Research – Michael Bundesen/Shubidua 1 Michael Bundesen på Wikipedia 2 Shubidua på Wikipedia

BT, maj 2010

Interview: MICHAEL BUNDESEN

BEATLES, ELVIS OG MORFAR. TRE KODEORD I MICHAEL BUNDESENS LIV OG GRUNDSTENENE TIL SHU-BI-DUA. LÆS HER HVORDAN »BONDEN« BLEV FORMET OG HVORFOR HAN ER VRED OVER, AT DER IKKE BLIVER PASSET PÅ DE ÆLDRE

Af TEKST OG FOTO: JAN ERIKSEN OG CLAUS BECH
Som det, han selv kalder administrerende direktør i Shu-Bi-Dua, sidder Michael Bundesen på en skattekiste fyldt med gammelt guld. Nærmere bestemt 275 Shu-Bi-Dua-sange, som nu for første gang kan høres digitalt og downloades fra nettet.

I det hele taget er den 60-årige Bundesen stærkt optaget af gammelt guld, inspireret af hans nu afdøde morfar. »Det er en skændsel, som vi behandler de ældre i samfundet,« siger han. Et engagement der en kort overgang bragte ham ind i lokalpolitik. Men det var kort, for Shu-Bi-Dua er og bliver Bundens skæbne.

Nappa og nylon og gummisko. Håret var kort og beskidt.

4. juni 1964 skete der noget afgørende i 15-årige Michael Bundesens liv. Hans morfar havde taget ham med til koncert i K. B. Hallen med The Beatles, som Michael 13 år senere kom til at hylde i »nappa og nylon«. Allerede sommeren forinden stillede den sangglade Charlottenlunddreng op som Elvis i en sangkonkurrence på Bakken.

»Min stemme var ikke gået i overgang. Jeg må have været en øm Elvis,« siger Bundesen tørt.

»Beatles-koncerten var en åbenbaring. At John, Paul og George kunne synge kor på den måde. Den måde, de fulgte hinanden på trestemmigt i »Please, Please Me«. Man havde aldrig hørt det før. Jeg husker meget klart, hvordan jeg sad og måbede på en af de bagerste rækker med min morfar,« siger Michael Bundesen , 60, næsten 46 år og 275 Shu-Bi-Dua-sange og 18 album senere.



Nu skal I høre hvad vi godt ka' li'

Det var altså de tre kodeord: morfar, Beatles og Elvis, der skulle blive udgangspunktet for den bedst sælgende danske rockgruppe nogensinde.

Om få dage udkommer Shubbernes første ni album i nye, remastered versioner både på cd og vinyl. I øvrigt inspireret af - The Beatles.

»Min morfar har haft enorm betydning for mig. Han spillede klaver. Vi sang utrolig meget sammen. Jeg har et billede, hvor jeg som to-årig sidder ved hans klaver. Det betyder meget for mig. Han var en form for mentor. Forældrene har jo aldrig tid. Sådan er det jo. Min morfar havde al tid i verden,« siger Bundesen.

Da det musikglade barnebarn i begyndelsen af 70' erne fik job som DJ på DR, var morfaren Michael Bundesens mentor.

Idéen til den årelange P3-succes »Det ville glæde mig at høre« skyldtes morfaren.

Samtidig dukkede en ny mentor op i Michael Bundesens radioliv.

Den anden Michael med efternavnet Hardinger. Det førte til singlen »Fed rock« i 1973 og det første album »Shu-Bi-Dua 1« i 1974.

To Beatles-fans med krøllede hjerner og hang til rock og rundtosset ordleg. Den røde tråd gennem langt det meste af den shub'ske poesi er en særlige hverdagsagtig, venligt småanarkistisk, dansk tone. I dag er Shu-Bi-Dua lyden af Danmark - med et skævt grin på vej mod et nyt årtusinde - fra status som landsby med stork på taget på vej mod den globale landsby og 11. september 2001.



Sølvbrudeparret

En af motorerne bag idolernes succes var de gnister, der opstod mellem rock'n'rolleren by heart Lennon og popgeniet McCartney.

»I vores tilfælde endnu værre. Jeg var jo folkemusiker. Jeg optrådte med mundharmonika i stativ og sang »Blowing In The Wind«. Heldigvis var mit Elvis-gen stærkt. Naturtalentet Michael Hardinger lærte mig en masse om rock. Det var også ham, som den gamle Vangede-dreng, han jo er, der lærte mig at smide mit nordlig-forstads danske. Det hedder ikke »Generæhhterboullion«. Det hedder »Generaaahhtorbujon« på dansk.« Venskabet mellem de to Michael'er har overlevet 37 års op-og neture. Ikke mindst et dramatisk brud i 1997, hvor Hardinger smækkede med døren og emigrerede til USA. I dag mødes de jævnligt. I næsten ti år, op gennem 80' erne boede de med deres familier i samme hus, som Bundesen stadig beboer. De to masterminds bag Shu-Bi-Dua og deres familier lavede alt sammen, selv ferierne. Det endte da også med, at de blev skilt fra deres respektive koner næsten samtidig i slutningen af 80' erne.

»Selvfølgelig var der en masse følelser involveret. Vi var en del af hinanden. Vi var meget vrede på hinanden et år eller to, da Michael stoppede i ' 97.« Jeg tilgiver ham aldrig Folk er gået ind og ud af Shu-Bi-Dua. Kun en enkelt gang er det endt med en offentlig fremvisning af det snavsede vasketøj.

Da eks-keyboardspilleren Jørgen Thorup udgav bogen »Femten år med Shu-Bi-Dua«. »Han brød det vigtigste kodeks i Shu-Bi-Dua: ' Det, der bliver sagt bag døren, bliver bag døren'. Jeg kan aldrig tilgive det.

Kommer aldrig nogensinde til det. Jeg er ked af det, for han er en sød fyr. At han mener, at jeg er en idiot. Det må han gerne mene. Men jeg kan ikke klare at folk misbruger min fortrolighed.« Den nyeste version af Shu-Bi-Dua er et heltidsarbejde for Bundesen.

Udover det digitale eventyr er han optaget af bandets festival-sommerturné og fjerde »verdensturné«, hvor de rejser rundt i Europa, Amerika, Østen og Australien og optræder for danskere. Lige nu gælder det »sømandskirken i Sydney«.



Børnene havde det skønt

Shu-Bi-Dua har altid været en familie. Bundesens to børn Nanna, 32, og Nikolaj, 27, som begge arbejder i mediebranchen, har været med siden de var små.

»Hardinger er min datter Nannas »onkel«. Hun har boet hos ham på rejser til USA. Børnene er stadig med på Shu-Bi-Duas årlige skiferie. Jeg var alenefar med dem i årevis. Jeg kan huske engang, vi lå i campingvogn i Skagen, hvor de lagde sig til at sove. Jeg kunne høre, at de lå og citerede alt det fis, jeg plejer at sige, når vi optræder. De to papegøjer kunne koncerterne udenad. En anden gang havde jeg Nikolaj med på et værsthus efter en koncert. Der var en dame, der blev meget forarget. Så spurgte jeg, hvor hendes børn var. Hjemme på hotellet. Jeg ved ikke, hvad der er værst? Jeg har spurgt dem flere gange, om det var for meget. »Nej, vi havde det skønt,« siger de.« »Min datter er god til at lave fis med mig. Engang i DR-dokumentar sagde hun, at jeg var nærig. Det har jeg måttet høre utrolig meget for. Sådan opfatter jeg nu ikke mig selv. Jeg er ud af en gammel bondeslægt. Jeg er påholdende. Jeg ofrer ikke mange penge på mig selv,« siger Bundesen.



Ældre behandles for dårligt

Stort set kun ét enkelt sted i de 275 Shu-Bi-Dua-sange lyder Michael Bundesens ellers venlige basstemme vred. Nemlig sidste vers i »Vuggevise« fra 6' eren: Se, et billede af nogle gamle mænd/ de har ikke langt igen/ så de bor på hjemmet/ og deres sønner kommer hver tredje sommer.

»Ja, der er nok noget om det. De ældres forhold har altid interesseret mig. Igen inspiration fra min morfar? Ja, helt sikkert.

Hans måde at være på. Man kunne godt behandle de ældre bedre.

De har brugt et helt liv på, at min og de yngre generationer skal have det godt. Man lukker de ældre ude og indretter samfundet efter dem, der i forvejen har ressourcerne. Tag bare medierne. Public service må vel være at henvende sig til dem, der ikke får andre tilbud i medierne - børnene og de ældre.

Alligevel skærer DR hele tiden.

TV2 sparer alle børneudsendelser væk. Jeg bliver syg om hjertet, når jeg ser, hvordan man igen og igen skærer ned på ældreområdet.« De ældres tarv fik for 20 år siden Bundesen til at stille op på en tværpolitisk liste i Gentofte kommune. Han nåede dog kun to byrådsmøder.

»Jeg vil ikke udelukke, at jeg går ind i politik igen. Foreløbig prøver jeg at sørge for de ældre tæt på mig.« Hvornår kommer det soloalbum, vi har ventet på? »Kender du Bryan Ferrys »Dylanesque?«. Sådan en kunne jeg godt tænke mig at lave med sange af Elvis. Men - er han for outdated?« Det bliver han sgu da aldrig.

.. »Nej. Men nu skal vi lige ha' lavet Shu-Bi-Dua 19 i 2011.« jae@bt. dk.

' ' Jeg kan aldrig tilgive det. Kommer aldrig nogensinde til det.

Bundesen om Jørgen Thorups bog '' Jeg bliver syg om hjertet, når jeg ser, hvordan man igen og igen skærer ned på ældreområdet.

Shu-Bi-Duas Michael Bundesen om noget, der kan gøre ham rigfig vred '' Jeg er dog ikke mere diplomatisk, end at jeg vil sige, at Susanne Biers film »Brødre« var noget indholdsløst lort, selvom filmen var hovedindtægten i vores firma Filminstruktør Lars von Trier under filmfestivalen i Cannes i 2005.



Fakta: Michaelerne

1973 To DR-dj's Hardinger og Bundesen lærer hinanden at kende. Fælles afsky for den DR'ske politiske korrekthed fører dem sammen.



Starten

1964 John, Paul, George og lille Michael i K. B. Hallen. Der startede det hele.



Hvalborg

1976 Hvorfor skriver vi ikke en sang om en hval? Pludselig var Shu-Bi-Dua hele Danmarks orkester.



Parken



Tristesse

Slutfirserne Shu-Bi-Dua holder pause, alle er trætte af hinanden, Bundesen arbejder på Kanal 2 og bliver skilt.



Shu-Bi-Duas største

»Fed rock« »Hvalborg« »Den røde tråd« »Danmark« »Brdr. Gebis« »Vuffeli-vov« »Minus til plus« »Sommergryder« »Sexchikane« »Stærk tobak« »Står på en alpetop«.



Comeback

1992 EM-sejr, nej til EU og Shu-Bi-Duas mega comeback med 13' eren. Den med Sexchikane.

Billedtekst: 1. Michael Bundesen med sønnen Nikolaj og en kammerat. Børnene har været med i Shu-Bi-Dua siden starten. Foto: Thomas Sjørup 3. Shu-Bi-Dua i midt i 70' erne. Stående fra venstre Michael Bundesen , Bosse Hall Christensen, Michael Hardinger, Claus Asmussen. Siddende: Niels Grønbech, Jens Tage Nielsen. Foto: Jørgen Angel 5. Paul McCartney, George Harrison og John Lennon fotograferet i K. B. Hallen i 1964 under The Beatles' eneste koncert i Danmark. Foto: Allan Moe 2. Selvom jeg nu nærmer mig de 40 år... sang Michael Bundesen , da han var sidst i 20' erne. Om få dage bliver han 61. Foto: Jørgen Angel 4. To gange Michael. Hardinger og Bundesen sammen. Motoren i Shu-Bi-Dua igennem 24 år. »De andre kaldte os sølvbrudeparret«. Foto: Mogens Flindt 6. Shu-Bi-Dua har stadig fat i live-publikummet på de danske sommerfestivaler. Foto: Bo Amstrup

BT, December 2005

Interview: Michael Bundesen

Det er sang, cerutter, svineslag, skarpe og skidehyggeligt - det er et job med »de eneste shubber, der duer«

Af Steffen Jungersen
N aaarj, det synes jeg sgu’ ikke... skulle vi ikke lige prøve... ja, ja, sådan dér!«

Michael Bundesen - klædt i hængerøv, skævt smil og en sky af cerutrøg - vandrer rundt på scenen og gelejder kammeraterne i Danmarks nationalorkester gennem lydprøven. Det er ved at være nogen tid siden, orkestret har spillet »De tre små grise«, og de størrelsemæssigt udfordrede flæskestege skal lige have et par spark, før de falder til patten.

Orkestret er Shubidua, scenen ligger på spillestedet Portalen i Greve syd for København, det er fredag aften, og udenfor dørene venter små 1.100 på at komme ind og synge med på »Hvalborg«, »Står på en alpetop« og alle de andre fra Shubiduas bugnende overskudslager af flade brandere og klokkeklare ørehængere.

Aftenens job er det næstsidste på den traditionelle juleturné. Og »traditionel« er det operative ord hér. De fleste byer og spillesteder besøger Shubidua trofast jul efter jul - og hvis de ikke gør, så vanker der fra de forbenede fans - ligesom forsalget til de fleste koncerter jul efter jul byder på en kombineret juleanretning: julemiddag eller julefrokost med Shubidua som dessert.

»Skidehyggeligt«

»Vi har i årenes løb lært at sætte enormt stor pris på de dér middag-og-så-Shubidua arrangementer,« smiler Bundesen - cerut og en skarp cognac i hånd - backstage før koncerten.

»Det er jo skidehyggeligt på dén måde - vi får jo selv hjemmelavet mad hos folk, som kender os, når vi er ude til jul. Vi kender dem jo; håndværksmestrene i provinsen, når de møder op med fruerne til Shubidua-koncert.«

Lige dét med den hjemmelavede mad tager man ikke let på i Shubidua, viser det sig allerede i bandbussen på vejen til Greve. Hér fører trommeslager Peter Andersen en animeret telefonsamtale med sin slagter om levering af det svineslag (en kødudskæring, red.), Andersen skal bruge for at kreere en hjemmelavet rullepølse. Pølsen skal serveres til bandjulefrokosten to dage senere, hvor Peter er vært og kok.

»Jamen, han kan noget med mad, kan han,« siger Bundesen og ser veltilfreds ud blot ved tanken, mens trommeslageren konfererer videre med sin slagter.

32 år på bagen

Efter lydprøven og middagen - æg, rejer, laks, flæskesteg og æbleflæsk såmænd - backstage funderer Bundesen lidt over dét at være Shubidua i 2005. Det er 32 år siden, bandet debuterede med »Fed Rock«. Dengang var Michael 24 år.

»Når jeg sang den dér linje med »selv om jeg nu nærmer mig de fyrre år« dengang, troede jeg da aldrig på, at der ville være et Shubidua, når jeg rent faktisk blev 40 år, og nu er jeg sgu’ 56,« siger Michael.

»Men jeg kan ikke undvære Shubidua. Det fandt jeg da ud af, da jeg var ude i et par år i firserne.«

Nu forholder det sig så også sådan, at Shubidua har fundet en »komfortabel måde at være band på«, som Michael udtrykker det. Shubidua er nemlig stadig et fritidsorkester. I det daglige laver guitaristen Ole Kibsgaard børneTV og er lærer på Rytmisk Musikkonservatorium, som også keyboardmanden Jacob Christoffersen er. Bassist Kim Daugaard er tandlæge, Peter Andersen er legetøjshandler, og Bundesen selv producerer reklame-jingler og musik.

Som Shubidua eksisterer de - groft sagt - kun når de giver koncerter om sommeren, og når de - som nu - spiller op til jul.

»Vi har det godt sammen, når vi er ude at spille. Selv om man ikke bliver mindre sær, når man bliver ældre,« griner Peter Andersen.

»Når der er uoverensstemmelser handler det i reglen om rygning i bandbussen,« føjer Michael Bundesen til.

Efter at have tilbragt en hel aften i selskab med Bundesen og hans evindelige cerutter kommer netop dét ikke som den store overraskelse.

»Vi har nu lavet den aftale, at der ikke må ryges på vejen ud, men gerne på vejen hjem. Men det synes rygerne (Bundesen, Andersen og Daugaard, red. ) ikke er helt retfærdigt, når vi er i Jylland,« kundgør Michael.

»Så kører vi seks timer ud, hvor vi ikke må ryge, mens der er fem minutter hjem til hotellet, hvor vi må!«

Ikke-rygerne Ole og Jacob er gået op i den tomme sal. Til akkompagnement af cool jazz over højttalerne lægger Ole sig ned på scenen og slapper af, mens Jacob sætter sig på trommepodiet og nyder en stille stund, før det går løs.

De rejser sig først, da dørene bliver åbnet, og de mest fanatiske fans stormer ind for at komme helt tæt på scenen.

Kødet løsere bag i salen

Forrest står de unge, hårdtpumpede teenagepiger, mens alderen stiger og kødet bliver løsere i takt med, at man kommer længere ned bagi salen. Men de er der allesammen: den flok, vi i daglig tale titulerer »familien Danmark«.

De fleste af de tilstedeværende ville formentlig være hårdt pressede, hvis de skulle citere over fire linjer af »Der er et yndigt land«. Til gengæld kan de alle Shubiduas numre lige så godt, som de kan deres egne personnumre. Derfor skal de også have lige præcis dét, de har betalt for.

Som Peter siger, så er 90 pct. af sætlisten til en Shubidua koncert til hver en tid givet på forhånd.

»Så kan du selvfølgelig spørge, om man ikke bliver skidetræt af at spille de sange gang på gang på gang,« siger Michael og svarer så selv:

»Men svaret er altså nej. Også fordi jeg ikke opfatter dem som enkelte sange, men som del af en helhed, der skal fungere og folk gerne skal blive glade for. Og de fungerer sgu’ som en helhed.«

Det gør de, og der hviler da også et umiskendeligt skær af ritual over sådan en Shubidua-koncert. Som den traditionelle regn af kiks ned over scenen under linjen »jeg fodred’ dig med skidtfisk og kiks, jeg havde i lommen« i »Hvalborg« og Jacobs og Oles pianoduel i »Livets pølse«, ligesom vi allesammen bare véd, de vil spille »Stærk Tobak«, »Den Himmelblå« og »Fed rock« som ekstranumre.

Dér kan de jo ikke spille andet. Og det kunne de sgu’ da også bare vove på!

I pausen møder vi oppe foran scenen 29-årige Ulrik Svanlundh og 36-årige Anna Rastrup. De er begge medlemmer af Gurli Klubben - i omegnen af 30 hardcore Shub-fans, der har fundet sammen om bandet via internettet. Det yngste medlem af klubben, som har fået sit navn fra linjen »nu tror jeg Gurli kalder« fra »Generator Bouillon«, er tre måneder og det ældste 40 år.

»Shubidua er jo for alle aldersgrupper, og vores formålsparagraf er sådan set bare at have det rart og gå ud og høre Shubidua sammen,« siger Ulrik, der denne aften er til sin 14. koncert med gruppen i år.

Nationalskat og kulturinstitution

Hverken han eller Anna er i tvivl i tre sekunder om, hvad Shubiduas appel er.

»Det er deres spilleglæde. De er jo en dansk nationalskat, en kulturinstitution,« lyder det samstemmende.

Så rammer Shubidua scenen til et andet sæt, som tillægger Ulrik og Annas ord vægt som en brevvægt mellem øjnene.

Som man står dér i kulissen på scenen og oplever den omgang tandemalje, publikum (og for den sags skyld også bandet) stiller til almen udstilling under »Nappa, nylon og gummisko«, »Rap jul« og »Vuffelivov«, kan man ganske enkelt ikke argumentere imod Shubidua.

Publikum ved at overdøve bandet

Da en regulært rørende »Danmark« følger »Livets pølse«, er publikums fællessang tæt på at overdøve bandet, og dér - lige dér i nuet under »Danmark« - lades al tvivl ude: De varme lande er noget lort, og Danmark - eller snarere: Daaaaanmark - er et dejligt land.

Medlemmerne er da også pænt oppe at køre efter koncerten.

»Det var sgu’ en rigtig god aften,« griner Ole, og de andre fire synes ikke til sinds at sige ham imod.

Kort efter drøner Ole, Kim og Jacob ud ad døren. De skal videre og spille en jazzkoncert til en privat fest. Peter skal bare skynde sig hjem - måske var det rullepølsen, der spøgte.

Det efterlader Bundesen og overtegnede. Michael skifter skjorte, lader for en stund cerutterne fare og tænder i stedet en cigar, som han efter denne aften godt kan tillade sig at føre højt.

»Sådan, færdigt arbejde. Skal vi køre?« spørger han.

Vi kører... og siger tak for i aften fra de fremdeles eneste Shubi, der duer. steff@bt.dk

Billedtekst: Solo for pianoer og malerruller i »Livets pølse« - Michael står klar med redskaberne til Jacob og Ole (med ryggen til). Danskernes foretrukne julefest for fuld rulle. Kiks klar til kast inden »jeg fodred’ dig med skidtfisk og kiks, jeg havde i lommen« under »Hvalborg«. fotos: Mogens Flindt. 22-årige Karen, der er tjener i Portalen, fik et knus af Michael Bundesen . »Jeg har bare drømt om at møde jer i så mange år,« jublede hun. Ole, Jacob og Michael i højt humør i pausen. Det tegner nemlig til en rigtig god koncert denne aften. Ulrik Svanlundh og Anna Rastrup fra superfangruppen »Gurli Klubben«. Ole Kibsgaard tager en slapper på scenen, før publikum lukkes ind.

Urban, maj 2005

Interview: Shubidua

Shu-bi-dua nægter at berøre H.C. Andersens

homofile side på deres nye plade ‘18’. Til gengæld erkender de, at de ikke længere selv får noget på den dumme, og foreslår, at man bruger deres gamle plader 4 og 6 til at lokke kvinder med hjem til sex.

URBAN har opdigtet to personer, som har stillet et par spørgsmål til shubberne. Det samme har H.C. Andersen! Og så får artiklens forfatter endelig mulighed for at få gjort et personligt regnskab op – se det er en virkelig historie.

Af LARS WIKBORG
INTERVIEW

TURISTEN:

Michael Bundesen (MB): Jamen, vi er rart gammel orkester, der har spillet i 32 år. Vi er blevet døbt Danmarks nationalorkester og vi er et folkemusikband der spiller pop og rock og føler os meget som en del af Danmark. Så hvis man er turist, så tagud på 5-øren til en Shu-bi-dua-koncert, så møder man danskerne.

Er alle danske popbands lige så tykke og halvgamle som jer?

MB: Nej, ikke dem allesammen. Vi har lige været i studiet med et band, der hedder Carpark North, og de er meget nye og helt tynde, men de skal nok blive tykke engang.

Det må da give damer, at være så kendte som jer?

MB: Nu er vi jo ikke noget boy-band længere, så vi har vores familier med back-stage. Nu skal kvinderne helst stå foran scenen. Men det, der motiverede os til at gå i gang i sin tid, det var da bare at spille rock'n'roll og få noget på den dumme. Sådan er det ikke mere.

Claus Asmussen: Kim har vist stadig nogle beundrere, men det er vist også det.

H.C. ANDERSEN:

MB: Jamen, du kom jo aldrig selv i nærheden af selv at skrive om det. Du var ikke engang tæt på. Måske har der været en soldat med en bøsse et enkelt sted i et eventyr, men længere kom du ikke rigtigt.

CA: Vi skrev jo heller ikke om Hvalborg var lesbisk eller noget... (Tavshed)

MB: Det var så også en hval, men ok…Nej, altså det er jo ikke fordi vi ikke tør skrive om sex, altså 'Sikken dulle sikken balle sikket numsehul…’

Nu har I haft over 100 år til at tænke over eventyrerne, og så laver I bare en gendigtning? Brug dog pointerne til at beskrive nogle nutidige problemstillinger…

MB: Meningen var at lave en konceptplade med dine eventyr, og eksempelvis i eventyret om den lille havfrue er der jo ikke så meget man kan føre frem til nutiden. I dag er der jo ikke så forfærdelig mange, der går hen og får skåret deres tunge af for at få ben...

CA: Vi kommer da også med små hentydninger, men det kan da godt være at de suser hen over hovedet på nogle.

LARS WIKBORG:

MB: Nej, det må du sgu selv ligge og rode med. Tværtimod er det fand’me godt, at du ikke er min nabo. Der er da ikke nogen, der kan holde ud at høre dig stå at skrige ‘JEG HAR EN HUND MED FIRE POTER...’ midt om natten.

Peter Andersen: Køb dig dog et sæt hovedtelefoner.

MB: Eller bare bliv ved og sørg for at en af vores unger overtager lejligheden.

Nå, så hør denne her: Jeg mødte engang en halvkendt sangerinde på en bar og så skulle vi hjem til mig og duske. På det tidspunkt hørte jeg kun 78'eren, så jeg sagde, at jeg kunne ville, hvis hørte 78'eren samtidig, og så sagde hun nej, og så droppede vi det. Hvad skulle jeg have gjort?

MB: Du skulle da have tilbudt hende at sætte 4'eren på...Hvad fanden tænker du på? Du må da være lidt kreativ. Eller 6'eren kunne du da også have foreslået. Du ved, Brdr. Gebis kunne måske have inspireret hende til et eller andet (MB laver oralsex-bevægelser)...Tag dig sammen næste gang.


DEN TARVELIGE:

Danskerne er netop kommet sig efter masseopkastningen over måneders HCA-gøgl, der kulminerede med et Tina Turner-show i Parken for en måned siden. Nu vil I så også være med. Hader I alt, hvad ordet 'timing' står for?

MB: Hør nu her. Vi fik ideen for to år siden og dengang var der ikke nogen, der anede, at alt det her HCA-halløj ville komme. Og vores projekt falder slet ikke i hak med alle de finkulturelle arrangementer eller Tina Turner-koncerten. Det her er Shu-bi-duas bud på en folkelig gave til danskerne. Så måske er det fint nok det kommer lidt senere.

I 70'erne og starten af 80'erne lavede I én verdensklasse plade om året. Nu der gået fem år siden den sidste plade, som ingen husker noget fra, og så skal I ovenikøbet have teksterne serveret. Hvis det ikke er nu, man bør stoppe, hvornår er det så?

Mi chael Bondesen: Hey stop, stop, stop. Du er tydeligvis ikke tekstforfatter. Vi har fået oplægget til pladen foræret. At koge et eventyr som Nattergalen ned til to vers, et omkvæd, ét vers, et omkvæd og et c-stykke, det er fandme ikke en foræring. Det har taget os to år, og det er skidesvært. Men det er da rigtigt, at vi har ikke længere energi til at være det dér automatband, hvor vi år efter år – bing-bing-bing – smed en plade ud til julehandelen. Og med alle de sange vi allerede har skrevet, går der måske også længere mellem vi har noget på hjerte.

Peter Andersen: Men uanset hvad, så spiller vi altså stadig omkring 50-60 jobs om året.

wik@urbanavis.dk

SHUBIDUA 18

SHUBIDUA 18 Anmelderne og pladekøbere har taget pænt imod Shu-bi-dua 18.



Allerede på udgivelsesdagen solgte '18' mere end 30.000 eksemplarer.



I gårsdagens avis belønnede URBAN pladen med tre stjerner.