Ana səhifə

Daniel Vangsø Rasmussen gør klar til aftenens måltid: pandekager med grøntsager. Minimer madspild


Yüklə 3.23 Mb.
tarix26.06.2016
ölçüsü3.23 Mb.

Skriv journalistik B, 2012 – Hanne Heinrichas

Daniel Vangsø Rasmussen gør klar til aftenens måltid: pandekager med grøntsager.

Minimer madspild

Hvert år smider danske familier 63 kg mad ud. Vi taler ikke om kartoffelskræller og æggeskaller. Nej, det handler om lidt runkne æbler, visne porrer og mælk der har overskredet sidste salgsdato.



Af Hanne Heinrichas

Mørket daler stille og roligt ned over villaen i Rødovre. Frosten bider i buskene. Inde bag de hvide køkkenlåger gemmer der sig potter og pander. Skarpe køkkenknive hænger på væggen, parate til brug. Køkkenet oser af orden – Daniel Vangsø Rasmussens orden.


Madglæde og kvalitet

”Det handler om madglæde. Jeg vil gerne have nogle ordentlige ting og skabe de bedste vilkår for min familie. Jo færre e-numre, jeg kan proppe i mine børn, desto bedre,” smiler Daniel Vangsø Ramussen, som er gift og far til to.

Han mener, at man får sundere mad, når man selv laver den. Hjemmelavet mad giver respekt, og man får mindre lyst til at smide dét ud, som man har brugt tid og lækre råvarer på.

”Hvis du har givet 130 kr. for en kylling, er du mere tilbøjelig til at gemme vingen, som sandsynligvis koster 30 kr., end hvis du har købt hele kyllingen til en halvtredser,” konstaterer Daniel Vangsø Rasmussen.

Til trods for at de gode råvarer holder længere, ender man i ny og næ med nogle mindre festlige rester. Dem kan man putte i fryseren og senere bruge til en fond. Det kalder han for ”en positiv køkken-affaldsspand”.
Få styr på dit køleskab

Det kan Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, kun bakke op om. Og hun tilføjer:

”Det handler om planlægning. Spørg dig selv: Hvad har jeg i køleskabet? Og køb så det, du har brug for.”

Hun mener, at supermarkederne gerne vil have os til at købe mere end, vi har behov for. De har mængderabatter, og forbrugeren må betale forholdsvis meget, hvis hun kun har brug for to bananer, fem skiver rugbrød og ½ liter mælk. Daniel Vangsø Rasmussen er enig med Selina Juul:

”I Danmark køber man ikke efter vægt. Vi køber et forudbestemt kvantum. For så kan super-markederne styre prisen.”
Brug tiden rigtigt

Daniel Vangsø Rasmussen hader selv at stå i kø i supermarkedet og kan ikke forstå, at nogle vælger at gøre det hver dag. Det er spild af tid, synes han.

”Du har tid til at stå tre kvarter i Netto, dag efter dag. Og du har tid til at diskutere et kvarter i telefonen med din kone, hvad I skal have at spise. Men du har ikke tid til at lave mad”, konstaterer han med et overbærende grin.

Han foretrækker at stå der en gang om ugen og bruge den vundne tid med familien og på madlavningen.

Det gik rigtigt op for ham, da han blev far:

”Så er der et logistikgen, der skal dyrkes for at få det hele til at gå op. Lige da vi havde fået pigerne, endte det tit med, at vi først spiste kl. otte om aftenen.”


”Når du planlægger, hvad familien skal have at spise i næste uge, kan du minimere madspild”, siger Daniel Vangsø Rasmussen.

Han lægger madplan for en uge ad gangen og tager udgangspunkt i den, når han skriver sin indkøbsliste. Lørdag morgen tjekker Daniel Vangsø Rasmussen køleskab, køkkenskabe og fryser for at finde ud af, om de allerede har nogle af ingredienserne, før han tager ud for at handle.


I spisekrogen hænger en opslagstavle med ugens menu, gode leveregler og andre ting, der skal huskes. Inde fra stuen lyder pigernes spinkle stemmer. De småsludrer og ser eftermiddags-tv, alt imens den krydrede duft af hyacint tager magten fra basilikummen, som står foroverbøjet og gisper efter vand.
Holdninger og sund fornuft

Daniel Vangsø Rasmussen bryder sig ikke om ”Køb og smid væk kulturen”. At vi smider ting væk, bare fordi vi har råd til det. Og han bestræber sig på at købe lokalt. Når Danmark er omgivet af vand, og vi har så mange forskellige fisk, ser han ingen fornuft i at købe pangasiusfileter, som er fanget i et forurenet delta ved Indien.

Selina Juul supplerer:

”Det handler om sund fornuft”.

Og hun fortæller begejstret, at der er stor opbakning til forbruger-bevægelsen Stop Spild Af Mad:

”Inden for de sidste tre år er der flere og flere, der blogger om Stop Spild Af Mad, giver opskrifter på restemad og er gået i gang med at snakke om madspild. Flere og flere forbrugere comitter sig.”



Det uundværlige værktøj: Bogen hvor Daniel Vangsø Rasmussen noterer sine madplaner og indkøbslister.


Begynd i det små

Ifølge Daniel Vangsø Rasmussen går det galt for mange mennesker, fordi de er alt for ambitiøse, når de går i gang med noget nyt.

”Du behøver ikke at række efter stjernerne”, lyder hans råd.

”Det er jo ikke fordi, jeg ikke har et salathoved, der en eller anden dag rådner, men det handler om, at det ikke sker for tit,” siger Daniel Vangsø Rasmussen.

Det er næsten dømt til at mislykkes på forhånd, hvis man forestiller sig, at man skal eliminere madspild. Når man først har succes med at lægge madplan for et par uger, er det allerede meget bedre end slet ikke at forsøge, mener Daniel Vangsø Rasmussen. Så er man et lille skridt i den rigtige retning.
Daniel Vangsø Rasmussen finder grøntsager frem fra køleskabet. Han skal til at lave aftensmad. Udenfor kaster sneen sit spinkle lys mod den sorte aftenhimmel.

Praktiske råd


  • Lav madplan

  • Skriv indkøbsseddel – køb kun den mængde, du har brug for.

  • Tilbered kun den mængde, du har brug for.

  • Hvis du får lavet for meget mad, så put resten i fryseren, eller spis det næste dag.

  • Når du køber store mængder, kan du fryse det ned i mindre portioner.

  • Du kan læse mere om at minimere madspild og finde opskrifter på restemad på www.stopspildafmad.dk

  • Se også www.facebook.com/Madspild

Anslag: 5513





Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©atelim.com 2016
rəhbərliyinə müraciət