Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"

10.5 Sammenligning

Med udgangspunkt i musikken og påklædning gør indieinformanterne ikke blot meget ud af at adskille sig fra mængden, men også internt i forhold til hinanden. Det er således ikke nok blot at adskille sig fra masserne, men det skal også ske i forhold til de andre medlemmer af gruppen. Hos heavyinformanterne er der ligeledes et ønske om at adskille sig fra det gængse, men modsat indieinformanterne anvendes dette ikke som et ideal internt i gruppen. Det ser således ud til, at hvor heavyinformanterne føler sig er anderledes end det mainstreame, så har indieinformanterne et udpræget ønske om, at de skal være anderledes på en distingveret og selvpromoverende facon. Dermed kan indiekulturen også anskues som værende mere heterogen, eller præget af en større intern diversitet i forhold til de værdier de kulturelle kendetegn udspringer fra. Omvendt er metalkulturen mere homogen og dens rødder i subkulturelle værdier vidner om noget, der kan anskues som ”en hel pakke”, hvorfor gruppernes forskelligheder kan anskues i lyset af dette. Metalhovedernes anderledeshed er altså i forlængelse af dette ræsonnement en anderledeshed, som knytter sig til værdiorienteringer. Indie’ernes bestræbelser på at adskille sig internt i genren kan derfor også modsat ses som en efterstræbelse efter andre værdiorienteringer.

Endnu en lighed er mulig at spore i forhold til det autentiske perspektiv, som implicit skal være en del af det musikalske udtryk og deres image ved afstandstagen til det mainstreame. Det handler således i indie- og heavykulturen om, at musikernes tilgang til musikken skal være helhjertet og kompromisløst. Såfremt musikken alligevel skulle overskride dette, så kan det ikke længere betegnes autentisk, og både indie- og heavylytternes interesser vil falde herfor. Hos indiekulturen gør dette sig gældende i kraft af, at musikerne ikke skal gå på kompromis med musikken ved at binde sig op på en pladekontrakt ved et større pladeselskab. I metalkulturen kommer det til udtryk ved, at såfremt en musiker foretager en afstandstagen til det almindelige, så skal vedkommende også stå ved denne handling, som f.eks. hvis man maler sig i hovedet, skal det gøres på overbevisende og autentisk måde. I forlængelse heraf, kan det retorisk spørges om, deres fælles afstandstagen til det de kalder mainstream har en fælles konnotation? For om end de begge fastholder en afstandstagende til det mainstreame kan Bourdieus tanker, som vi ovenfor har inddraget, ligeledes applikeres på indie’ernes forbehold for mainstream. Her vil det være i lyset af indieinformanternes stræben efter det unikke og særegne, som kan afspejle en dominerende elites afsmag overfor en domineret massekultur, som tilraner sig elitens finkulturel kapital.

Med udgangspunkt i analyserne omkring, hvordan indie- og heavyinformanterne forholder sig til hiphopkulturen, er der ligeledes nogle ligheder og forskelle. Begge grupper er overordnet enige om, at hiphopkulturen kan opdeles i to. Hvor den ene del beskæftiger sig med det problematiske og hårde gademiljø, beskæftiger den anden del sig med en vis form for overfladiskhed. Ud fra førstnævnte defineres denne af både indie – og heavyinformanterne som den del de alle tillægger en større respekt. Denne respekt udmunder sig primært af to elementer, 1) lyrikkens kreativitet og 2) holdningen til problemhåndteringen. Dog er der betydelig forskel på, hvilken af de to dele, som indie- og heavyinformanterne tillægger størst betydning. Hvoraf indieinformanterne i større grad tillægger de intelligente teksters dybde en større værdi, anser heavyinformanterne den konfronterende problemhåndtering som værende omdrejningspunktet. Opstilles denne forskellighed i hvad der betones som et spørgsmål, der bunder i kønsidentiteter, vil det kunne anskues som en forskellighed, der afspejler metalkulturens betoning af overdreven heteroseksualitet og den maskulinitet som fremavles i kulturen – på samme vis som Willis (1978) beskriver i bikerkulturen. Såvel i metal- som i bikerkulturen kan denne maskuline dominans i kulturen anskues som udtryk for subkulturelle, eller ligefrem modkulturelle værdier, som konvergerer med et klassebaseret samfundssyn, hvor bl.a. køn er statusgivende og stratificerende.

Ligesom der hos indie- og heavyinformanterne er udpræget enighed om, at den ovenfor beskrevne del tillægges positiv værdi, er samme enighed at spore, når det gælder den negative betegnelse af hiphoppens anden dels overfladiske element. Denne del betegnes ligeledes af både indie- og heavyinformanterne som ”bling bling”, og beskrives som at omhandle fremvisning af materielle genstande for at opnå status. Samtlige informanter tager kraftigt afstand fra denne overfladiskhed. Hos indielytterne skyldes denne afstandstagen, at de ikke anser ”bling bling” for værende følelsesmæssigt dybt nok. Det samme er nogenlunde gældende, hvad angår heavyinformanternes afstandstagen. Her bliver der gjort opmærksom på, at metal er mere åndeligt, og derfor tillægges der ikke større status ved fremvisning af velstand. Denne afstand fra materielle værdier, som forbindes med hiphoppen, kan på et mere abstrakt teoretisk niveau betragtes i lyset af en mere generel værditransformation i postmoderne samfund (Inglehart 1997). I samfund hvor basale, fysiske og materielle behov tilfredsstilles, opstår herpå mere transcendentale behov og værdier som åndelig selvrealisering og subjective well-being. En sociologisk forklaring på den afstandsstagen til det materielle fokus i ”bling bling” hiphoppen, som både indie’erne og metalhovederne italesætter, kan forklares i lyset heraf.

Opsummerende af ovenstående kan det fremhæves, at den primære lighed mellem informanterne, handler om at adskille sig fra andre gennem de symboler og udtryk musikken er knyttet til. For metalhovederne er denne adskillelse eller forskellighed fra andre, udtryk for afstand, uden dette i sig selv er et ideal. Modsat har indie’erne et ideal om at efterstræbe det unikke og udtrykke sin individualitet. Deres fælleshed om at adskille sig er således også udtryk for afsmag. For metalhovederne er det afsmag for det gængse, mens det for indie’erne kan tolkes som afsmag for lavkultur. Som inddragelsen af Bourdieus arbejde mere end antyder, kan disse præferencer sammenkædes med social status og deraf kan spørgsmålet om, hvorvidt metalhovedernes kulturelle kapitalvolume er underordnet i forhold til indie’ernes. Empirisk belæg for denne teoretisering kan underbygges fra artiklen: ”Anything but Heavy Metal”: Symbolic exclusion and musical dislikes (Bryson 1996). Her argumenteres for et signifikant forhold mellem uddannelsesniveau og musikalsk afsmag i det, at højtuddannede er tolerante overfor forskellige musikgenrer, men tager afstand fra de genrer, som den laveste uddannede del af befolkningen lytter til – heriblandt heavy metal. Endvidere kan en fælles afstandstagen overfor ”bling bling” hiphoppens materielle fokus, ses som en generel værditransformation.