Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"

9. Diskurspsykologi

Indledningsvist skal det bemærkes, at diskurspsykologien er en fremgangsmåde, som benyttes indenfor socialkonstruktivisme. Dette betyder således også, at anvendelsen af diskurspsykologi indbefatter det strukturalistiske og poststrukturalistiske præmis om, at sociale relationer, den sociale verden og herunder verdensbilleder samt sociale subjekter bliver formet på baggrund af sprogets dynamiske form for sociale praksisser. Dette indebærer en opfattelse af, at mentale processer bliver konstitueret gennem social og diskursiv aktivitet, og derved en afstandstagen fra den kognitive psykologi og psykoanalyse, som overordnet hævder at disse udelukkende stammer fra isolerede interne processer hos det enkelte individ (Jørgensen & Phillips 1999:105-106). Således er individets forståelseshorisont et produkt af en given historisk og kulturel verdensopfattelse, som opretholdes og skabes gennem hverdagens sociale interaktioner med andre individer. Dermed menes også, at den sociale verden konstrueres socialt, hvilket kun kan være muligt, såfremt den sociale verden ikke er determineret eller givet på forhånd, og at individer ikke har indre uforanderlige karakteristika, hvilket baseres på en anti-essentialistisk baggrund (Jørgensen & Phillips 1999:112-113).

I overensstemmelse med den kritisk diskursanalytiske retning er diskurspsykologien ligeledes fokuseret på konkret empiri af specifikke hændelser af sproganvendelse i specifikke sociale interaktioner. Dog er de overordnede formål forskellige. Hvor kritisk diskursanalyse beskæftiger sig med større samfundsdiskurser, er man indenfor diskurspsykologien interesseret i at undersøge, hvorledes individer strategisk anvender diskurserne til subjektiv fordelagtig fremtoning i de givne sociale interaktioner, samt at finde de dertilhørende konsekvenser af strategien (Jørgensen & Phillips 1999:16).

For at anskueliggøre hvordan vi benytter den diskurspsykologiske tilgang i analysen, har vi taget udgangspunkt i en beskrivelse af Wetherell og Potters studie af diskurs i New Zealand, som viser hvorledes egalitære og liberale diskurser om racisme og diskriminering er med til at legitimere selvsamme og på den måde er med til at give en subjektiv fordelagtig fremtoning. Potter og Wetherell ser kategorisering⁵, den måde man opfatter sig selv som en gruppe og andre som noget udenfor denne gruppe, ”som en diskursiv praksis” (Jørgensen & Phillips 1999:135). Deres undersøgelse tager afsæt i, hvorledes hvide newzealændere italesætter maorifolkets⁶ kultur. Formålet med dette er at se hvilke identiteter denne kulturdiskurs konstruerer for de hvide newzealændere. Resultatet blev, at de er progressive, egalitære og moderne mennesker. Det modsatte af maorierne, som skal værne om deres kultur og kulturarv, da det er det eneste de har tilbage (Jørgensen & Phillips 1999:138). Det er ikke på grund af undertrykkelse, at maorierne har sociale problemer, det er et internt problem i deres kultur og på den måde legitimerer de hvide en form for racisme på baggrund af kulturdiskursen. På den måde de omtaler maorierne skabes der en klar kategorisering af et ”dem” og et ”os”. Dette er noget vi vil bruge i den måde vi benytter diskurspsykologien i vores analyse. Vi forestiller os, at vores to musikpræferencegrupper, indie og metal, er som maorierne. De skal begge forsvare deres kultur og være tro mod dens spilleregler. Herigennem etablerer de et ”os”. Overfor dette os, er det et ”dem”, som i vores tilfælde ikke er de hvide, men mainstreamkulturen. Både indie- og metalgruppen prøver at bevare og være tro mod egen kultur for på den måde, at skabe afstand til mainstreamkulturen og det normale. Herudover skaber de også afstand til andre ”maorigrupper”, altså andre grupper der ikke er en del af mainstreamkulturen. I vores tilfælde sker det ved, at metalgruppen kategoriserer og tager afstand fra hiphop og indie, mens indie kategoriserer og tager afstand fra metal og hiphop. En af metoderne vi bruger til at undersøge dette, er via diskurspsykologien at se på gruppedynamikker.

9.1 Et diskurspsykologisk syn på gruppedynamikker

I nærværende projekt vil dette syn på gruppedynamikker fortrinsvist blive benyttet som en forståelsesramme for måden, hvorpå informanternes udtalelser påvirker hinanden. I interviewene bedes informanterne beskrive og tage stilling til en række musikgenrer de ikke nødvendigvis besidder det store kendskab til. Dermed kan de ikke trække på eksisterende viden og må i høj grad danne deres indtryk og holdninger i øjeblikket. Denne proces er meget præcist udtrykket i sætningen: attitudes are performed rather than preformed (Puchta & Potter 2004:21), hvor det tydeliggøres, at holdninger ifølge diskurspsykologien skabes i nuet. Denne pointe er vigtig, da informanterne med en mindre grad af kulturel og historisk indsigt i genrerne vil være mere påvirkelige over for den sociale kontekst de befinder sig i. Dermed kan denne indsigt i gruppedynamikker hjælpe os til at forstå, hvordan informanterne påvirker hinanden, men kan også anvendes taktisk fra vores side ved eksempelvis at fortælle, hvordan deres gruppe er blevet omtalt af andre. Herigennem kan den sociale kontekst ændres, og vi får mulighed for at undersøge om informanterne efter et sådant udsagn reagerer som gruppe, der evt. står stærkere sammen.