Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"
|
|  Yüklə 1.6 Mb.
|
10.6 Afsluttende analyseSom sidste led i analysen vil vi her træde et skridt op ad abstraktionsstigen og inddrage formalteoretiske14 perspektiver for at drage forbindelser mellem disse og de empiriske fund i nærværende analyse. Dette konvergerer dog fra vores diskurspsykologiske udgangspunkt interviewene er analyseret ud fra, men fordres af en tilstrækkelig analyse og den samfundsmæssige kontekst den indgår i. I forlængelse af Jenkins’ teoretisering om kollektiv identifikation kan musikalske præferencer ses i sammenhæng med den sociale identitetsteori. Identifikation er et væsentligt aspekt af den sociale identitetsteori og identifikation af andre grupper er en naturlig konsekvens i individers selvforståelse. Individuel identifikationen af symboler, som vækker opmærksomhed og associationer med en bestem kultur, kan derfor afspejle en del af identitetskonstruktion i en refleksiv samtid, hvor sociale traditioner nedbrydes og efterfølges af en større refleksivitet på såvel det individuelle som det samfundsmæssige niveau (Giddens 1999). Det bliver således også en overskuelig opgave for det refleksive individ at anvende og handle efter den samfundsmæssige viden. Derved kan en musikalsk præference indgå i bestræbelserne på at skabe en fortælling om, hvem man ønsker at være, men herudover også give en fornemmelse af, at man som individ indgår i et større meningskollektiv i kræft af de sociale minder, som knyttes til en musikalsk identitet (Ruud 2003). Den individuelle iscenesættelse, som i lyset af senmoderne identitetsteori er forbundet med en relativ høj autonomi, kan fra en hverdagslivssociologisk teoretisering anskues på anden vis. Med Erving Goffmans teatermetaforer (1959) kan en forståelse af menneskelig identitetsskabelse, og vigtigheden af de indtryk man (af)giver til omverdenen, anskues som udtryk for sociale konventioner eller normer, der er knyttet til angigt-til-ansigt-interaktion (Bo 2008:89-91). I interaktionen mellem individerne i de musikalske kollektiver er sociale normer retningsgivende, herunder kan det fremhæves, at man skal være autentisk, eller for real, i sin selvfremstilling og de implikationer der affødes heraf, er i det aktuelle teoretiske perspektiv med til at opretholde en social orden i de musikalske kollektiver. De sociale normer i hverdagslivet er fundamentale for selv de mest komplicerede og udviklede former for sociale organisationer, og på samme vis som der i de musikalske kollektiver forekommer sociale normer, der både er integrerende og socialt udstødende, forekomme der sådanne mekanismer i hverdagslivets møder med og mellem såvel bekendte som fremmede. Mens der fra Goffmans perspektiv kan drages paralleller mellem sociale konventioner i såvel nære som flygtige relationer og et samfunds integration, kan der mellem de stereotyper, som opstår og vedligeholdes i grupper drages paralleller til konflikter i et større samfundsmæssigt perspektiv. Med afsæt i socialpsykologisk teoretiseringer kan stereotyper betragtes som en fundamental og formentlig universel bias i vores opfattelser som mennesker, der har vidtrækkende konsekvenser rangerende fra harmløse antagelser om sin nabo til folkemord (Hogg & Abrams 1988:65-67). Generaliseringer betyder i denne kontekst, at specifikke gruppemedlemmer forventes, eller behandles som om, at de er identiske med andre medlemmer af denne gruppe og derfor betragtes gruppen udefra set også som en homogen gruppe, som dog kan variere i ekstremitet og rigiditet. Endvidere er der i sådanne billeder af andres grupper en evaluering, hvilket indebærer, at nedsættende stereotyper opstår om ’outgroups’ mens ’ingroups’ tilskrives favoriserende stereotyper (Hogg & Vaughan 2008:408). De stereotyper, som findes i og mellem grupperne omkring musikalske præferencer, og som afspejles i de SFL-analyser vi har foretaget, teoretisk set er analoge med eksempelvis de socialpsykologiske mekanismer, som ligger til grund for fremmedhad. Denne argumentation kan ligeledes med sociologisk teoretisering underbygges fra Norbert Elias’ arbejde med The Established and the Outsiders (Elias & Scotson 1965) hvor relationer, eller figurationer, mellem en etableret gruppe og en outsidergruppe karakteriseres ved en ujævn magtbalance. Dette indebærer, at den etablerede gruppe tilskrives gruppekarisma, mens outsidergruppen stigmatiseres. Denne stigmatisering internaliseres af outsidergruppen, dvs., at den etablerede gruppe danner et billede af de nytilkomne, hvilke ud fra disse billeder skaber en selvopfattelse lignende det label, de får. På samme vis som vores gruppeinterview viser, kan der i og mellem forskellige grupper med forskellige musikalske præferencer opstå verbale kampe om status og stigma, og denne kamp er teoretisk analog med Elias’ distinktion mellem en etableret gruppe overfor en nytilkommen outsidergrupper. Denne sondring er tillige ved siden af Elias begrebsanvendelse af magt og teoretisering om funktionel demokratisering, indskrevet i en racestratificerende diskussion (Dunning 2004:75-76). I forlængelse af de ovenfor beskrevne samtidsdiagnoser Giddens beskriver i forhold til selvidentitet kan, der fra lignende samtidsdiagnosticeringer inddrages perspektiver på fællesskabet i musikalske kollektiver. Det fælles som opleves, og søges, med andre personer med lignede musikalske præferencer vidner om, at fællesskabet omkring et musikalsk kollektiv går hånd i hånd med individualiteten, som opstår i kulturerne. Denne distinktion mellem individualitet og fællesskab åbner for en nærliggende paralleldragning til Zygmunt Baumans syn på postmoderne fællesskaber (Baumann 2001). For Bauman er dikotomien mellem individualitet og fællesskab central for at forstå postmodernitetens fællesskaber, da denne dualitet mellem individernes stræben efter den tryghed som fællesskabet tilbyder og heroverfor den frihed, som er forbundet med individualitet. Det sociale, som opstår omkring metalmusikken kan dermed fra Baumanns optik anskues som et fællesskab, der opstår som konsekvens af postmodernitetens samfundsstrukturer og deres samhørighed, kan heraf beskrives som et æstetisk fællesskab; eller billedligt beskrevet som et knage-fællesskab bestående af individer omkring kulturelle arrangementer og præferencer. Heavy 1 fortæller selv, at metalmusikken tilbyder en eller anden form for filtreringsmaskine, hvor man filtrer de mennesker, som hører almindelig musik fra, og som har en almindelig livsstil (Heavy int:27). Dette afspejler måske i højere grad hvad og hvem Heavy 1 tager afstand fra og han uddyber endvidere, hvorledes denne filtreringsmaskine beskriver forskellen mellem ham, som individuel, og dem, der ikke har samme musikalske præference: ”Prøv nu og hør du kan ikke forstå det her, du kan ikke forstå mig og derfor hører du ikke metalbands”. Her betones det anderledes og det individuelle og selvom han understreger, at metalmusikken for ham personligt er noget individuelt, bekræfter han derpå eksistensen af et fællesskab omkring metalkulturen: men alligevel er der et fællesskab og en fælles identitet hvor.. Altså, det er måske en kliché ikke, men man har langt hår og man har gedeskæg ikke […]. Heavy 2 afbryder og erklærer sig enig (Heavy int:27). På denne måde beskrives, hvorledes det individuelle og tillige det fælles er centralt i metalkulturen som med samme tendenser fra indiekulturen in mente kan sådanne fællesskaber, fra Baumanns optik, beskrives som et flygtigt knage-fællesskab, hvor det musikalske kollektiv tilbyder en knage, hvorpå individuelle bekymringer og gøremål kan hænges. At båndende i disse fællesskaber er flygtige og, at dets deltagere på forhånd ved, at fællesskabet snarligt ophører, medfører ved opløsningen ”kun et ringe ubehag og stort set ingen frygt” (Baumann 2001:73). Således imødekommer musikalske kollektiver ønsket om individualitetens frihed, og på den anden side fællesskabets tryghed. |