirkning:

I forlængelse heraf bliver der blandt Heavy 2, Heavy 3 og Heavy 4 diskuteret og forklaret om deres teenagefascination af de ekstreme aspekter, som der på forskellig vis forekommer indenfor metalkulturen. Disse kommer bl.a. til udtryk ved de ovenfor beskrevne karakteriserende voldsomme toner. Dog drejer det sig ikke udelukkende herom, men i lige så høj grad om, hvordan de ekstreme aspekter fremvises fysisk, specielt i forhold til deres idoler, musikudøverne:

Heavy 2: Hvis vi begge to skærer ind til benet, er det så ikke, at vi begge to er nogle drengerøve, der stadigvæk er fascineret af noget teenage […] Du [Heavy 4] bliver ved med at sige den der halvsataniske, det er jo det som også var fascinationen dengang også […]
Heavy 3: Lidt teater over det..

[…]
Heavy 4: … de bands jeg virkelig tænder på, det er de bands hvor jeg tænker holy kæft shit, der er noget specielt her. […] Hvis vi f.eks. snakker norsk black metal og dødsmetal, f.eks. Deicide, Glen Benton der havde brændt et omvendt kors ind i panden ikke? Det var det ondeste ever! Der er bare noget fascinerende ved det der ekstreme aspekt, der er i det. Jeg havde været til horror og jeg havde været til krigsfilm og jeg havde været til ekstreme ting hele mit liv. Det var så heldigt, at jeg rendte ind i heavy metal, men havde jeg ikke gjort det der, havde jeg sikkert gjort det på et senere tidspunkt, fordi jeg ville blive fascineret af det på grund af det ekstreme aspekt, der var både i musikken og imaget og teksterne i det.

(Heavy int:12).

Af andre karakteristiske bestanddele af metalkulturen fremhæves en vis form for hård attitude og udstråling (Heavy int:12). Det betyder altså derfor, at der er forbundet en række spilleregler i forhold til, hvordan ens image skal komme til udtryk, såfremt man ønsker at repræsentere metalkulturen. Nedenstående samtale skal ses i konteksten af, hvorledes metal defineres i forhold til, hvordan personlige problemer, som eksempelvis at være outsider, håndteres:

Heavy 3: … metal for mig det er netop håb om noget større og noget bedre, og om netop at overvinde de forhindringer hvad de end kan være...
Heavy 4: Metal er styrke […] Metal er macho og stærk og vi skal fandme nok klare det her…

(Heavy int:68).

Udover problemhåndteringsperspektivet er der ligeledes spilleregler i forhold til, hvorledes attituden præsenteres gennem påklædning. I metalkulturen er det meget udbredt, at bærerne af kulturen kan identificeres ud fra påklædning og udseende og som Heavy 3 forklarer, er der, trods enkelte personer, der skiller sig ud, en klart overvægt af langhårede personer iklædt sort tøj til en metalkoncert (Heavy int:58).

Om den symbolik, der er knyttet til udseendet, herunder i særdeleshed den sorte påklædning, som ifølge Heavy 4, repræsenterer nogle mørke sider af livet, kan det siges, at den også sender signaler til omverdenen, som de er refleksive omkring. Disse mørke sider af livet, som repræsenteres i deres udseende og påklædning kan for udenforstående forekomme som skræmmende fordi metalhoveders⁹’ fremtoning og anvendte artefakter netop symboliserer noget, som er anderledes fra majoritetens livsverden og som de ikke har lyst til at forholde sig til:

Der er jo masser af symbolik i metal, både i påklædningen og udseendet, de symboler der bliver brugt, der er alt mulig andet, og det tror jeg skræmmer mange folk, fordi det repræsenterer nogle mørke sider af livet, som de fleste folk ikke har lyst til at forholde sig til. Det er den måde, jeg ser det på.

(Heavy 4:46).
Det er altså igen den fundamentale forskellighed fra omverdenen, de fleste folk, som her er i centrum. Fornemmelsen af at være anderledes er noget, som informanten er reflekteret over og selvom han tror, at hans fremtoning, både i kraft udseende og kulturens filosofier der er knyttet hertil, samt tillige de forventninger, han tror, de fleste folk har om hans udtryk skræmmer udenforstående, vælger han alligevel at vedkende sig kulturens artefakter og den symbolik de repræsenterer. Det er ifølge informanten ikke et intentionelt ønske om at skræmme omverdenen med et image, men som han påpeger, er det hvem han er. Heavy 4 formulerer det selv i forlængelse af samtaleemnet tøjstil:

Selvfølgelig er min tøjstil inspireret af den musik, jeg hører, og de filosofier, der ligger omkring den stil, men jeg tror, det skræmmer mange folk, det er ikke det, der er min hensigt. Jeg er sådan her. Og jeg repræsenterer det, jeg godt kan lide, og jeg synes også, at det repræsenterer de ting, jeg ikke kan lide ved samfundet (Heavy 4:46).

At positionere sig overfor det samfund kernen i metalkulturen står i opposition til bliver således en væsentlig bestanddel i metalkulturen, men også internt i metalkulturen er der distinktioner.

Informanterne beskriver og diskuterer over flere omgange i interviewet, hvorledes de individuelt opfatter, hvad der repræsenterer ægte metalmusik samt hvorledes de subjektivt mener, at den dertilhørende livsstil skal udleves. Som det tidligere er beskrevet var Heavy 2 i særdeleshed og til dels Heavy 4 dominerende, og de fortalte i større grad, hvad de opfattede som værende den ægte metalmusik og rigtige livsstil. Til tider kunne det fornemmes, at de forsøgte at presse deres opfattelser ned over de resterende informanter, hvilket nedenstående citat tydeligt afspejler:
Heavy 3: […] Fra det øjeblik jeg hørte Metallica the Symphony til, at jeg hørte noget techno, der havde blandet nogle metalstykker ind i det, og også til hiphop […] Sådan noget hvor de gik ned i de forskellige genrer, hvor der var en tung guitar ind over, og så var det en hiphop sang. Sådan noget som Rage Against The Machine og sådan noget.
Heavy 2: Ej, nu bliver jeg altså nødt til at bryde ind. Det er et big no no. Det er ikke metal.
Heavy 3: […] Jeg blev fascineret af, at man kunne blande det.
Heavy 2: Det kan du jo heller ikke for fanden

(Heavy int: 8-9).

Tages der ud fra ovenstående udgangspunkt i Bourdieu, kan der argumenteres for, at denne afstandstagen som Heavy 2 hovedsaglig foretager sig, skyldes at han repræsenterer metalfeltets doxa, og derfor stiller sig kritisk overfor nytilkomne eller yngre metallyttere. Behovet for at ytre sig i så kraftig en grad udmundes i, at Heavy 4, som etableret i metalfeltet, lader den givne doxa blive til ortodoksi. Altså foretages der et defensiv monopolbevarende træk for, at netop Heavy 2’s og Heavy 4’s opnåede kapitalformer og status fastfryses og ses som evigtgyldige. De yngre og nyere metallyttere har overordnet stor interesse i at rokke ved de ortodokse spilleregler vedrørende anerkendelse, men de sætter ikke spørgsmålstegn ved feltets udformning (Kaspersen 2007:359-360). Dette er netop også gennemgående i interviewet. Når Heavy 2 markerer sig, findes der sjældent en egentlig modstand sted, selvom det er tydeligt, at det ikke er udbredt enighed herom.

Grunden til, at der ikke er en fælles karakteristik hos metallyttere af, hvad metalmusikken præcist indebærer, er, som Sarah Thornton forklarer med udgangspunkt i Bourdieu, at man i alle grupper har tendenser til at opfatte sig selv som meget heterogene (Thornton 1995:98-99). Dette kommer flere gange i løbet af interviewet til udtryk ved, at informanterne generelt har svært ved samlet at definere, hvilke bands der er metal, og hvilke som ikke er. Som Heavy 1 ligeledes gør opmærksom på, er det meget individuelt, hvornår man betegner noget musik for metal (Heavy int:20), og derved bliver der således åbnet op for en heterogenitet i metalgruppen. Omdrejningspunktet er, at når musikken individuelt føles hård nok, så kan det betegnes som metal. Thornton argumenterer også for, at i det øjeblik der rettes fokus mod noget, som ikke repræsenterer en given gruppe, så er medlemmerne heraf mere tilbøjelige til at opfatte dette meget homogent. Med udgangspunkt i metalmusikken betyder dette, at idet der eksempelvis rettes fokus mod mainstreammusik, så vil metalmedlemmerne karakterisere mainstream meget homogent, altså i en form for stereotypificeringer, som de tager afstand fra.

Ligesom Thornton når frem til i sit studie af den britiske klubkultur, forekommer der i klubkulturen et publikum for undergenrer. Til trods for forskellige præferencer inden for klubkulturen har de dog ikke svært ved at identificere en homogen skare til hvem de ikke tilhører (Thornton 1995:99). På samme vis som der altså i metalgenren findes undergenrer, herunder black metal, dødsmetal og grind core (Thornton 1995:99) kan disse forskellige præferencer alligevel danne fælles front mod det de står udenfor og i opposition til; mainstream.

Med afsæt i hvorledes metalkulturen fra et sociologisk, teoretisk perspektiv kan karakteriseres som en subkultur¹⁰, forekommer det interessant, at Heavy 1 tidligt i interviewet henvender sig til moderatorerne og spørger: Hvad skal I bruge vores, hvad skal man sige, subkultur til? (Heavy 1:2). Informanten har altså en forestilling om, at metalmusikken er knyttet til en subkultur og som eksisterende litteratur , kan give indsigt i, er metalkulturen da også blevet anskuet i dette perspektiv. Mere præcist er det beskrevet, hvorledes medlemmer af metalkulturen is more than just male; it is masculinist (Weinstein 1991:104). Med andre ord kan heavymetalkulturen anskues som … a community with shared values, norms, and behaviours, highly esteems masculinity (Ibid:104). Som Weinstein nævner, har denne beskrivelse af hvorledes maskulinitet kan være fundament for en subkultur været fremdraget før af Paul Willis i en beskrivelse af den britiske biker-subkultur. Her anvender han ord og fraser som: strenght,; commitment to tangible things, to roughness and power; aggressive; the rough camaraderie, the masculinity of language, of their style of social interaction (Willis in Barker 2008:412). Denne indsigt kan være med til at belyse, hvordan begrebet maskulinitet i metalkulturen kan identificeres i flere af de citater vi her har fremdraget omkring den fysiske udfoldelse i metal – headbanging og moshpits – den hårde omgangstone, der anvendes generelt og i forbindelse med håndtering af personlige problemer.

Under interviewet nævnte Heavy 4 metalkulturen som en unik undergrundsbevægelse og moderatorens opfølgende spørgsmål angående dette ’unikke’ ledte samtalen mod en fælles støtte og interesse for hinanden musikerne imellem. Heavy 1 nævner, at han ikke tror der findes en genre hvor der er så meget støtte i blandt bands verden over. Herefter følger Heavy 1 op på dette fælles og kontrasterer det til individualitet: Så er det jo netop en eller anden form for.. I modsætning til.. Du sagde netop, at det var meget individuelt (Heavy 1:26). Hertil er Heavy 1 enig men retter samtalen ind på, at der trods individualisterne i kulturen også forekommer et fællesskab på tværs af geografiske afstande til såvel venner som perifere bekendtskaber:

Min bedste venner bor på Sjælland, som jeg spiller sammen med, og dem jeg ellers snakker med… Jamen så sidder vi og snakker om dem, der er i USA. Sidst vi var nede og spille var vi i Berlin, hvor det var en tysk kammerat, der havde arrangeret [koncerten]. Der kom der folk fra Canada for at møde os. Så du møder jo også alle, hvad skal man sige, individualisterne (Heavy 1: 26).
Ud fra ovenstående beskrives der således, hvordan det individuelle og tillige det fælles er centralt i metalkulturen. Til trods for, at der er tale om en metalgruppe, er det i lige så høj grad det individuelle perspektiv, der er i fokus.
Ud fra informanternes ovenstående karakteriseringer, kan der således argumenteres for, at et af de væsentligste omdrejningspunkter i metalkulturen er en personlig fornemmelse af udskejelse set i forhold til det øvrige samfund. Det lader umiddelbart til, at informanterne har accepteret denne opståede outsiderfornemmelse, og som resultat heraf har vendt det til noget positivt og valgt en bevidst afstandstagen til masserne. Heavy 4 udtrykker det således: ”… det er oprøret mod den form for organiserede civilisation, som de masserne er en del af…” (Heavy 4:46). Heri ligger altså nogle værdi- og normmæssige uoverensstemmelser mellem metalkulturens og det generelle samfund. Disse uoverensstemmelser kom tydeligst til udtryk gennem den karakteriserende hårdhed, der overordnet er forbundet med metalkulturen. Dette gjaldt således den voldsomme fysiske optræden, samt personlige udtryk gennem et råt image og den dertilhørende påklædning, som repræsenterer den maskuline identitet metal tilbyder. Der er derfor en vis form for fascination af udskejelse, hvilket også anskueliggøres ved ekstremernes markante indvirkning i metalkulturen.

Overordnet lader det således til, at begrebet rebelskhed er godt karakteriserende for, hvad der kendetegner metalkulturen og spillereglerne herunder, eftersom der er en eklatant interesse i at skille sig ud fra samfundet.

Et gennemgående tema er ligeledes, at metalmusikken skal have autenticitet. Såfremt musikerne ikke kan gå helhjertet ind i metalkulturen, bliver dette opfattet som påtaget. Dette hænger i nogen grad sammen med det, som Heavy 2 og Heavy 4 forklarer, at metalmusikken ikke er for alle. Det lader dog også til at Heavy 2 og Heavy 4 tillægger dette større betydning - eftersom de på grund af deres ældre alder føler et tættere forhold til de værdier og normer som er knyttet til og har konstitueret subkulturen - end de resterende tre informanter.