Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"
|
|  Yüklə 1.6 Mb.
|
10.3 Indiefolkenes kategorisering af hiphoppere og metalhovederForegående analyse har fokuseret på hvorledes informanterne med præference for indiemusik og metalmusik har defineret dem selv som gruppe og hvilke karakteristika, der er kendetegnende for denne gruppe. Dette afsnit har til formål at undersøge, hvorledes indiefolkene kategoriserer mennesker med præference for hiphopmusik og metalmusik, og hvordan dette kan relateres til Richard Jenkins’ begrebsapparat. 10.3.1 Kategorisering af hiphoppereUd fra SFL-analysens beskrivelse af hiphoppere, har vi bedt indieinformanterne om at kategorisere hiphoppere som de ser dem. Som vi har påvist tidligere i analysen ser indiefolkene sig selv som åbne overfor andre musikgenrer og overfor de folk, som lytter til dem. Dette kan være en af grundene til, at Indie 5 og Indie 1 som noget af det første tager afstand fra at dømme folk ud fra den musik de hører: Indie 1: Nej, men jeg synes det kommer sgu lidt an på... jeg ved ikke hvor meget det har med musikken at gøre. Jeg kan godt se man kan have meget stærke meninger om hvad hinanden hører, men jeg synes, at hvis man lader det spille ind over hvad man synes om andre mennesker, så synes jeg man er ude på et sidespor. Indie 5: Ja. Indie 1: Så er det sagt (Indie int:41). Indie 5 og Indie 1 er her enige om, at man ikke burde dømme folk ud fra hvilken musik de hører. De tager på den måde afstand fra at kategorisere andre folk ud fra en musisk præference. Dette ændrer sig dog og senere er indieinformanterne ikke blege for at dele hiphopperne op i to forskellige kasser, hvor den ene er positiv og den anden negativ: Nej, jeg synes stadig der kan være to forskellige typer af hiphoppere. Dem, der hører musikken, fordi de rent faktisk, er den type hiphop de kan li’ og så dem, der hører det der fordi de også gerne vil have en stor bil og deres navn på tænderne… (Indie 4:53).
Indie 2: Men hiphop i sin pureste form det er jo ’problemer i gaden’ og ’noget fra hverdagsmiljøet’, men så er det bare gået hen og blevet det her kommercialise... Indie 5: Bling bling Indie 2: Lige præcis... Men i hvert fald er det gået hen og blevet pengestærke musikere og de går hen og snakker om hvor mange penge de har og hvor mange kvinder de kan duske og hvor stor gangster de er. (Indie int:42) Indie 2: Ja, som jeg sidder og gør her for mig selv... og siger ’dér’ meget i øvrigt, men det er jo hvad hiphop er gået hen og blevet. Jeg skal ærligt indrømme at jeg synes, at noget af den oprindelige hiphop, hvor man netop konfronterer nogen af de der problemer i gadebilledet det er fedt, det er super fedt, der er fandme integritet over for miljøets rod, ikke sandt? I stedet for det her eskapistiske, hvor man prøver at undslippe problemerne ved bare at snakke om hvor fedt et liv man har og sådan noget […]
Disse to passager fra indieinterviewet beskriver meget godt hvordan der, ifølge indieinformanterne, er to slags hiphoppere. Indieinformanterne tager afstand fra den del af hiphoppen, der er blevet kommerciel og har taget de såkaldte ”bling bling” symboler til sig, altså store biler, dyre smykker og mange piger osv. Disse værdier og symboler ligger meget langt væk fra det som indiefolkene værdsætter, som vi har beskrevet tidligere i analysen. Den del af hiphoppen, som Indie 2 mener har integritet, er der hvor teksterne handler om noget dybere end ”bling bling” hiphoppen gør. F.eks. når der bliver snakket om de problemer, der er i gadebilledet. Der kommer nogle følelser og noget dybde ind i teksterne. Det er noget, der kan genkendes i hvad der er kendetegnende for de tekster, der er i indiemusik. Derfor kan Indie 2 identificere sig med det. Jenkins skriver netop, at man definerer sin egen gruppe i forhold til andre grupper. Indie 2 kommer på den måde til at fremhæve nogle positive kendetegn ved hans egen gruppe ved at tale godt om de dele af hiphop han kan identificere sig med. I indiekulturen handler det om at være sig selv og ikke ligne andre og ikke blive influeret af mainstreamkulturen. Når de kan genkende uafhængigheden fra mainstreamkulturen og større pladeselskaber i hiphoppen, får det værdier som indiefolkene kan forholde sig til. Dette ses f.eks., når Indie 2 finder ud af, at hiphopgruppen Suspekt udgiver deres albums på eget pladeselskab: ”Så kan jeg endelig forsvare hvorfor jeg kan lide dem!” (Indie 2:46). Men i og med, at ”bling bling” delen af hiphoppen er blevet mainstream og, at den bygger på symboler og værdier, der handler om, at man skal vise sin rigdom og, at denne rigdom er det største mål man kan opnå, tager indiefolkene afstand herfra: Indie 2: … Det der vil jeg sige jeg ligefrem foragter (hiphoppere med bling bling). Indie 1: Ja. Interviewer: Foragter? Indie 2: Sådan noget der, det kan jeg slet ikke identificere mig med. Indie 5: Nej. Indie 2: ikke det fjerneste. Interviewer: Typerne, der hører det, eller dem der spiller det? Indie 2: Begge dele. (Indie int: 52-53). I ovenstående citat, er Indie 2 meget klar i tonen, han siger han foragter ”bling bling” delen af hiphoppen. At foragte noget, kan siges at være et meget hårdt ord at bruge og en tyk understregning af, at det virkelig er noget, som der ikke kan identificeres med og repræsenterer på den måde meget godt den generelle diskurs overfor ”bling bling”-hiphoppere. Men udover, at ”bling bling” delen af hiphoppen kritiseres for dens symboler, tager indiefolkene også afstand til teksterne, som de synes fokuserer på noget for dem irrelevant og uintelligent. Indie 5: som jeg sagde før, så værdsætter jeg det, når det bliver intelligent, men hvad Niarn angår, så er det bare sådan noget galde, der skal ud.
Indie 2: haha det er det bedste jeg nogensinde har hørt Indie 5: det gider jeg ikke bruge min tid på [...] Det her med, at han har det så hårdt og han er så rå, altså hold nu op, tør øjnene![...] Det der med, at man altid skal fortælle om hvor hårdt man har det, det gider jeg ikke bruge min tid på. Indie 2: Jeg er måske ikke helt enig med dig i den betragtning, at hiphoppere og rappere generelt set er dumme […]. De har bare nogen andre præferencer inden for deres musik og for dem er det ikke betydningen af den her pige du har været håbløst forelsket i, det er ikke hende du skal skrive en sang om, nej du skal skrive en sang om dine fede fede fede sko, dine homies og din gangwar og sådan noget. Jeg vil ikke sige det gør dem mindre intelligente. (Indie int:45-46). I  ndie 2 og Indie 5 er her lidt uenige. Indie 5 mener decideret, at der er dele af hiphoppen, som har uintelligente tekster og som handler om noget hun ikke gider høre på. Indie 2 mener ikke de er uintelligente, men at de fokuserer på noget andet end man gør i indiemusik. Hvor indiemusikken ville fokusere på den pige man har mistet, fokuserer ”bling bling”-hiphoppen i stedet på mere materielle ting. Der er ikke fokus på følelserne, som der er i indiemusikken, hvilket er beskrevet tidligere i analysen. Ved at tage afstand fra hiphopmusik, der kun fokuserer på overfladen, altså tøj og penge osv., defineres indiefolkene som en gruppe, der værdsætter dybde og følelser i musikken. På den måde understøtter denne kategorisering af ”bling bling” et af kendetegnende for indiemusik, nemlig, at der er fokus på følelser. I citatet ovenfor beskriver Indie 2, at hiphopsange ofte handler om hvor fede sko man har. Ud over, at dette er en afstandstagen fra, at teksterne er overfladiske, så kan det også være en afstandstagen til den fremtoning som hiphoppere har.
I  ndie 5: Den der skide kasket der skal sidde oven på hovedet.
Indie 2: Den sidder over hvor den skal sidde. Den er bare nænsom placeret lidt på skrå. Indie 5: Hvor indie er stramme bukser, så er de mere oversize. Indie 4: En gangster hiphopper det er vel... Indie 5: Bandana! Indie 4: En gangster hiphopper det er vel helt nye sko og bukser og helt ny trøje og kasket. (Indie int:46-47). I denne passage beskriver Indie 5, Indie 2 og Indie 4, hvordan de mener, at hiphoppere går klædt. Der bliver snakket om, hvordan de bærer kasket og bandana, men også, at hiphoppere går i store bukser, mens indiefolk går i stramme bukser. Heri ligger der en afstandstagen fra de store bukser, da indiefolk identificerer sig selv som nogen der går i stramme bukser. Derudover beskriver Indie 4 hiphoppere som nogen, der går i helt nyt tøj. Heri ligger der en klar afstandstagen. Som beskrevet tidligere i analysen er en del af det at være indie at købe tøj i genbrugsforretninger eller finde noget som ingen andre har. Der er på den måde stor forskel på hvordan hiphoppere går klædt og hvordan indiefolk går klædt. Ved at tage afstand fra denne måde hiphopperne går klædt, får indiefolkene fortalt, at de i hvert fald ikke er sådan. Indiefolk går ikke i det nyeste fine tøj, men skaber deres egen ved at købe tøj i genbrugsforretninger. Indiefolkene kategoriserer altså og tager afstand fra denne del af hiphoppen. Ifølge Jenkins er denne kategorisering en vigtig del i hvordan man definerer sig selv som gruppe. Ved at kategorisere ”bling bling” delen af hiphopperne som noget negativt, definerer indiefolkene sig selv som det modsatte. På den måde skabes der via en kategorisering af ”dem” også en kategorisering af ”os”. Som nævnt tidligere er der også dele af hiphoppen, som indiefolkene kan identificere sig med. Det gælder specielt den musiske side. Der hvor der er indhold og sproglige finurligheder i teksterne: Indie 5: I vores dansk pensum havde vi bl.a. en bog, hvor det var ene raptekster [...] hvor det rent faktisk var ret intelligent, hvor man ”tænkte hvor er de dygtige til at lege med sproget” og det kan jeg godt værdsætte og det synes jeg egentlig er meget sjovt. […] og det er ikke umiddelbart noget man ligger til hiphop [...]
Indie 5: Hvor er de dygtige. Indie 1: ja, det synes jeg godt nok er fedt. Indie 5: jeg har stor respekt for deres talent, så længe det bliver ved det intelligente (Indie int: 43-44). Indie 5: Nogen som Malk de Koijn synes jeg er humoristiske, altså jeg synes deres leg med sproget er fantastisk, jeg synes virkelig det er dybt intelligent, så jeg er meget fascineret, men grunden til at jeg ikke hører det er, at selve musikken siger mig ikke så meget, men hvis man nørder det så synes jeg det er interessant. (Indie int: 44). Indie 5 og Indie 1 synes hiphop er fedt når det sproglige og tekstmæssige indhold er på et højt niveau, altså går udover ”bling bling” hiphoppens fokusering på materielle goder som primær formidling. De bruger ord som ”sjovt”, ”intelligent” og ”nørd”. Det er alle ord, som de forbinder med noget positivt indenfor deres egen gruppe, som vi beskrev tidligere i analysen. Ved at holde hiphoppen intelligent, bliver det legalt for en person med præference for indiemusik at lytte til det. Ved at sidde og ”nørde” de intelligente tekster overføres de samme spilleregler som gælder indenfor indie og derfor kan indiefolkene godt identificere sig med og lytte til den slags hiphop. Det er dog lidt bemærkelsesværdigt, at ingen af indieinformanterne tilkendegav, at de lyttede til teksten i den hiphopsang der blev spillet for dem under interviewet, men, at der alligevel var enighed om, at den sang ikke var en del af ”bling bling” hiphoppen: Indie 2: […] Nu lyttede jeg ikke lige til teksten. Indie 5: Jeg tog også mig selv i, at jeg slet ikke hørte det. Indie 2: Jo, moderne hiphop, helt sikkert. Det er netop det der med bling bling og cash og damer og sådan noget, men det der (musikken)... jeg lyttede ikke til teksten, så jeg ved ikke hvad budskabet er, men umiddelbart slår det mig ikke som nogle fyre, der er opsat på at... Interviewer: Men har de også den store cap oven på hovedet og guld i munden? Indie 2: Det tror jeg ikke. (Indie int: 48). Selvom de ikke lytter til den tekst vi præsenterede for dem under interviewet, så er en af de ting indie’erne godt kan lide ved hiphoppen, at en del af den har intelligente tekster. En af de grunde til at indie’erne værdsætter de intelligente tekster kan være det som vi har skrevet tidligere, at indiefolkene værdsætter det at fordybe sig i musikken. Det er et kendetegn ved det at være indie, at man sætter sig ind i den musik man hører og har et kritisk forhold til det. Derfor skal de tekster man fordyber sig i også have en substans og handle om nogle dybere følelsesmæssige forhold, end der er tilfældet i ”bling bling” hiphoppen. Det er en af grundene til, at de foragter dette. Der er ingen dybde og det hele foregår på et meget overfladisk og materielt plan. Det er så at sige det, der ”trigger” indie’ernes foragt for ”bling bling” hiphoppen og det er på det punkt, at de tager mest afstand fra hiphoppere som et kollektiv og på den måde gør klart, at det er nogle værdier, der strider stærkt imod indiekollektivets normer og værdier. 10.3.2.1 Kategorisering af metalhovederEfter denne gennemgang af indie’ernes forhold og fordomme til hiphopkulturen og personer, der tilkender sig denne, skal vi nu se på hvordan indie’erne har det med metalmusik og -kultur. Med samme opmærksomhed på identifikation og afstandstagen, vil vi analysere os frem til om de to andre grupper deltagerne bliver konfronteret med fremprovokerer forskellige reaktioner og ytringer hos deltagerne. Derfor vil der efter indie’ernes kategorisering af og forholden sig til metalkulturen følge et opsummerende afsnit, der vil sammenligne og klargøre hvilke aspekter indie’erne kan bruge og hvilke de ikke kan indenfor henholdsvis hiphop og metal. Som indledning til snakken om metal, spillede vi et musiknummer for deltagerne og viste dem billeder samtidig. Overraskende nok, tilkendegav flere deltagere, at de faktisk brød sig om nummeret, udtalelser der ikke stemmer overens med hvad både SFL-analysen og diskursanalysen fortalte os. Svaret kan måske findes i, at indie’erne går ind til rockmusik med et åbent sind, de ved, at metal i sin udtryksform ligger sig op ad samme historiske baggrund som indiemusikken, og derved er der også elementer deri der er ens, og som indie’erne kan identificere sig med, mere konkret handler det om: Indie 2: Det [musiknummeret] var da meget godt. Indie 1: Ja. Indie 4: Jeg synes nummeret nummeret… Interviewer: Vil I have det med hjem og sætte det på næste gang i holder party? Indie 2: Du kunne jeg faktisk godt. Men det vil udelukkende være for at være usmagelig. Ej, altså for at være helt ærligt så kunne jeg godt finde på at spille sådan noget der, bare for, du ved, ligesom Medina også er fint nok i byen, så er det der også, fint nok lige engang i mellem som det gode, hårde… Indie 4: Det er i det mindste guitar, ik. Indie 2: Ja, lige præcis. Indie 5: Nogle numre kan man rent faktisk godt finde melodi i. Det kan man godt og så synes jeg faktisk det er okay, altså… Indie 4: Metallica. Indie 5: Jeg har også været til Iron Maiden koncert. Indie 4: Jeg har lyttet til rigtig meget metal engang. Dengang jeg var 12 tror jeg, til jeg blev 17. (Indie int:56). Samtaleudklippet viser hvordan fire af de seks deltagere hurtigt melder ud, at der er positive aspekter gemt i metal. Indie 1 nøjes med at give Indie 2 ret i, at nummeret er godt, hvor Indie 2 går et skridt videre og erklærer sig klar til at åbne en dør på klem i hans privatsfære for metalmusik, på grund af guitaren, som Indie 4 udpeger som identifikationspunkt, og den mere hårde lyd end indiemusikere generelt udsender. Indie 5, der i karakteristikken af indiemusik lagde meget vægt på stemningen, der gerne måtte være dybsindig og måske lidt sårbar i sit udtryk, identificerer sig med det melodiske aspekt, der kan findes i metal, og begrunder sin påstand med at fortælle hun har været til koncert med, hvad metalgruppen karakteriserede som, et af de klassiske metalbands. På denne måde demonstrerer hun sin subkulturelle kapital, da både det at være åben og gå til koncerter, begge er ønskværdige i indiemiljøet. Hendes begejstring er dog indkredset til kun at dække det melodiske, da hun senere i samtalen udtaler om metalmusikken: ”Nej musikken, det er larm. Og det de synger om, det er død og ødelæggelse. Sådan har jeg det” (Indie 5:58). Indie 4s kommentar om ”Det er i det mindste guitar, ikke?” afslører, at han bedre identificerer sig med denne musik end hiphop, grundet guitarens tilstedeværelse. Desuden har han en fortid, hvor han over en femårig periode lyttede til metalmusik. I forlængelse af samtalen om det konkrete musiknummer, kommenterede deltagerne på metalfolkenes udseende og hvilke signaler de modtager fra dette. Med SFL-metodens leksikalske kæder kan man danne et overblik af hvad indiekollektivets umiddelbare kategorisering af metalkollektivets fysiske fremtoning: ”sort tøj” ”sort hår” ”militærstøvler” ”cowboybukser” ”læderbukser” ”armbånd med pigge” (Indie int:57-59). M Indiedeltagerne mener, at den smalle let genkendelige ’mode’ metalkollektivet besidder, har sin begrundelse i et ønske om at udstråle fællesskab og vise omverden, at de er dedikeret til metal-genren. I Indie 5: tilhørsgruppe… Indie 1 og 2: Ja, præcis. Indie 1: Ja, noget samhørlighed. Indie 3: Det kan godt være det går den ene vej. Du kan sige, at han ser normal ud og hører den slags musik. Men hvis man ser på dem der, så kan man bare regne ud hvad de hører. De hører jo ikke hiphop. Det tror jeg er rimelig sikkert. (Indie int:63). Det er vigtigt for metalkollektivet at vise man overholder dresscoden, da metalkulturen i indiedeltagernes øjne, er mere bredtfavnende og har en integreret livsstil, som man signalerer tilhørsforhold til via tøjet. Indie 1: ”Jeg tror også du køber en hel pakke her, lidt mere end du måske gør inden for andre musikgenrer… Du satser lidt hele butikken…” og bliver fulgt op af Indie 4: ”Det er lidt en mere tilhørende livsstil” (Indie int:63). Sammenholdet i metalkollektivet tilskrives af indiedeltagerne at vægte mere end i deres eget kollektiv. Dette skyldes, at metal for dem fremstår som en samlet pakke, med klart defineret ydre rammer, som personerne i kollektivet skal handle inden for. Idet de karakteriserer inklusion i metalkollektivet som værende en pakke med en særegen livsstil tilhørende, erkender de samtidig, at deres egen gruppe er fattig på fællesnævnere i forhold til. Sammenholdet i metalkollektivet bliver da også gjort til genstand for misundelse hos Indie 5, der jo som beskrevet tidligere beklagede sin nød over ikke at have nok personer at dele hendes passion med. Således bliver Indie 1 og Indie 5 enige om, at sammenholdet er stærkt grundet let genkendelighed og en passioneret indstilling hos medlemmerne: Indie 1: Jeg har det sådan lidt det indtryk, at folk, der hører sådan noget, at de er meget passioneret omkring deres musik. Virkelig passioneret og de går virkeligt op i det! Og det er 100 procent. Sådan tror jeg tit det er og jeg tror også tit de holder meget sammen. Indie 5: Ja, det stærke sammenhold. Indie 1: Det tror jeg virkelig de har. Indie 5: Lidt ligesom emo’er. Jeg misunder også deres stærke sammenhold. Fordi man ser dem altid i grupper, det synes jeg da egentlig er meget hyggeligt. Indie 1: Ja, nu kommer jeg også fra en lille by og der var også nogle der gik på kryds og tværs af klasser, men de var altid sammen. Indie 5: Ja, præcis. De kan lige hurtigt finde hinanden. De har bare den her… Indie 1: Den her passion. Indie 5: Så har de det at være fælles om. (Indie int:59-60). Skønt indiekollektivet tidligere gav udtryk for deres egen passion der, når det går vildt for sig ender i nørderi, altså ingenting er i forhold til den passion metalkollektivet lægger for dagen. Denne er ved hvert enkelt medlem så stærk, at den kan bruges som platform for gruppeidentifikation, og de drages næsten mod hinanden som magneter, ifølge deltagerne, et træk de mener, er beundringsværdigt, da de ikke selv føler samme sammenhold. Her kan man altså se, at indiefolkene misunder metalhovederne og ud fra Jenkins’ optik kan man sige, at indie’erne ønsker noget af ”dem” i sin egen gruppe. De ser dog også begrænsningerne i at have så faste grænser at bevæge sig inden for. Det kommer til udtryk da vi spurgte ind til det forventede niveau af åbenhed over for musik i metalkollektivet og til hvad det er for nogle personer, der ønsker at blive en accepteret del af metalkollektivet. Indie 5 melder ud, at hun ikke forstår metalkollektivet, og derfor har en opfattelse af medlemmerne som mærkelige (Indie int:60). En klar afstandstagen til metal, og en hyldest til de mandlige medlemmer af indiekollektivet, der ikke i samme grad opfattes som mærkelige. Indie 6 giver hende ret i denne påstand: ”Ja, det er det… Sådan nogle freaks” (Indie 6:60). For disse to er der altså overhovedet ingen identifikation med medlemmerne fra den oppositionerede gruppe. I tilgangen til musik, føler indiegruppen sig også distanceret fra metalgruppen ved at kategorisere dem som værende lukkede over for nyt musik (Indie 1 og Indie 5) og musik udenfor metalrammerne især, dog sammenligner Indie 2 metalkollektivets afgrænsede søgeområde med indiekollektivets eget, og mener ikke, at én af grupperne er bedre til at søge ud af boksen end den anden. Interviewer: Men er de ligeså åbne som jer overfor nyt musik?
10.3.2.1.1 OpsummeringUd fra Jenkins teori om, at man ved at kategorisere andre også kategoriserer eller definerer sig selv som gruppe, kan indiefolkenes kategorisering af hiphoppere og metalhoveder deles op i en positiv kategorisering og en negativ. På den positive side hos hiphopperne var det de intelligente tekster. Når teksterne er intelligente, giver det mulighed for, at indie’erne kan fordybe sig i dem og ”nørde” dem, hvilket er en meget central del af det at være indie. Når hiphopmusikken holdes intelligent kan indiefolkene identificere sig med det, da dette er et aspekt de kan genkende fra deres egen gruppe – og ved at lave denne positive kategorisering af intelligent hiphop, definerer indiefolkene sig selv som nogen der værdsætter det intelligente. Dette står i kontrast til den negative kategorisering af hiphoppere, som bliver betegnet som ”bling bling”. Indiefolkene tager afstand fra det overfladiske og uintelligente som denne del af hiphoppen repræsenterer. ”Bling bling” hiphoppen er mainstream. Det er den del af hiphoppen, der repræsenterer flest af de værdier som indie’erne tager afstand fra, som, at det største mål er at tjene mange penge, købe dyrt tøj, som ikke adskiller sig fra andre og være sammen med så mange damer som muligt og ikke fordybe sig i en forelskelse. På den måde får indiefolkene sagt, at det i hvert fald ikke er noget, der er kendetegnende deres egen gruppe. På samme måde kunne indiegruppen identificere sig med dele af metalmusikken, men langt fra det hele. Selve udtrykket i metal, der hviler på en rockhistorisk kontekst, gen- og anerkendes, ved brugen af guitar. Det melodiske og stemningsprægede aspekt vakte også genklang, men de dele af metal, der koncentrerer sig om død og ødelæggelse blev forkastet af indiekollektivet, som f.eks. gennem den fysiske fremtoning og de beklædningsgenstande metalhoveder bærer. Gruppen identificerede sig måske ikke med livsstilsaspektet og den større interne integration, men så det som noget positivt og efterstræbelsesværdigt, og medlemmerne bliver anerkendt for deres hengivenhed ved at anerkende deres virke som en niche. Metalhovederne fordyber sig, ifølge indie’erne, i deres afgrænsede musikgenre. De går op i musikken og forholder sig til genren som en hel pakke og bærer dermed også de symboler som genren foreviser. Dette er noget indie’erne kan identificere sig med, da det også for dem handler om at fordybe sig i den musik man hører. Rammerne for metal er dog for strenge for indiekollektivet, og de tog derfor afstand ved glæden for farven sort og de indskrænkede muligheder for sko og benklæder, der ikke lader meget tilbage for personlig ekspression og som derudover muligvis udstråler en for ekstrem maskulinitet. Medlemmerne af metalkollektivet blev kategoriseret som værende mindre åbne over for det nye og blev betegnet som mærkelige freaks, to store distinktioner. |
odsætningen mellem indie’ernes farvestrålende og mønstrede tøj og metallernes simple sorte farvevalg, er den første der bliver nævnt. Hvor indie’erne karakteriserede deres egen ’mode’ ud fra typer af tøj, der både tillader variation i form og farve, og kræver det med henvisning til idealet om at være personlig inden for de ydre rammer, er metalhovedernes valgfrihed indskrænket til farven sort, cowboy- eller læderbukser, militærstøvler og sidst pigarmbånd som valgfri accesorie. Fysisk distancerer indie’erne sig dermed fra metallerne og gør det klart, at de ikke tilhører 
nterviewer: Men hvad vil de gerne signalere med, at de ser sådan ud?