Teknisk anvisning til besigtigelse af naturarealer omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3 mv. Version 04, Juni 2010

səhifə	2/10
tarix	25.06.2016
ölçüsü	342 Kb.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

1.4 Definitioner

Følgende definitioner vil blive anvendt i forbindelse med besigtigelsen:

Lokalitet. Et samlet afgrænset område, bestående af én eller flere hovednaturtyper. Eksempler på lokaliteter er fx hele eller dele af en ådal, et hedeområde med småsøer og skovpartier etc. Af hensyn til senere fremsøgning af data kan det hensigtsmæssigt at give data fra samme lokalitet samme stednavn i Danmarks Naturdata.
Forekomst. Den enkelte hovednaturtype kan være repræsenteret af én eller flere forekomster på arealet i form af velafgrænsede, ikke-sammenhængende arealenheder. Ved besigtigelsen foretages en samlet registrering af de forekomster, der fremstår tilstrækkeligt ensartede mht. struktur, artssammensætning og driftsforhold. Forekomsternes geografiske udbredelse kan dokumenteres præcist i form af flere selvstændige polygoner omfattet af samme registrering, eller mere upræcist i form af en procentvis andel af et større polygon.
Hovednaturtype. En naturtype nævnt i Naturbeskyttelseslovens § 3 (strandeng, hede, fersk eng, overdrev, mose og kær samt vandhuller). Foruden §3-typerne er der også feltskemaer til hovednaturtyperne klit og skov.
Undertype. Inden for hver hovednaturtype er det muligt at angive forskellige undertyper, fx kan hovednaturtypen strandeng inddeles i undertyperne strandeng (afgræsset) og strandsump (ikke-afgræsset). Formålet med undertyperne er at give mulighed for en bedre vurdering af kvaliteten af de strukturelle forskelligheder indenfor en hovednaturtype. Forekomst af høje urter på en græsset strandeng er udtryk for en utilsigtet tilgroning, medens det er typisk for en strandsump. I appendiks 2 er vist en oversigt over hovednaturtyper og deres undertyper.
Habitatnaturtype. En naturtype opført på Habitatdirektivets Bilag 1. Habitatnaturtyperne er ikke nødvendigvis identiske med undertyperne, da kravet til at opfylde Habitatdirektivets typer kan være større end kravet til en undertype. I appendiks 2 er vist tilhørsforholdet mellem hovednaturtyper, undertyper og habitatnaturtyper.
Dokumentationsfelt. Et areal, ofte cirkulært med radius 5 m (78,5 m²) udlagt i et forholdsvist homogent og veludviklet område ofte på A-arealet. Der kan evt udlægges flere dokumentationsfelter for hvert areal, fx til dokumentation af arealkategorierne, A og B, eller med henblik på at følge en udvikling i et bestemt område.

2. Identifikation og afgrænsning af naturtyper

Med udgangspunkt i nyeste luftfoto og det konkrete feltbesøg foretages en afgrænsning af lokalitetens udbredelse og en identifikation af de forekommende hovednaturtyper og deres undertyper. Eventuelle undertyper kan vurderes samlet for hver hovednaturtype, men kan også opdeles på separate feltskemaer. Vurderes de samlet kan der evt. gøres et notat i bemærkningsfeltet om hvor på arealet de enkelte undertyper er fundet, fx hængesæk i den sydlige del af arealet. Metoden giver mulighed for at registreringen omfatter strukturelt meget uensartede arealer og en meget detaljeret opdeling på undertypeforekomster. Det er op til kommunen selv at fastlægge den relevante detaljeringsgrad for besigtigelserne.

Hovednaturtyperne kan ofte identificeres ud fra vegetationens sammensætning og struktur samt jordbundsforhold, hydrologi m.v. Med udgangspunkt i luftfotos og den eksisterende §3-kortlægning fintegnes hver hovednaturtype på luftfoto. Forekommer hovednaturtyperne mere komplekst (f.eks. små vældmosepartier på et overdrev) eller fordi overgangene mellem naturtyperne ikke er veldefinerede, kan det være nødvendigt, at indtegne arealet samlet som en mosaikforekomst, med oplysning om den anslåede procentvise arealandel af hovednaturtyperne, se ”Vejledning om naturbeskyttelseslovens §3 beskyttede naturtyper” (Anon. 2007). Det vil medføre, at der udarbejdes to registreringer der begge peger på samme areal, hvor der for den ene registrering fx anføres 40 % fersk eng og for den anden 60 % mose. §3-typen strandeng indeholder også strandoverdrev, og ofte vil der være en glidende overgang fra den tydeligt salte strandeng til det tydeligt ferske strandoverdrev. Strandoverdrevene beskrives bedst ved at bruge overdrevsskemaet, men mindre overdrevspartier kan dog indeholdes i strandengsregistreringen.

På overskuelige og let tilgængelige lokaliteter vil det ofte være muligt at afgrænse forekomsterne fra et eller få centrale udkigspunkter. Er naturtypen opdelt på flere adskilte forekomster, eller består den af større, uoverskuelige eller vanskeligt tilgængelige forekomster kan det være nødvendigt at vandre arealet igennem og undersøge de terrænskel og farveforskelle, der kan erkendes på luftfoto. Det samlede tidsforbrug til identifikation og afgrænsning af hovednaturtyperne forventes at vare ca. 5-20 min. pr. forekomst.

På feltskemaet er der mulighed for at angive forekomst af evt undertyper af hovednaturtypen. Undertypernes konkrete beliggenhed og udbredelse skal ikke oplyses, men kan evt indføjes under bemærkningsfeltet, fx som ”hængesæk i arealets sydlige del”. På lokaliteter med rimeligt ensartede undertyper foretages en samlet vurdering af strukturindikatorerne for hele lokaliteten. Adskiller undertyperne sig så markant mht strukturelle forhold, at der ikke kan foretages en fornuftig vurdering af arealets strukturelle tilstand på hovednaturtypeniveau kan arealet opdeles i separat registrerede dele. På arealer med flere undertyper vil en samlet vurdering af den strukturelle tilstand afhænge af hvilken undertype man vurderer efter. Et moseareal under tilgroning med pil vil vil have en dårlig tilstand hvis det vurderes som rigkær, men en acceptabel tilstand hvis det vurderes som fugtigt krat. Valget af undertype der skal vurderes efter afhænger altså af beslutningen om den fremtidige udvikling for arealet. På skemaet angives den undertype arealet skal vurderes efter.

Besigtigelserne behøver ikke at give et præcist billede af hver enkelt forekomst eller undertypes beliggenhed, men kan nøjes med et anslået fordelingsforhold mellem typerne. Ved mosaikforekomster af hovednaturtyper kan man således indtegne den samlede mosaikforekomst med oplysning om det anslåede procentvise tilhørsforhold mellem typerne. Fordelingen mellem hovednaturtyperne baseres på ortofoto, tidligere registreringer og egne iagttagelser i felten. Ved besigtigelsen af arealet verificeres forekomsterne, ofte ved at vandre lokaliteten igennem. Af ressourcemæssige hensyn kan det være nødvendigt kun at besøge de dele af arealet der kan være tvivl om ud fra strukturerne på ortofoto.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10