Research – Michael Bundesen/Shubidua 1 Michael Bundesen på Wikipedia 2 Shubidua på Wikipedia
|
|  Yüklə 274 Kb.
|
9) Shubbernes nye klæder BT, maj 2005 Interview: Shubidua Shu-bi-dua sætter musik og tekster til 13 H.C. Andersen-eventyr Af Jan Eriksen
Men denne mandag morgen er Michael Bundesen alligevel lettere groggy. B.T.s rockanmelder Steffen Jungersen har nemlig anmeldt shubbernes ny album overstrømmende positivt. Det er han godt nok ikke forvænt med. »Vi har fået mange slag af anmelderne i årenes løb. Man bliver lidt forundret, når det er omvendt. Men altså, vi laver ikke plader for anmelderne,« siger Michel Bundesen. For nu at citere en af titlerne på det nye album har shubberne altid været de uartige drenge på rockparnasset. Til gengæld har de solgt på den gode side af 5,5 mio. plader – »Shu-Bi-Dua 18« har allerede solgt 30.000 eks.på én dag. Så Shubberne behøver ikke bekymre sig om anmelderne. Alligevel er Michael Bundesen enig med Jungersen i én ting. Det har stor betydning, at Michael Hardinger er med igen. Han gik ellers ud af Shu-Bi-Dua for otte år siden. Hardinger er nr. 1 »Hardinger er Shu-Bi-Dua melodimager nr. 1. Det kan vi lige så godt indrømme. Når han skriver melodier bliver det bare Shu-Bi-Dua. Han kan noget med kor og akustisk guitar, som simpelthen ER lyden af Shu-Bi-Dua. Det er noget med de dybe spanske greb på guitaren,« siger Michael Bundesen . Man kan sige, at Hardinger er tilknyttet Shu-Bi-Dua som konsulent. Han og kompagnon Rasmus Schwenger har skrevet melodierne, teksterne sammen med Bundesen. Men Hardinger er ikke med på sommerturnéen. »Jamen, vi er da gode venner. En kort periode var tingene oppe at køre. Der var lidt bitterhed. Ellers er der ikke nogen problemer. Tværtimod. Hardinger er vores indpisker. Ligesom i det engelske parlament, hvor der står en mand i døren og genner dem i salen,« siger Bundesen. De kender ham i Kina Shu-Bi-Duas H.C. Andersen-eventyr opstod en dag hjemme på Bundesens villavej i Charlottenlund. »Globetrotteren Stig Hartkopf kom hjem fra en rejse og sagde, »De kender to danskere ude i Kina, Michael Laudrup og H.C. Andersen. Man burde lave et eller andet med H.C. Andersen og Shu-Bi-Dua«.« Idéen simrede et stykke tid. Bundesen kontaktede Hardinger, der bor fast i Los Angeles. Han var med. »Old School« Shu-Bi-Dua var gendannet. Arbejdet på den første Shu-Bi-Dua temaplade (fraset den forhåbentlig glemte Shu-Bi-40) begyndte. Læste og læste og læste »Vi startede med at læse eventyrerne og udvalgte de 13, der er med. Jeg fik en udgave af H.C. Andersen i dåbsgave af min morfar, som jeg selv har læst op af for mine egne unger. Hardinger købte en ny, og så gik vi ellers i gang med at læse og læse og læse. Vi anede ikke, at H.C. Andernsen stod overfor sin 200 års dag, da vi startede med at skrive. Senere hen har det jo vist sig at det passer meget godt sammen timingsmæssigt. Vores projekt er i den folkelige afdeling. Det er overhovedet ikke et kulturelt projekt ligesom de andre, der er med fejringen af Andersen. Dem er der ikke noget i vejen med. Men når Shu-Bi-Dua går i gang med HCA, kan det kun være vores egne præmisser,« siger Michael Bundesen . Trommeslager Peter Andersen tilføjer: »Det er vigtigt for os, at vi er folkelige. Vi snobber ikke opad, har aldrig gjort det. Shu-Bi-Dua er en slags moderne folkemusik. Sådan er det også, når vi spiller live. Vi vil da gerne udfordre, omvendt skal folk have det, de forventer. Vi kan ikke lade være med at være Shu-Bi-Dua. Der kommer nogle numre ind i den ene ende fra Bundesen og Hardinger. I bandet kommer det så igennem et Shu-Bi-Dua-filter. Lige meget hvor ihærdigt vi prøver at ændre os, lyder det altid som Shu-Bi-Dua i sidste ende,« siger Andersen. Hvad har I og H.C. til fælles? »Man sige, at vores og hans univers begge er visuelle. Hvis du har læst Nattergalen bare en gang, glemmer man den aldrig igen. H.C: Andersen kunne lave de smukkeste billeder, der sætter sig på nethinden. Vi har altid gjort os i billeder – på vores egen måde, hæ.. Ah, sikken dag, sikken dulle, sikken balle, sikket numsehul. Vi ved godt hvad han tænker. Ikke?« jae@bt.dk Fakta: Shu-Bi-Dua til højbords Shu-Bi-Duas ny cd har ingen forbindelse til H.C. Andersen 2005 »Overhovedet ikke. De skal lave store kulturelle begivenheder. Vi skal jo bare lave en Shu-Bi-Dua-plade. Vi har i øvrigt aldrig fået støtte til noget som helst. Vi har en gang fået en IFPI-pris (en slags grammy). Dette siger lidt om, hvor uvant vi var og er med den slags: Vi blev inviteret til middag med IFPI’s (brancheorganisation) bestyrelse. Min daværende kone havde formanden til bords. På et tidspunkt spurgte han, »vil du have lidt Sauterne (dessertvin, red.). Så sagde hun nej tak, jeg kan ikke få en bid mere ned. Der var Shu-Bi-Dua sgu’ kommet til højbords.« Musical: Bejler til Langdal Som tidligere nævnt i B.T. rumler filmmanden Regner Grasten med planer om en Shu-Bi-Dua musical. Da Hardinger nu har været i Danmark for at indspille plade, har der været til en del møder med Grasten. »Jeg vil meget gerne se den musical, men det bliver uden os på scenen. Den rigtige løsning vil være en type som Peter Langdal, der netop har sat ”Den eneste ene« op. Han kunne lave en Shu-Bi-Dua-musical med gang i,« siger Michael Bundesen . Jae
Billedtekst: EVENTYRLIGE SHUBBER: Det var et rent tilfælde, at Shu-bi-dua sætter musik til H.C. Andersen netop i år, hvor det er 200 år siden, at den verdenberømte digter blev født. Fotos: Kaare Smith 10) Interview: Den røde tråd Politiken, September 2000 Interview: Shu-bi-dua Folkesjæl. Statistisk set har hver dansker én. Og statistisk set har Shu-bi-dua solgt over fem millioner albums. Nu er nummer 17 i rækken lige på trapperne og formlen er igen humor frem for følelser, for »det er piger alligevel bedre til«. Af Erik Jensen Nede i gården er mekanikernes sorte fingre i gang med at føre skroget på en hvid 2CV tilbage til livet, mens værkstedets transistor forgæves forsøger at overdøve sangen, der vælter ud af et åbent vindue på 2. sal: »Men kan man kneppe/ det kan man næppe/ on the world wide web«, brager det ned mod gårdens brosten. I vinduet ind til Granny-studiet over baggården griner manden bag linien, Michael Bundesen , helt op i sine karakteristiske krøller. Mester hos 2CV Smeden vinker venligt til manden med den let genkendelige, tykke røst og siger henkastet: »Det lyder sgu som alt det gamle, men hva' - sådan er det vel også mest hyggeligt«. »Vi synes også selv, at det lyder som det rigtig gamle Shu-bi-dua. Vi har ramt vores egen stil og lyd langt bedre end i mange år, selvfølgelig også inspireret af vores publikum. De vil nu engang helst have, at vi lyder som Shu-bi-dua«, fastslår Michael Bundesen . I ugevis har Shu-bi-dua arbejdet med det, der nu er lige ved at være færdigt, gruppens album nummer 17, der udkommer den 10. oktober og naturligvis får den stringente og helt igennem logiske titel '17'. Sådan har det med undtagelse af '78'eren' fra - nå, ja - altid været med Danmarks suverænt mest populære orkester gennem tiden. Et pladesalg på over 5 millioner fortæller den kontante historie - hver eneste dansker har rent statistisk set et album med Shu-bi-dua. Den overvældende succes ser på ingen måde ud til at tynge den halvdel af bandet, som er mødt op i det lyse studie med udsigt over Vesterbro i dag. De efterhånden midaldrende drenge fra 'det grønne område' nord for København, som Dan Turèll engang kaldte »omegnens Olsenbande«, er lige ved at dumpe i gryden med fordomme, da Bundesen begejstret fortæller, hvordan de lokale drukmåse står og pisser helt uden at opdage, at der er tilskuere på. »Hele den snak om, at vi er 'de fine nordfra', er nu lidt forældet. For det første er Gasolin, som altid var de slemme drenge i sammenligningen dengang, væk, og for det andet har vi aldrig været særligt fine. Jeg har sgu aldrig sunget »maaajet« eller sådan noget«, siger Michael Bundesen , mens han og guitarist Claus Asmussen i ens falmede, orange turnéjakker slentrer ned om hjørnet til en af de mange nye cafeer på Vesterbro. »Det er blevet et fedt kvarter med mange gode steder. Men på et af dem var de nu lige lovligt glade i låget og ville med på coveret til den nye plade, fordi vi har spist frokost der mange gange. »Hold da kæft, mand. Vi har da selv betalt vores mad«, måtte jeg så sige til dem«, forklarer Bundesen. 27 år, efter at de to gange Michael - Bundesen og Hardinger - arbejdede på P3 og morede sig med at skrive Elvis Presleys 'Jailhouse Rock' om til 'Fed Rock' og fik en pladekontrakt på projektet, har Shu-bi-dua stadig street credibility i så stort omfang, at unge, smarte spisesteder på Vesterbro gerne vil i lag med gruppen. Endnu et eksempel på det, journalisten og kritikeren Lasse Ellegaard i 1983 undrende kaldte »gruppens abnorme succes«. Og endnu et irritationsmoment for dem, som bare ikke kan døje Shu-bi-duas folkelige gennemslagskraft. SJÆLEN »Vi aner ikke, hvorfor vi har haft held til at ramme folkesjælen så mange gange. Men det er i hvert fald ikke noget, man kan regne sig frem til. Hvis vi havde en formular, ville det bedste være at sælge den til andre, så man kunne lade dem udføre arbejdet og selv sidde derhjemme og skumme fløden«, som Claus Asmussen siger, da vi har bænket os. Efter at have været omkring sådan cirka alt fra dronning Daisy, julen i Magasin, skotsk nærighed, danske hunde, kvinder for sjov, folkevogne, dødsfald og stjernefart, Folketinget og storpolitik, reklameræset, forbrugerisme, nationalisme og truede hvaler, for slet ikke at tale om basuner og engle, nappa & nylon eller små blå mænd erkender Michael Bundesen , at det er lidt svært at hitte på mere. »Vi har vel haft 144 emner oppe på vores 17 plader og vi vil helst skrive om noget nyt hver gang, så det er svært«. »Det gør det ikke lettere, at vores sange har en handling - det er aldrig sådan noget med 'jeg elsker dig, så elsker du nok også mig'«, tilføjer Claus Asmussen. Til gengæld, forklarer den erfarne musiker, der er søn af kapelmester Svend Asmussen, har gruppen spillet så mange koncerter i de senere år - cirka 60 årligt - at »vi skal bare sætte gearet op og tælle til fire, så kører det«. »Det var vores løsning, da Michael Hardinger gik efter den sidste plade. Havde vi skullet indspille et nyt album der, var vi aldrig kommet i gang. Så vi tog ud at spille en masse og har gjort det i tre år, for det kan vi jo godt lide. Og man må sige, at publikum har været der - vi har spillet for over en halv million mennesker i år«, siger Michael Bundesen . Bruddet med Hardinger, der i interview forklarede, at han gerne ville have den gamle gruppe til at være »popmusikkens svar på Tæskeholdet«, mens de andre foretrak »at stå med halvandet ben i fortiden og det sidste halve i nutiden og fremtiden«, er helet. Bundesen mailer jævnligt med den tidligere makker, gruppens andet kreative omdrejningspunkt og det eneste originale medlem af besætningen ud over sangeren. »Det er klart, at det var hårdt, at han gik, selv om vi har oplevet mange udskiftninger undervejs. Heldigvis har vi fået Ole Kibsgaard med, og han er en rigtig musiker, som kan alle de teorier, vi andre altid bare har ladet, som om vi ikke havde brug for. Han er blevet accepteret, og familierne og vi har alle sammen været på ferie i Australien, så det sociale er i orden. Det er jo en stor, tung maskine, den her. Hver gang andre tager syvmileskridt, bevæger vi os tre centimeter. Men alle er glade og afslappede, og det kan høres på den nye plade«, mener Michael Bundesen . DE FØRSTE ER DE BEDSTE Blandt forsøgene på at ramme folkesjælen på det kommende album er »en sang om en mand, der elsker rock, med Prags symfoniorkester som gæster, en julesang om Josef, men uden bjælder og i bossanovarytmer, en sang om paparazzifotografer med Van Halen-guitar og en helt straight countrysag om en mand, der sidder på en bænk. 'Manden på bænken', hedder den«, forklarer Michael Bundesen . Alle i bandet er glade for indspilningerne, der er forløbet godt. »Processen har været god, det er kommet godt ud, og hvis folk så ikke kan lide musikken og teksterne, er der ikke noget at gøre ved det. Processen er det parameter, vi må forholde os til«, mener Bundesen, der er så vant til at høre, at de fire første plader med Shu-bi-dua er de bedste. En påstand, der finder statistisk opbakning i det faktum, at '4eren' er den bedst solgte plade med Shu-bi-dua med 475.000 solgte eksemplarer i Danmark. Et salg, der kun er overgået af Kim Larsens 'Midt om natten'. »Sådan kan man have det, personligt synes jeg, at de fire næste var endnu bedre, og at mange af de nye er udmærkede. Men alt kan ikke være lige godt og inspireret, det her er en slags arbejde«, som Bundesen pointerer. Efter afskeden med Michael Hardinger har Bundesen skrevet teksterne selv, men det betyder ikke, at de afslører sangerens inderste tanker. »De holdninger, der er på pladen, er selvfølgelig mine, men sådan mine inderste følelser, de er ikke med. Det har hverken vi eller vores publikum nogensinde været gode til. Når man beskæftiger sig med showbusiness, synes jeg egentlig ikke, at det rager folk, hvad ens inderste tanker er. Man skal lave noget sjovt. Vi er jo ikke sådan et orkester, der står derude og er triste og glor ned i skoene. Folk vil have gang i den, nogle sjove sange, så det får de«, mener Michael Bunde-sen. Selv om sangeren ikke just virker blufærdig, føler han ingen trang til at krænge de sorteste sider af sin sjæl ud. »Næh, det er piger vist bedre til. Det må du da kende selv - det er altid det, man får skudt i skoene i forhold, at mænd og følelser er en dårlig cocktail. Husk på, at vi er et mandekollektiv, der kører rundt i den samme bus, sover på de samme hoteller og spiser natmad sammen. Hvad tror du, at vi snakker om? Shu-bi-dua er et sted, hvor vi har et pragmatisk forhold til tilværelsen, hygger os, snakker om fodbold, dyrker sport, står på ski og leger med noget musik. Hvis man i forvejen har svært ved at udtrykke følelser, skulle pokker da stå i at gøre det i sange i sådan et selskab«, siger sangeren, som gerne overlader den rolle til »Anne Dorte Michelsen, det er hun fin til«. »Vi er seks forskellige personer med hver vores følelser og sjæl - sammen prøver vi at finde Shu-bi-duas sjæl frem for vores egen«, tilføjer Claus Asmussen. Nogle gange kommer sjælen i det kollektive mandekollektiv med opstød, som nogen kalder småborgerligt, nedadsnobbende, harmløst eller som førnævnte Lasse Ellegaard, der i 1983 skrev, at »Shu-bi-duas Danmarksbillede mest ligner Erhard Jakobsens«. »Lasse Ellegaard? Var det ikke ham, der skrev en bog, som måtte trækkes tilbage, fordi den var fuld af fejl. Ligesom denne her betragtning ... Selvfølgelig mener vi ikke, at vi er harmløse eller småborgerlige. Det er der vel ingen, som mener om sig selv. Jeg synes, at vores sange har brod, uden at vi nogensinde hæver pegefingeren og dikterer, hvad folk skal mene. For nu at tage mit eget yndlingsrim: »Det er store, gamle mænd, der styrer vores jord, de gør det med en fyldepen og pæne fyldeord« ('Leonard og Ronald' fra 1985). Det er sådan 'yes!', ikke«, siger Michael Bunde-sen. At anmeldere og andet godtfolk har svært ved at acceptere Shu-bi-duas univers, bekymrer ikke Michael Bundesen . »Vi forventer ikke at blive taget alvorligt på den måde, selv om det er alvorligt nok at spille for en halv million mennesker om året. Det eneste, der irriterer mig, er, hvis folk bliver personlige eller perfide, herregud vi laver jo bare musik, og vi gør det ikke for at være ondskabsfulde, vel?«. En enkelt gang har gruppen svaret igen på kritik, da man på 'Shu-bi-dua 8' i 1985 sang om 'Billen på bladet' om Politikens daværende anmelder, Torben Bille: »Men ingen kan forstå mit sprog, selv om de gerne ville, hvad nytter det at være klog, når man er en Bille ... kun de færreste ved, at de største intellekter findes nede blandt de hvilende insekter«. »Han havde skrevet, at vi lavede noget lort, at jeg ikke kunne synge, at Claus ikke kunne spille og sådan noget. Så lavede vi den, og den var da meget sjov, det tror jeg såmænd også, at han selv syntes«, siger Michael Bundesen . SYMBIOSE MED PUBLIKUM Hverken sortsynede tekster eller soloplader fra hjertets inderste kamre er tænkelige for Shu-bi-dua. »Da vi lavede '12eren', var der godt nok mange sange om døden. Alle var lige blevet skilt, og der var sikkert også en hund, der var død, så det var rigtigt trist. Men skulle man komme med en meget depressiv sang, ville de andre sige »slap lige af og slå dig selv i hovedet«. Der er det filter, det er bare ikke os eller vores publikum«. Er I ikke i en position, hvor man en gang imellem kan være ligeglad? »Nej, vi er i en slags symbiose med vores publikum. Vi måler alting med dem, og vi har meget gamle traditioner med dem. For dem er det ikke godt, hvis det ikke er Shu-bi-dua«. Og det er det heller ikke for dig? »Nej, det er det faktisk ikke. Jeg elsker at være med i det her band, vores lyd og vores miljø med familierne og det store publikum«. En ældre mand kommer hen for at få Michael Bundesens autograf til sine to døtre på bagsiden af et gocard. »Godt jeg har den samme jakke på som Michael, ellers ville jeg aldrig blive genkendt«, siger guitaristen. De to er enige om, at det stadig er kontakten til det store trofaste publikum, der bombarderer gruppen med kiks under 'Hvalborg' og kan de fleste tekster udenad, som er drivkraften. »Det er da fint nok, at vi får ros, at forlag vil trykke vores tekster, og at nogen mener, at vi har haft en vis indflydelse på sproget og den slags. Men alt det er bare arbejde. Når man står der på scenen, og folk er lykkelige, og det kører, så kan man godt fælde en tåre. Derfor bliver vi ved, så længe folk gider høre os. Den dag de ikke gør det længere, håber jeg bare, at vi lige er et skridt foran, så vi når at stoppe i tide«, siger Michael Bundesen . »Ja, det bliver i hvert fald aldrig rutine«, tilføjer Claus Asmussen. PÅ HJEMMEBANE Drømmen om det store udenlandske gennembrud har i modsætning til stort set alle andre danske rockgrupper aldrig plaget Shu-bi-dua, der startede karrieren med at undersætte gamle rockklassikere til dansk. Og bandet er (stort set) indforstået med, at de er det eneste store danske rocknavn, som aldrig har spillet på Roskilde Festivalen. »Det er et internationalt sted, og jeg tror da ikke, at tyskere og svenskere gider høre os. Men vi kan da ikke lade være med at glæde os over, at Roskilde Festivalens mange hjælpere to gange har hyret os til at spille til deres fest«, siger Michael Bunde-sen med et stort smil. Typisk Shu-bi-dua. Kan man ikke komme ind i de finere cirkler, kan man vel altid drille dem lidt. I aftes spillede det danske nationalorkester atter på hjemmebanen, i Tivoli i København. Her begrænsede drilleriet sig dog til, at gruppen ikke spillede sommerens store hit, det remix af 'Rundfunk', som Funkstar de Luxe har produceret og dermed banet vejen for endnu et comeback til Shu-bi-dua. »Den kan vi ikke spille, den er jo remixet. Og jeg er sikker på, at sangerinden, der sang duet med mig på den originale version, Mona Larsen, ikke vil på landevejen med os, så må vi hellere lade være. Vi spiller kun det, vi kan«, siger Michael Bundesen . Respekten for det håndværk, der hele tiden ændrer sig og tager form efter omgivelserne, det være sig koncertsale, samfundet eller det indre liv i »de eneste shubi, der dua«, har Shu-bi-dua fælles med mekanikerne nede i baggården på Amerikavej. Claus Asmussen trasker forbi dem op til studiet på 2. sal. Der er lige nogle guitar-riffs, der skal lægges på i dag. Billedtekst: Studiekreds. Det meste af Shu-bi-dua anno 2000 er ved at lægge sidste hånd på deres nye plade - den 17. i rækken. Fra venstre Peter Andersen (trommer), Thomas Breglen (lyd), Ole Kipsgaard (guitar), Michael Bundesen (vokal), Kim Daugaard (bas) og Peter Kibsgaard (percussion). - Foto: Niels Hougaard |