Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"

səhifə	15/21
tarix	27.06.2016
ölçüsü	1.6 Mb.

1 ... 11 12 13 14 15 16 17 18 ... 21

9.2 Analysestrategi

Analysen af interviewene starter med, at vi ud fra informanternes udtalelser og via diskurspsykologien, finder de udtalelser, som kan være med til at definere informanter med enten metal- eller indie musikpræference som værende en gruppe. Det vil sige, at vi leder efter de kendetegn, som mennesker med enten en metalmusik præference eller en indiemusik præference mener, er generelle for deres egen musikgenre. På den måde kommer vi frem til en definition på, hvordan man skal forstå informanterne som værende en gruppe. Herunder vil der være fokus på de positive ord, som de to grupper bruger om sig selv. På den måde får vi en indsigt i hvad der tillægges særlig betydning hos den enkelte gruppe. Disse resultater vil vi sammenligne med den indsigt i de forskellige musikgenrer, som vi har fået gennem vores SFL-analyser. På den måde laver vi en form for dobbelttestning af hvad den enkelte musikgenre indebærer.

Efter denne definition på hver genre ud fra deres egne udtalelser om den, fokuserer vi i højere grad på hvorledes informanterne omtaler de andre genrer. Ved at få informanterne til at udtale sig om andre genrer, får vi, ligesom i Potter og Wetherells studie, et indblik i hvilke diskurser de bruger om andre og hvordan denne kategorisering kan være med til at sige noget om dem selv som gruppe. Samtidig kan vi bruge disse udtalelser til at se om og hvorledes der etableres et ”dem” og et ”os”, der er interessant i et andet teoretisk perspektiv, nemlig Richard Jenkins’. Som skrevet tidligere, fungerer Jenkins teori netop som en ramme omkring nærværende projekt, som det grupperne omkring de forskellige musikpræferencer kan siges at være en case på. Derfor vil Jenkins teori om kollektiv identifikation blive brugt til at analysere de diskurser, som informanterne bruger om dem selv og om andre. Disse to tilgange, defineringen af egen gruppe og kategorisering af de andre grupper, fungerer som første del af analysen. Løbende i analysen vil der blive suppleret med relevante sociologiske teorier for at anskueliggøre det empiriske materiale og for at komme yderligere ned i hvad, der konstituerer den kollektive identifikation der er bygget op om musikalske præferencer.

Efter at vi har analyseret, hvorledes informanterne beskriver deres egen og kategoriserer andre grupper, sammenligner vi indie- og metalgrupperne og de ligheder og forskelligheder som fremdrages forsøges at diskuteres og anskueliggøres ud fra sociologisk teori. Efter dette forsøger vi at inddrage nogle generaliserende teorier, der opererer på et højere samfundsmæssigt niveau for at drage sammenligninger mellem vores empiriske fund og sociologisk teori, med mere universel sociologisk karakter. Dette gøres for at bringe vores resultater op på et højere abstraktionsniveau.

10. Analyse

10.1 Kulturelle kendetegn ved indiekulturen

Denne del af analysen om informanterne med præference for indiemusik, vil omhandle nogle generelle kendetegn ved indie som en kultur^⁷. Det vil sige, at der vil være fokus på hvordan informanterne beskriver indiegenren som værende mere eller mindre en kultur, som indeholder fællesskab og individualisme, samt en generel holdning til mainstreammusik.
Informanterne var hurtig til at melde ud, at indiemusik i sin reneste form er musik, der er udgivet på et uafhængigt pladeselskab. Dette kommer ikke som nogen overraskelse, da det også var en erkendelse vi gjorde i SFL-analysen. Informanterne brugte samme argumentation, som vi, at begrebet er udvundet fra det engelske ord independent. Og netop uafhængigheden og en afstandstagen til det kommercielle, det mainstreame, det let tilgængelige, er en mentalitet, der kontinuerligt går igen hos gruppen, og bliver brugt som katalysator til identifikation af om et bestemt fænomen eller produkt holder sig inden for grænsen af indie. ”Musik udgivet uafhængigt” er en bred definition, der spreder sig på tværs af genrer, det er bl.a. derfor der bliver stillet krav til historien bag udgivelsen, da indiemusikken ikke har et særegent udtryk eller markør, som hiphopmusikken har det med rappen og metalmusikken har det med guitaren, og derfor bliver nødt til at opstille rammer inden for hvilke musikken skal undfanges. Informanterne bliver dog enige om at indkredse indiemusikken til at udspringe af og kredse om rockmusikken, dog med krav til form og indhold som vil eksemplificeres senere.

Indie 2: ”Der er jo meget klassisk rock, man normalvis forbinder med indie, der så bare bliver drejet over i en lidt mere… hvad skal man sige…?”

Indie 1: ”Et skævt tvist.”

Indie 2: ”Ja, lige præcis, lige præcis. Det får lige en eller anden drejning…”

Indie 1: ”Det skal ikke være så forudsigeligt.” (Indie int: 2).
Således er indiemusikken indkredset fra at være alt uafhængigt, til at være uafhængigt rock-inspireret musik, med et twist, der gør det mindre forudsigeligt. Desuden identificerer Indie 6 guitaren som et centralt element i indiemusikken. Det er dog ikke samme brug af guitar som i metal, funktionen af den i musikken kommer til udtryk ved ”nogle meget simple guitarriffs, tror jeg” (Indie 6:2). Dette skal forstås gennem den socialkonstruktivistiske proces, hvor informanterne i fællesskab konstruerer en karakteristik på indiemusik. Informanterne besidder eftersigende ikke en fælles definition, men må gennem sproget i den sociale praksis skabe et billede af genren. I forhold til vores analytiske position skal processen tolkes på denne måde, fordi vi ud fra et socialkonstruktivistisk synspunkt ikke beskæftiger os med én sandhed, men kun informanternes subjektive tolkninger af genren og en fælles enighed herom.

På denne måde afgrænses indiemusikken fra anden uafhængigt udgivet musik, og Indie 6 vil da heller ikke være med til at kategorisere ikke-kommercielt hiphop som indie. Grunden til, at indieinformanterne kredser så meget omkring uafhængighedsdelen skyldes, at der i indiekulturen ligger en diskurs om, at man skal være speciel og udstråle individualitet. Dette krav gælder således også for de bands, der lyttes til, som skal være individuelle og adskille sig fra andre bands. Informanterne har en ide om, at når bandet får kontrakt på et større pladeselskab, afgiver de samtidig kreativ råderum, og fokus flyttes fra musikken til profitten.

Indie 5: ”…det er musikken, der er det vigtigste, og altså jeg karakteriserer det også ved, hvad det ikke er. At det f.eks. ikke er kommercielt, at det ikke er ”Hey, vi skal ud og tjene en masse penge”, og at det ikke er ”Vi skal være kendte og berømte”, men hvor det altså er musikken, der er i hovedfokus. Det synes jeg er aller vigtigst, i det jeg hører, at det er musikken, der er vigtigst.”

[…]

Indie 2: ”Jeg har faktisk ikke lige tænkt over det før, men det er faktisk rigtigt, det du siger. Det skal meget være ”Vi er sgu egentlig ligeglade med det med penge – forget about it – vi laver vores eget”.” (Indie int:5-6).
Drivkraften for at lave musik, skal være for musikkens egen skyld, det skal ikke være i et forsøg på at blive populær og tjene penge og leve et liv som rockstar. Det bemærkelsesværdige ved de ovenstående udtalelser er, at artisterne bliver dømt på forhånd, alt efter hvor i pladebranchen de befinder sig. Således bliver artister, det er lykkedes for at blive kendte, beskrevet som musikere, der vil gøre alt for at tjene penge. Diskursen er, at når du har numre til rotation på de store kanaler, er det pengene, der er i fokus, mens musikken må nøjes med en plads på anden parket. At være kendt og berømt bliver sidestillet med at være kommerciel -det måske værste mærkat en artist kan stemples med i indiekulturen. At de kendte artister måske rent faktisk laver det musik de vil, samtidig med at de tjener penge, er ikke en mulighed, der umiddelbart bliver åbnet for. Og dog, for informanterne diskuterer senere i interviewet den amerikanske kunstner Beck ”Og altså han falder ikke indenfor begrebet independent, som i uafhængig pladeudgivelse, men derfor er han jo stadigvæk nyskabende og kommerciel på samme tid” (Indie 2:8). Det kan altså lykkes for enkelte artister at opretholde deres indiekulturelle anseelse ”Så lang tid de ikke lader sig gå på kompromis, altså med deres kunstart, lader sig gå på kompromis med hvad produceren og deres pladeselskab siger” (Indie 4:8) Desuden er der ingen vej tilbage, hvis en artist eller band er blevet kommercielt, som nedenstående citat bevidner. Der er bred enighed om, at har man først lavet et album, der i indie’ernes øjne er kommercielt, og man har fået succes med det, så kommer der mere fra samme skuffe i rotation.

Indie 3: ”Det er jo også det, der er i det, hvis folk de finder det, så laver de også mere kommercielt musik…”

Indie 5: „Ja“

Indie 2: „Ja“

Indie 1: „Ja“

Indie 3: „Jeg synes, at det er så klassisk, at et stort band bare kan ændres fuldstændigt ved at få en stor pladekontrakt, og så kan det der er indie gå hånd i hånd og forsvinde sammen, altså…“ (Indie int:5-6).

Det er samme optik man finder i Theodor W. Adornos essay fra 1963 ”Om kulturindustrien”. Heri beskriver han, hvorledes kultur og kulturelle produkter bliver gjort til en industri, forstået på den måde, at den har profit som mål og standardisering samt rationalisering som midler. Han kredser i dette essay mest omkring fjernsynet som mediet, men karakteristikkerne af kulturindustrien er påtænkt alle dens udtryksformer. Således giver Adorno indie’erne ret i, at det charmerende og personlige forsvinder ud af musikken, når den bliver opslugt af industrien og standardiseret: ”Ingen hjemstavn slipper levende fra at blive kogt op i de film, som priser den og får alt det specifikke, den suger næring af, til at ligne alt andet til forveksling” (Adorno 1970:55). Det er dog ikke kun begrænset til det charmerende og personlige i kunsten, der forsvinder, men kunsten i sig selv. Oversat til vores case betyder det, at: Intet band slipper levende fra at blive eksponeret i medierne (hjemmesider, fjernsyn, magasiner etc.), da kunsten og udtryksformen efterfølgende vil blive kopieret og lede til en standardisering af det kunstneriske udtryk, der ellers var forbeholdt bandet. Det er akkurat samme pointe informanterne har i ovenstående citat, dog i omvendt rækkefølge. De pointerer, at en succes bliver kopieret og gentaget, og som resultat af denne proces ”så kan det der er indie gå hånd i hånd og forsvinde sammen” (Indie 3:6).
Men hvad er det så i musikken, der forsvinder med en stor pladekontrakt? Hvad er det uafhængige artister kan som afhængige ikke kan eller har? ”[…] altså, min form for indie, det er noget, der har en hvis charme, og det er lidt spinkelt og der er lidt føling i det” (Indie 5:4). Indie 5 siger her, at hun godt kan lide det musik, der er spinkelt med følelser og som skiller sig ud fra andet ved et personligt touch og bliver bekræftet af Indie 2 med kommentaren ”Meget minimalistisk, ja” (Indie 2:5). I diskussionen omkring Beck, forsvarer indie 2 ham med, at han trods kommercialisering, stadig laver aparte musik: ”Jeg vil personligt kalde ham for indiemager, fordi han er utrolig aparte” (Indie 2:8). Så længe musikken har kant og charme, samt en vis sårbarhed og originalitet, er det stadig indie. Dette beskriver Indie 5 således efter at have været spurgt om Mew sangen, de hørte under interviewet, kunne beskrives som værende indie, selvom det er storladent musik: ”… der er stadigvæk den her kant, og den her charme og det er lidt sårbart, eller altså, man ved ikke helt om det er acceptabelt, så derfor er det lidt sårbart” (Indie 5:24). Indholdet og formen, skal som resten af elementerne i indiekulturen, altså samtidig være anderledes og personligt. Dette bekræfter Indie 4 også (Indie 4:10), da han kommer med en anerkendende Mmm-lyd i forhold til Beck diskussionen til spørgsmålet om det han kan lide i musikken er det autentiske og personlige. Disse beskrivelser af hvad indiemusikken indeholder rent musikalsk, passer godt overens med den leksikalske kæde over hvilken stemning der er i indiemusik:

”Højspændte melodier”  ”altomfavnende dybsindige stemninger”  ”forførende smukke vokal”  ”stemninger i mørket”  ”stemninger der kilder og omfavner med en blid varme”  (musikken kan) ”føre dig dansende ind i drømmeland”  ”stemme som en himmelfalden engel”  ”eventyrlystne beats”. (Soundvenue nr. 10).

Det sårbare, følingen og charmen kan alle genfindes i kæden i form af den forførende smukke vokal, stemninger i mørket, stemninger der kilder og omfavner med en blid varme samt de eventyrlystne beats. På den måde kan vi sige, at dette musikalske indhold er et af kendetegnende ved musik lavet i indiegenren, da vi får samme resultat fra informanterne som vi får gennem SFL-analysen. Særligt betegnelsen eventyrlystne beats fungerer som en god indikator på hvordan indieinformanterne gerne vil beskrive sig selv. At være eventyrlysten forbindes med at søge det ukendte, undgå stilstand og en lyst til aktivt at afprøve noget nyt. Disse dynamiske egenskaber er alle velanset inden for indie, både hos lytterne, men især også som egenskaber man tillægger bands, da det er musikkens kontinuerlige udvikling, der er livsgrundlaget for genren. Omvendt bliver modsætningen af begrebet eventyrlysten, hvor der er stilstand i udviklingen naturligvis betragtet negativt fra et indieperspektiv, hvilket kan afspejles i Indie 6s tilkendegivelse af, at han ikke kan lide hiphop, fordi det er for ensformigt (Indie 6:44) eller Indie 2, som udtaler: ”jeg synes ikke der er så meget musisk lirum larum ved hiphop. Altså for mig der lyder alt hiphop ens” (Indie 2:43).
I det, at musikken skal udgives uafhængigt, lægger det også implicit op til, at artisterne ikke skal være kendt af et bredere publikum, og tænker vi tilbage på SFL-analysen, viste den da også, at en stor del af det at færdes i et indiekollektiv, går ud på at vise originalitet og være den første med det nyeste. Er musikken kendt i forvejen mister den derved point, og flest point hvis den er kendt af personer uden for kollektivet. Der bygges dermed videre på en anti-kommerciel diskurs, som tager udgangspunkt i den kulturelle kontekst, hvori musikken er opstået. Når informanterne skal konstruere en forståelse af indiemusikken kan det ifølge socialkonstruktivismen kun ske ved at trække på de tidligere diskurser og den fælles kulturelle og historiske forståelse.

Indie 5: ”…”Hey, jeg er speciel, jeg hører det her musik”, det kan man ikke, fordi det er også det, der er på MTV nu.”

Interviewer: ”Forsvinder noget af charmen ved det?”

Indie 1: ”Ja”

Indie 5: ”Ja, jeg er rigtig ked af, at jeg har hørt noget musik i et par år, hvor lige pludselig, så hører alle det, fordi at det var mit.” (Indie int: 5-6).

Indie’erne ser det som et personligt projekt at finde de artister man lytter til. Derfor slår det dem ekstra hårdt, når de artister de har brugt tid på at finde og fordybe sig i, pludselig er let tilgængelig for alle. Og så ligger der en skjult magtkamp gemt i perspektivet også. Der er nemlig prestige i at være den første, der finder et band. Derfor er en stor del af det at være indie, jagten på ny musik, både som personlig musiksmagsudvikling, men også for at få agtelse i gruppen. På den måde kan man sige, at informanterne med præference for indiemusik bruger deres subkulturelle kapital, som præsenteret i afsnittet ”På giganters skuldre”, i dette tilfælde eksemplificeret ved viden om nye ukendte bands, til at opnå status og anerkendelse, som senere bliver eksemplificeret.

Udover, at dette siger noget om musikken, at det handler om at være speciel og finde sin egen smag og bands, så kan det appliceres på en generel holdning til hvad der siger noget om indie i bredere forstand. Det handler om individuel musikudgivelse, men det er svært for informanterne egentlig at definere, hvad der kendetegner indie som en kultur:

Det er jo et meget diffust begreb indiemusik, synes jeg, fordi det dækker… det er gået hen og blevet et begreb, som bare dækker over alt muligt indenfor en bestemt kultur, og, nu medgav du tidligere, Indie 3, det var, det jo netop er uafhængig musikudgivelse og det er uanset om det er alternativ rock, eller om det er hiphop eller det er psy-trance eller hvad ved jeg, men derudover så er indie bare gået hen og blevet en kultur nu, det er gået hen og blevet det tøj, du går i, det er gået hen og blevet den måde du taler på, den måde du opfører dig på overfor andre, så indiebegrebet har rykket sig, og det er ikke muligt at lave en top 5 over hvad, der definerer indie...
(Indie 2:3).
Her beskriver Indie 2, at han ser indiemusik og indiekultur som et meget diffust begreb. Det er gået fra at være noget, der handlede om hvordan man udgav musik, til at være en hel kultur, der indebærer tøj, talemåde og opførsel. Ordet ”diffus” er meget kendetegnende for den måde han omtaler indie. Selvom han nævner nogle ting, der konstituerer indie som kultur, altså tøj, talemåde og opførsel, så kommer han ikke med en yderligere forklaring på hvad disse begreber indebærer, altså hvordan man taler og hvordan man opfører sig. På den måde bliver ordet ”diffus” til en legalisering af ikke at definere hvad disse begreber indebærer. Diskursen om, at indie er en ”diffus” kultur bliver på den her måde gennemslagsgivende, forstået på den måde, at det i virkeligheden er dette ord, der definerer kulturen, og ikke de begreber, der bliver nævnt om tøj, talemåde og opførsel. Den diffuse definition på indiekulturen hænger sammen med den førnævnte individualisme, der er tilknyttet kulturen. Som Indie 2 siger, så ligger det at være indie ”sig meget op ad det at finde sin egen lille niche” (Indie 2:35). Indie 2 kommer her med en generel påstand om, at indiekulturen, eller det at være indie, hænger sammen med at finde sin egen stil. Man skal ikke gøre som alle andre, man skal være sig selv, både når det gælder musik og påklædning. Den måde man i indiekulturen finder sin egen stil illustreres meget godt af den måde hvorpå man, ifølge informanterne i indieinterviewet, finder frem til de bands man personligt synes er gode – hvilket er en central del af indiekulturen:

Interviewer: Det at finde sit eget, er det noget man gør, altså bestræber sig efter at finde sit eget musik, som der ikke er andre, der kender?

Indie 2: Jeg ved ikke, om det er det, der hører sig til indiegenren, men jeg er stor en nørd, at jeg opsøger selv mit eget.

Indie 5: Præcis, altså, fordi, det tror jeg også er et kendetegn, når man kan lide den her slags musik, så er vi vel alle sammen nogle små nørder, fordi at man skal selv lede efter det…

Indie 2: Mmm [bekræftende].

Indie 5: … så jeg tror nogle gange helt automatisk, at man nogle gange kommer til at snuble over noget, som så bliver ens eget. (Indie int: 21).

I dette citat, siger Indie 2, at han ikke ved om det hører sig til indiegenren, at lede efter sit eget musik, men Indie 5 mener, at alle med en præference for indiemusik er nogle små nørder og Indie 2 bekræfter dette. Det er altså ifølge Indie 2 og Indie 5 en del af den generelle indiekultur, at man leder efter sin egen musiksmag. Gruppeprocessen ses ved at Indie 2 og Indie 5 kommer frem til en enighed om, at det hører sig til indiegenren at opsøge sit eget. Specielt ordet ”nørd”^⁸ er bemærkelsesværdig i denne sammenhæng, da det tillægges en positiv betydning. Det at sidde og ”nørde” efter sit eget musik på internettet, er en del af det der kan kaldes indiekultur. At finde musik, der ikke er umiddelbart tilgængeligt i radioen og på MTV, er en positiv kvalitet og også noget, der adskiller dem fra den tilgængelige mainstream eller popkultur. Så snart musikken bliver for mainstream er det ikke længere ens eget, som citatet på side 64 viser.
Indielytterne havde ikke en direkte karakteristik på hvad der kendetegnede indiegenren, men var enige om, at den kredsede om rockmusikken, dog med diverse virkemidler, der kunne bidrage til en skævhed i musikken. Mere enighed var der i den negative definition, hvor indiemusikken blev udlagt som værende ikke-kommerciel og skabt uden at gå på kunstnerisk kompromis. Musikkens udvikling inden for genren foregår på samme måde som Adornos beskrev det i sit essay, hvor der konstant måtte ske en videreudvikling for, at musikken kunne bevare sin status som kunst. På baggrund af denne udvikling i musikken bliver det ligeledes et ideal inden for indiekulturen, at man skal følge med i, hvad der sker på musikscenen og selv aktivt søge viden herom. Denne viden om hvad der sker i miljøet repræsenterer en subkulturel kapital, der giver anseelse i indiekredse. Samtidig ses det som et mål at finde sin personlige niche, således man kan udvise individualitet inden for indiekulturens rammer. Dette gør sig både gældende på den fysiske fremtoning og ved at lytte til særlige – helst ukendte – bands.
Det handler om at være speciel og have noget, der er ”mit”. Dette er et generelt træk ved indiekulturen, som også er gældende indenfor den påklædning og generelle fysiske fremtoning, der er karakteristisk i indiekulturen.

I Indiekulturen, man er nødsaget til at have et eller andet fælles fodslag, som man har musikken, så har man også noget tøj, som er anerkendt. Nu kan jeg se, at vi har to, som går i cardigans her. Det er sådan meget typisk beklædningsgenstand for indie, men nu er det så også gået hen og blevet moderne for alle mulige partyboys (Indie 2:13).

Indie 5: [...] jeg har altid foragtet pigerne, der skulle gå i D&G-trøjer og alt det her, og lige pludselig så dem, som har gået i det, de går også i det tøj, som jeg synes er fedt, og [...] så kan jeg ikke længere holde afstanden til dem.
Indie 2: Mmm [bekræftende] (Indie int: 14).
Med ovenstående udsagn forsøger informanterne at bestemme, hvor grænserne skal sættes i forhold til hvad indiepåklædning indebærer. Indie 2 tilkendegiver, at ligesom man kan karakterisere indiemusik, findes der en bestemt type tøj, der er mere anset inden for genren og benytter sig af ordet ”anerkendt” med henvisning til, at der findes noget ”rigtigt”. Dette foregår inden for en ramme han indledningsvist refererer til som indiekulturen, og han prøver derigennem at finde udseendelsesmæssige ligheder og afgrænse denne genregruppe væk fra andre genregrupper og afviser ideen om, at der ingen lighed findes mellem musikken og påklædningsstilen. Indie 5 følger op med et udsagn, om hvordan hun tager kraftigt afstand til piger, der er iført populært mærketøj og ligger sig derimod op af et ideal om en adskillelse af det populære og det ønskværdige. Hun giver udtryk for episoder, hvor det er sket, at den type tøj hun fortrækker at iklæde sig er gået hen og blevet populær og, at hun har oplevet dette som en negativ udvikling, da det opblødte de fysiske karakteristika mellem hende og det mainstreame. Hertil bruger hun strategisk ordet afstand som en understregning af hvordan hun ønsker at fremstille sig som forskellig fra den overordnede mode og hvordan det er vigtigt for hende at adskille sig fra dem, der følger den. Dette ønske om en visuel opdeling deles af Indie 2, der bekræfter udtalelsen om afstandstagen.

Med udgangspunkt i, at der findes en indiestil og, at denne adskiller sig fra den eksisterende populære mode forsøger informanterne at komme med eksempler på hvad denne stil præcis indebærer. Indie 2 fremhæver en cardigan som en meget typisk beklædningsgenstand for indie (Indie 2:13) og Indie 3 udtaler at:

[...] hvis du ser på en mand, der har converse (sko) og stramme cowboybukser på, og en skuldertaske, Ray Ban solbriller og en hat [...] så kunne han godt tænkes at lave sådan noget musik (indie 3:15-16).
Indie 2 udtaler, at det er karakteristisk for stilen, at: du gør noget ud af din tøjstil, men du skal lade som om du ikke gør (Indie 2:32). Det tyder således på, at det afgørende for indiemoden er at holde afstanden til den ydre grænse, som er den populære mode, men at indiemoden indadtil ikke er så skarpt defineret. Det lader til at indietøjstilen i højere grad er negativt defineret – altså skal defineres ud fra hvad det ikke er. Der er en lang række beklædningsgenstande, der forbindes med at være indie, men der er ikke én bestemt måde at se ud på. Således er der ikke en bestemt genstand der er 100% universel indie, men det handler i højere grad om signalværdien i forhold til andre. Med andre ord, hvis man f.eks. er iført de kendetegn som Indie 3 remser op, vil man blive betragtet som havende et udseende, der kan kaldes indie, men internt i indiekulturen, skal der også helst ske en udskillelse sted.

[...] den måde du klæder dig på, når du anerkender og tilbeder indiegenren, den er jo meget bundet op på, at du jo gerne skal gå i genbrugsforretninger, og du skal gerne gå i noget tøj, som der ikke lige er nogen i din omgangskreds, som gør, udover Converse (Indie 3:12).

Indiekulturen opstiller således en række spilleregler om udseende, der udgør rammer, hvilket især bygger på, at man ikke skal følge den gængse mode. Det er kun inden for disse rammer man kan/skal skille sig ud, selvom man er indie skal man have noget, der gør en speciel inden for indiekulturens rammer, men stadig genkendelig over for ikke-indie grupper. Indie kan dermed betegnes som en meget individuel, men stadig afgrænset mode. Når individualiteten forsvinder for tøjstilen i kraft af, at den bliver mere populær, mister den charmen, Indie 2 bekræfter dette, da hun, af interviewer, bliver spurgt om det er træls, når tøj hun har båret i lang tid bliver alment populært og svarer: Ja, fordi det var noget man havde for sig selv, det var noget ”Jeg havde” (Indie 2:13), hvilket Indie 5 og 6 erklærer sig enige i. Det, at det handler om at være anderledes i tøjstilen og finde sin egen stil i f.eks. genbrugsforretninger, passer meget godt overens med den leksikalske kæde om fremtoning, som blev præsenteret i SFL-analysen:

”Trang til at være anderledes”  ”rødt skæg og et kinky jakkesæt”  ”vidunderlige DAMP-tendenser”  ”flabet rock’n’roll attitude”  ”ungdommelig galskab”  ”drengerøve”. (Soundvenue nr. 10).

Det er ikke specifikke ”indie-karakteristika” i forhold til den måde Indie 3 præsenterer det ovenfor, der er præsenteret i den leksikalske kæde, men det handler om at skille sig ud, og det er det som kæden præsenterer. På den måde kan vi sige, at denne fremtoning er et af kendetegnende ved det at være indie, da vi får samme resultater fra informanterne, som vi får fra SFL-analysens leksikalske kæde.

Dette resultat stemmer i høj grad overens med det Simmel kom frem til i sin tekst Moden. Heri argumenterer han for, at moden betyder ”på den ene side tilknytning til ligestillede, enheden i en kreds, der er karakteriseret af denne mode, og netop derved afgrænser den denne gruppe overfor de laverestående lag, og den karakteriserer den laverestående gruppe som udenforstående” (Simmel 1998:106). I vores analyse skal denne ’laverestående gruppe’ oversættes til den gængse mainstreame mode, der stræber efter at efterligne de træk, der ellers var forbeholdt indiemoden. Rangeringen i højere- og laverestående grupper skal derfor foretages ud fra hvilke personer, der kan tilskrives at besidde den subkulturelle kapital inden for indie. Dem som foretrækker indiemoden betragter sig selv som en højerestående gruppe, da de er bekendt med spillereglerne og må konstant forsøge at udvikle deres kendetegn, således den laverestående gruppe forbliver som en udestående gruppe. Moden får dermed, som han skriver, en dobbelt funktion, som består i at danne en kreds, der samler indadtil og lukker af fra andre udadtil (Simmel 1998:106). Denne konstante stræben efter at udelukke andre fra indiemoden betyder, at den konstant må forny sig, så den ikke bliver overtaget af den mainstreame mode. Dette kan igen ledes hen på pointen, der tidligere blev præsenteret ud fra Adornos teori om kulturindustrien, hvori kunsten hele tiden må forny sig for at kunne kategoriseres som kunst. Ligeledes må indiemoden være i konstant udvikling for at den kan bevare sin status som ’mode’.

I forhold til, at det handler om at være speciel både hvad angår musikken og påklædningen, kan man stille spørgmål ved hvilken indflydelse det har på fællesskabet i indiekulturen mellem mennesker med præference for indiemusikken.
Om der er et fællesskab i indiekulturen er noget, der er uenighed om blandt informanterne i indieinterviewet. Til spørgsmålet om der er en form for fællesskab eller fælles platform i indiekulturen, kommer følgende svar:

Indie 5: Ja

Indie 1: Jamen jeg synes, når man møder en ny person i byen eller sådan et eller andet, og man så lige finder ud af, at man hører det samme musik, så kan man sidde og snakke sammen resten af aftenen, og snakker ikke om andet.

Indie 2: Mmm [bekræftende], det er rigtigt. (Indie int:20).

Selvom det er en del af indiekulturen at skabe sin helt egen musiksmag, eller finde sine helt egne bands, så er det netop omkring musikken, at der findes et fællesskab, mener Indie 5 og Indie 1. Det handler om at finde sin helt egen musiksmag og være så forskellig fra de andre som muligt, indenfor indiekulturens ydrerammer, men når man så møder folk, der hører de samme bands som en selv, så får man følelsen af et fællesskab. Denne fællesskabsfølelse er noget positivt, da man som Indie 1 beskriver, kan sidde og snakke med en fremmed person i byen om musik hele aftenen. Så selvom man gerne vil være så unik som mulig, så ligger der, ifølge Indie 5 og Indie 1, en positiv følelse i det at finde sammen med nogen, der hører de samme bands som en selv.
Den tyske filosof Axel Honneth opererer med et tredelt anerkendelsesbegreb, der i hver sin sfære er signifikant for identitetsopbyggelse hos individet: emotionel anerkendelse, social anerkendelse og retslig anerkendelse. Han mener, at processer med gen- og anerkendelse er at finde i den sociale interaktion, som derved kommer til både at omhandle social anerkendelse og tilhørsforhold (Bo 2008:183-184). Honneths begreb om den sociale anerkendelse er i denne kontekst interessant, da den kan forklare hvorfor indie’erne tilskriver musikken en så central rolle i defineringen af deres fællesskab. Som det forrige og næste interviewudklip afslører, bliver værdsættelsen af interaktionens anden parts musiksmag, og dennes værdsættelse af førstepartens, omdannet til en gensidig anerkendelse af modpartens integration i et konkret kollektiv, her indie. Den sociale anerkendelse knytter sig nemlig ikke kun til fællestræk, men til de konkrete input en person kan give et kollektiv, i kraft af personens forskellighed. Det der anerkendes og værdsættes er den enkeltes kompetencer og bidrag til fællesskabet (Bo 2008:184). På denne måde bliver Indie 5 anerkendt af kollektivet, når hun med en ny CD i hånden siger ”Hey, hør det her”, idet hun positivt har bidraget til fællesskabet, ved at udvide kollektivets musikalske horisont. Det samme er gældende for Indie 1, der i mødet med en ligesindet i byen anerkender tilhørsforholdet og værdsætter de nye bidrag. Det er derfor vigtigt for indiemedlemmerne at blive værdsat for deres musikvalg af kollektivet, da de dermed bliver bekræftet som individ, og anerkendt som en integreret del af gruppen, der bidrager til opretholdelsen og fornyelsen af fællesskabet. Individet bidrager til fællesskabet, men trækker også selv på fællesskabets bidrag, idet de kan muliggøre en berigelse af individets livsmål (Bo 2008:184).

Dette kan yderligere illustreres ved følgende interviewsamtale:

Interviewer: Men er det så sådan, at I går hen til kammeraterne og siger ”Jeg har fundet det her band, prøv at hør det, det er helt suverænt”?

Indie 5: Ja

Indie 3: Det er ganske fedt når det lykkedes, når folk de er med på det.

Indie 2: Mmm [bekræftende].

Indie 3: Hvis man finder nogle bands, man bliver glade for, og man så siger det til vennerne, og de så også bliver glade for det.

Indie 3: Så det ultimative er så også at se det live sammen med vedkommende.

Indie 5: Jeg har også nogle veninder, hvor det er det første man gør, når man har fundet et eller andet ”Hey hør det her”. Så har man det og være sammen om.

(Indie int:22).
Dette interviewuddrag illustrerer, at der er en form for tvetydighed i indiekulturen. Man sidder og leder efter sine egne bands, sin egen lille niche og gør musikken til sit eget, men når man har fundet nogle specielle bands går man til sine venner og prøver at få dem til at høre det samme. ”Så har man det og være sammen om”. På den ene side repræsenterer indiekulturen en søgen efter det individuelle og nichepræget, men på den anden side er der den samme søgen efter et fællesskab om musikken. Som der står i citatet, så er den ultimative oplevelse, at se nogle bands, som man er sammen om at kunne lide, live. Fællesskabet om musikken bliver altså beskrevet som noget ”ultimativt”, hvilket kan siges at være et ret kraftigt og særdeles positivt ord at bruge. Dette kan bakkes op af det noget tvetydige svar Indie 2 kommer med på et spørgsmål som går på, hvad der er det mest positive ved indie: ”Nu er der ingen af jer der siger sammenholdet, vel? For så slår jeg jer ihjel. Ej, det er faktisk sammenholdet.” (Indie 2:35). Først siger han, at det ikke er sammenholdet, men egentlig mener han, at det netop er sammenholdet der er det bedste ved indie. Indie 2 kommer ikke ind på om det er et generelt sammenhold mellem alle, der hører indiemusik, der er det bedste ved indiekulturen. Måske skal det nærmere tolkes som værende et sammenhold, der er forbeholdt få mennesker: Indie 5 siger: ”Jeg har aldrig haft mange mennesker at dele det med” (Indie 5:36). Hun har ikke oplevelsen af, at der er et sammenhold eller fællesskab med flere mennesker omkring musikken og ovenfor nævner hun også, at det er med veninderne hun har et fællesskab omkring musikken og bands. Derudover beskriver hun også hvordan det er at være til fester og hvor få de er der kan lide indiemusikken og hun bliver bakket op af Indie 6:

Indie 5: Ja så har det været udmærket, men altså to mennesker ud af femten.

Indie 6: Ja det er rigtigt. (Indie int: 19).
Når Indie 5 og Indie 6 er til fester er det kun meget få, der kan lide den musik som de kan, men de to er fælles om at kunne lide musikken. Det er altså et lille fællesskab. Der er altså noget, der tyder på, at det fællesskab, der karakteriseres i indiekulturen er bygget op omkring musikken, og et fællesskab det er svært at være en del af, hvis man ikke deler samme musikpræference eller hører samme bands.

Selvom de synes det er positivt, at der er et fællesskab i indiekulturen, så er det meget spinkle fællesskaber bestående af få personer ud fra en interesse for forskellige bands. Det handler om at finde nye bands og det handler om, at de bands man finder skal være nyskabende, de skal ikke lave noget musik, der er lavet før. Det er livsgrundlaget for indiekulturen, at musikken skal forny sig og det samme skal den viden lytterne har om bands, da det er på denne baggrund der dannes fællesskab omkring musikken. Indie 2 og Indie 3 beskriver indiekulturen, som den er i nuværende form, som døende:

Indie 2: Så indiegenren er afhængig af, at det er nyskabende, det musik der bliver lavet.

Indie 3: Jamen det er jo kun… Det er jo meget fremme lige for tiden indiebegrebet og indiekulturen, man ved jo bare at det forsvinder med tiden, og så vil der være noget andet som er hipt, om det så er Electronica eller elektronisk…

Indie 2: Mmm [Ja].

Indie 3: Det kommer sikkert igen i en eller anden form, det vil jo hele tiden være i undergrunden, men det vil ikke være lige så populært, som det er nu.

(Indie int:11).
Indie 3 siger, at indiekulturen er noget, der forsvinder med tiden. Det er noget, der er populært nu, men ikke noget, der vil blive ved med at være det. Indie kulturen er ”hip” lige nu, men vil blive erstattet med noget andet med tiden. Det virker på den måde ikke til, at der er den store tro på, at indiekulturen er bygget op om noget stærkt fællesskab eller stærke normer. Indiekulturen som den er i dag vil uddø, mener Indie 2 og Indie 3, men den vil leve videre i undergrunden.

Kort skitseret kan vi sammenholde, at indiemoden har en skarp defineret ydre grænse, mens den indre er mere åben og overlader plads til individuel udfoldelse, der er nødvendig for at skille sig ud. Det gælder om at være genkendelig, men anderledes. Simmel lærte os, at denne distinktion i moden virker samlende indadtil og aflukkende udadtil. Fællesskabet i dette umiddelbare individuelle kollektiv opstår omkring den fysiske genkendelighed og specielt i musikken. Ud fra Honneths teori kan vi forstå hvorfor det er tilfældet: medlemmerne af indiekollektivet anerkender og bliver bekræftet i medlemskab via disse katalysatorer. Og grundet fællesskabets forankring i musikken, mener informanterne, at indie-musikken nok skal overleve, ikke som permanent modefænomen, men som en undergrundsmusik med dedikerede tilhørere. Nedenstående afsnit vil omhandle, hvad der ifølge metalinformanterne kendetegner metalkulturen.

1 ... 11 12 13 14 15 16 17 18 ... 21