Ana səhifə

Research – Tina Dickow 1 Presseomtale af Welcome Back Colour 2 Biografi fra Tinas hjemmeside


Yüklə 286.5 Kb.
səhifə3/3
tarix27.06.2016
ölçüsü286.5 Kb.
1   2   3

8) Melankoli er en klippefast lykke i mit liv

JP, marts 2008

Interview: Tina Dickow
Af Mette Noppenau
”Ensom trubadur” og ”stille jysk pige” er nogle af de mærkater, som sangerinden Tina Dickow har fået klasket i panden. Men bag melankolske sange og soloturneer gemmer sig en kvinde, som har masser af andre sider og drømme end dem, der handler om musik.

HENDES insisterende stemme og ensomme guitar kan få selv den dybeste og mest uslebne manderøst til at brøle med på hjerteskærende sange om livet, kærligheden og tvivlen. For når Tina Dickow slår håret ud og lader sin musik få frit løb, er det svært ikke at lade sig rive med. Publikum lod sig da også begejstret forføre, da Dickow stillede sig op på scenen med sin guitar og et sort bagtæppe fuld af små lys, der funklede som tusinde stjerner i natten. Det skete, da hun midt i februar sluttede endnu en danmarksturne af i KB Hallen i København.

Sangfeens to seneste soloplader har for alvor fået danskernes ører med på Dickowbølgen, men den 30-årige sangerinde har faktisk ikke altid været særligt begejstret for at dele ud af sine tekster og melodier. Det med musikken var nemlig i mange år en helt privat sag for Tina Dickow , der som barn elskede at sidde for sig selv hjemme i kælderen i Åbyhøj og rode med sin fars store musikanlæg. Her havde den eftertænksomme pige opbygget en tryg verden, som ingen andre skulle blande sig i, og som ingen kunne tage fra hende. Her kunne hun være sig selv, når fodboldtasken var smidt hen i hjørnet og balletskørtet hængt op på knagen.

Ballerina i vildmarken

Mens Tina Dickow fortæller, at hun dengang på den ene side gerne ville være ballerina og på den anden side var meget vildmarksagtig og tæt knyttet til naturen, læner hun sig hjemmevant tilbage i den hvide sofa i Hotel Axels lobby. Vi møder hende dagen før koncerten i KB Hallen. Hendes hals bliver plejet med flere kopper dampende te, for den seneste tids travlhed har slidt på stemmebåndet. Selv om en stemmeekspert har rådet hende til at spare på ordene, fortæller Tina Dickow alligevel med sin dybe Århus-accent om sit liv med musik. Sangerindens største musikalske inspiration har altid været Bob Dylan. Efter hendes mening er han den bedste sangskriver nogensinde, og hans tidlige plader har sat dybe spor. Men han var ikke alene. Tina Dickow skrev sin første sang, da hun var 10 år. Det var, da Tracy Chapman kom med sin første plade.

»Den plade var noget helt særligt. Mig og Tracy var noget helt særligt. Jeg lyttede til den plade igen og igen og sad med guitaren og prøvede at lære mig selv at spille sangene. Jeg prøvede at lyde nøjagtig som hende, og det var virkelig en sejr, når jeg fik knækket en sang og kunne spille den selv. Der var ingen sex eller andre forstyrrende elementer, bare maskulin attitude og en guitar,« forklarer Tina Dickow , som også selv har valgt en karriere, der koncentrerer sig om musikken – stemmen, teksterne og guitaren – og lader de andre syngende blondiner om at vride kroppen i små toppe og hotpants foran kameraet.

Musik frem for årstal og facit

Tina Dickows musikunivers havde hidtil mest strakt sig til familiens kælder og pigeværelset, men da hun var 15 år, kom Pearl Jams plade "Ten" på gaden, og den ændrede hendes verden totalt. Sportstøjet blev skiftet ud med lange nederdele, partisanertørklæder og militærstøvler, mens det lange lyse hår blev filtret sammen i tykke dreadlocks. Et efterskoleophold satte for alvor gang i musikken, og da hun startede i gymnasiet, spillede Tina Dickow i kopibandet Fester Kester, hvor hun for første gang præsenterede et nummer, som hun selv havde skrevet.

Alligevel var det den boglige side, der havde overtaget, så efter studentereksamen fra Århus Statsgymnasium, begyndte Tina Dickow at læse religionsvidenskab på universitetet – selv om alle vennerne startede på musikkonservatoriet. »Men jeg fandt jo ret hurtigt ud af, at jeg havde lidt svært ved at koncentrere mig om bøgerne, og allerede efter et semester søgte jeg også ind på konservatoriet,« fortæller Tina Dickow . Ingen i hendes familie eller i familiens omgangskreds er kunstnere, så det havde aldrig rigtig været en del af Tina Dickows verdensbillede, at man kunne leve af noget så ’nemt’ eller abstrakt. »Og i lang tid havde musik jo været meditation eller en form for terapi for mig, som ikke kom andre ved,« forklarer hun.

Men i takt med, at den unge pige havde mødt flere og flere, som beskæftigede sig professionelt med musikken, var den retning efterhånden blevet en reel mulighed. Så hun skiftede årstal og facit ud med noder og akkorder. »Det var en kæmpe omvæltning at gå fra bøgerne, for jeg har altid elsket at gå i skole og lære at forstå ting. I musikken er der ikke noget at forstå. Kun noget at føle. Så det at give sig hen til musik var et stort skridt for mig,« siger Tina Dickow , mens hun skiftevis sidder på kanten af sofaen og laver fagter med armene og læner sig helt tilbage i dyb tænksomhed.

»Jeg har altid tænkt lige lovlig meget over tingene. Det var derfor, jeg i første omgang valgte universitetet. Men det gik op for mig, at jeg ikke ville leve af at forstå tingene på den måde. Det er gennem kunsten, at tingene glimtvist giver mening for mig, men det er først gået op for mig nu. Før kunne jeg ikke finde mig selv, men nu kan jeg mærke mig selv,« siger hun.

Mere end musik

Hun flyttede til London i 2002 for at få rigtig gang i karrieren som sangskriver – og måske for at finde sig selv. I den hektiske millionby mødte Tina Dickow en ukendt ensomhed og utryghed, som manede tekster og melodier frem på en helt ny måde. »I London har jeg mig en slags observatørpost og en bekymringsfri og dybest set ret egoistisk tilværelse. Derovre er der ingen, som kræver noget af mig. Der kan jeg bare gå rundt i min egen verden af indtryk og sange, hvis jeg vil,« forklarer sangerinden, som sætter hjernen i det kreative gear, når hun opholder sig i London.

Gider ikke være hip

Så kredser tankerne om filosofiske emner – mennesker, kærlighed og kunst – og det er ved at gå rundt alene og tænke på den måde, at hun fremkalder materialet til sine sange.

Enspændertilværelsen og det tænksomme liv har givet Tina Dickow et image som ’den ensomme trubadur’, men det er ikke noget, hun går særligt meget op i. »Det er ikke mit ærinde at være mode- eller stilikon. Jeg brænder ikke for at være først med de første eller hip med de hippe. Det skal være så tidløst og filterløst som muligt – ligesom min musik,« siger Tina Dickow , der med en helt enkel makeup, håret samlet i en rodet knold i nakken og en figursyet grå jakke over en sort nederdel heller ikke i dag skejer ud.

Det eneste, man hæfter sig ved, er de tøffelagtige filtstøvler, som hun har taget på fødderne her på en sjælden fridag. Tina Dickow erkender, at beskrivelsen af hende som den stille og lidt kedelige, melankolske jyske pige er rigtig nok. Men det er ikke ensbetydende med, at hun er trist. »Melankoli er ikke tristhed, men en klippefast lykke i mit liv. Der er ikke noget federe end at sætte en playlist med stribevis af melankolske sange i gang på min iPod. Det minder mig om, hvor fedt og smukt livet er i al sin forgængelighed. Sådan tror jeg, at der er mange, der har det. Jeg bliver jo heller ikke ked af mine egne sange. At synge dem er en rituel renselse, som kun gør mig gladere, « siger det musikalske talent, der har sunget sine egne sange, siden hun dannede bandet Tina Dickow and Sheriff i 1998.

Ifølge anmeldere og musikeksperter kom det helt store gennembrud dog først med "In the red" i 2005. »På det tidspunkt troede jeg faktisk, at jeg allerede var der. Men så skal jeg love for, jeg fandt ud af, at der var et hak mere,« siger den talentfulde sanger og sangskriver, som oplever at folk smiler til hende, kommer med kommentarer til hendes musik eller stopper hende på gaden. Den del af det er meget sjov, men sangerinden holder sig fra de kulørte blade, ligesom hun siger nej til invitationer om at deltage i tv-shows. Hun gider ikke være en kendis, man ser overalt, og som har en mening om alt. Derfor holder hun sig til ting, som har med hendes arbejde og musik at gøre.

Hjem til Danmark

Lige nu forventer hun ikke, at der er flere hak opad herhjemme, men der er stadig masser af muligheder uden for Danmark. Hun har allerede turneret i England og USA i årevis, og Tyskland er nu også kommet med på listen over lande, hvor hun under sit internationale kunstnernavn Tina Dico slår til. Forleden var hun i Frankfurt for at spille en radiokoncert med kun 80 publikummer, der havde vundet billetten i en konkurrence i et radioshow. Og der er langt fra at stå foran det trofaste hjemme-publikum i Århus Musikhus – og efterhånden også resten af Danmark – til at spille for en lille flok tyskere, som ikke aner, hvem Tina Dico er. »Der skal man sgu stramme sig an. Men det er ved sådan nogle lejligheder, man finder ud af, at sangen skal kunne bære i sig selv. Og i sådan en situation går det op for mig, at jeg jo bare er en pige med en guitar – men så skal jeg fandeme vise dem,« udbryder musikmagikeren. Det er netop kontrasterne, der er med til at holde Tina Dickow i gang, men efterhånden synes hun, at der er lige lovlig mange, som er lidt for ekstreme og ikke kan kombineres med det liv, som vennerne eksempelvis lever. Derfor regner sangerinden med snart at finde lidt mere stabilitet.

»Jeg er hyggedansker og familiemenneske helt ind til benet, og jeg skal snart tilbage til Danmark. Her ligger mit hjerte og min fremtid. Jeg kan jo se, at alle vennerne er ved at være ’cuddled up with kids’, og jeg får da også lyst til det hele. Jeg glæder mig til at blive voksen og falde til ro,« siger Tina Dickow , som regner med at slå sig ned i Købehavn, hvor alle vennerne efterhånden bor. Så vil det vise sig, om karrieren kan kom bineres med mand og børn og hjem. »Lige nu har jeg kun et midlertidigt hjem i London. Men et dejligt hjem, som jeg gerne vil beholde som mit lille helle derovre.«

Dødsensangst for stilstand

Selv om hun har haft stor succes og er blevet almindelig kendt i hele Danmark og i dele af udlandet, mener Tina Dickow ikke, at det har forandret hende indeni. Og betegnelsen stjerne kan hun slet ikke skrue sig selv ned i. »Jeg er i bund og grund den samme, som da jeg var 16 år. Jeg føler mig ikke som en stjerne. Når vi er på turné, er det stadig mig og ni kammerater i en bus. Bare med lidt mere champagne end før,« siger Tina Dickow , mens hun piller lidt ved sin sorte mobiltelefon. Men efter en lille tænkepause kan hun godt se, at hendes liv indimellem er ret usædvanligt. »Koncert i København lørdag aften. Fotooptagelse på Times Square søndag. Og med i et amerikansk tv-show mandag. Der foregår da mange ting, hvor jeg bare må sige wauw, hvad skete der lige der,?« siger hun og ser op. Det er nu, hvor hun har opnået så mange ting, at den helt store udfordring melder sig. For selvom hun gerne vil proppe lidt ro og stabilitet ind i sit liv, er det også det, der skræmmer hende.

»Jeg er dødsensangst for følelsen af ikke at være på vej et sted hen i karrieren. Bange for slå mig ned og blive rigtig voksen. Jeg skal holde mig helt oppe på tæerne og stadig være nysgerrig. Blive ved med at lede efter sangene og skrive dem,« siger hun og hilser pludselig højt på en af drengene på bandet, der går forbi lobbyens hyggelige sofahjørne. Der er dog intet, der tyder på, at musiktalentet er på vej til at gå i stå. Til gengæld er der nogle gamle interesser, som er begyndt at trække i hende igen. »Jeg er begyndt at hive fat i nogle mere boglige ting, og jeg tror, at jeg skal i gang med at læse igen. Indtil videre er det efter min egen plan, men jeg kunne godt forestille mig, at jeg skulle gå mere systematisk til værks på et tidspunkt. Indimellem kan det faktisk være frustrerende at koge alting ned til fire linjer, der skal rime,« siger hun.

Hvad der præcis skal ske, røber Tina Dickow ikke, men hun er sikker på, at fremtiden tegner sig lys og rar. »Fremtiden kan kun blive fed. Jeg skal have en dejlig familie, og jeg har forhåbentlig masser af arbejde med i bagagen, som jeg er stolt af,« siger Tina Dickow , mens de store brune øjne bliver fjerne. Hun har endnu ikke fundet manden i sit liv, men glæder sig til at finde ham. V

Fakta: Udgivelser

"Count To Ten" (2007), "In The Red" (2005), "Notes" (2003), "Fuel" (2001) På vej: I forbindelse med Tina Dickows turneer i udlandet har hun lavet to EP’er i en trilogi – den tredje bliver indspillet i foråret. De tre ’små musikalske rejser’ udkommer samlet i Danmark til foråret.

Fakta: Tina Dickow

Født 14. oktober 1977 i Åbyhøj ved Århus Ejer pladeselskabet Finest Gramophone Har indspillet turneret og indspillet to sange med det engelske band Zero 7 Har vundet de danske musikkritikeres pris, en Steppeulv, som Årets Komponist og en Danish Music Award som Årets Sangskriver i 2004. Modtog i 2006 P3-prisen, hvor pengene blev brugt til at lave hendes nyeste album, og vandt samme år en Danish Music Award som Årets Sangerinde. I 2007 modtog hun Skanderborg Festival Polka Verner Legatet på lidt over 100.000 kroner.

9) Det vidste du ikke om Tina Dickow Danielsen: 'Det giver sig selv, at jeg er single. Jeg kan ikke være i et forhold, når jeg lever sådan'

EB, oktober 2006

Interview: Tina Dickow Danielsen

Tina Dickow har solgt hen ved 80.000 plader og vader i succes, men hun nægter at lade glamour overdøve snusfornuften. Efter et år på landeveje verden rundt er hun atter klar til turné i Danmark

Af Niels Pinborg, London
Du er over tre album gået fra at være helt og aldeles ukendt til nu at være en af Danmarks bedst sælgende kunstnere. Hvad er der gået galt, Tina?

Tjah. Jeg kan faktisk ikke forholde mig til det. Når jeg sammenligner mig selv med de store navne, jeg troede solgte helt vildt mange plader, er det vanskeligt at forstå, at jeg også findes på listen. Men det er da ubetinget fedt, at det, som jeg har arbejdet på målrettet i så lang tid, ser ud til at lykkes, og at så mange sætter pris på det.

Og du har jo arbejdet. Hvis man tæller efter, kan man se, at du indtil nu i år har spillet 80 koncerter i syv forskellige lande, og du er ikke færdig endnu. Bliver du aldrig træt?

Det overrasker egentlig også mig selv, men nej. Af en eller anden grund har jeg altid energi til mere. Det kan hænge sammen med, at det kommer i etaper. En måned her, tre uger der. Hver gang er det nyt. Det er som at starte på en frisk. Et nyt kapitel. Og så er det jo mit arbejde. Jeg har været vant til at tage rundt og spille i lang tid.

I sommer spillede du blandt andet Grøn Koncert foran 15.000 mennesker hver dag. Alligevel insisterer du på at tage til New York og Canada og spille for halvtreds mere eller mindre betalende. Hvorfor det?

Jeg har været så heldig at starte fra bunden i Danmark. Jeg har spillet mig op langsomt. Det har været min måde at gøre det på. Den gammeldags måde, hvor du skal gøre dig fortjent til hvert enkelt publikum. Sådan har det været i USA i mange år, hvor de har en helt anden scene for sangskrivere. Den scene er jeg ved at trænge ind på. Det kræver, at man starter nede. Og når det kommer til stykket, er min musik jo helt utrolig egnet til at blive leveret til et småt publikum – snarere end til for eksempel 15.000.

Men du turnerer, hvor andre med din succes slår ud med armene og siger: 'Se, hvad vi har opnået', går i byen med Casper Christensen, er med i en helvedes bunke quizshow og lever af at gå til premiere...

Det er heldigvis ikke noget, jeg interesserer mig for. Der er, som om jeg har været i branchen længe nok og har mødt så mange mennesker, at jeg ved, at det bliver man ikke lykkelig af. Du bliver ikke lykkelig af at gå til fede fester i L.A. med de kendte. Men det hænger også sammen med den person, jeg er. Jeg føler mig nok mere hjemme på et eller andet snusket graffitifyldt tislugtende bandrum end på steder fyldt med jetset. Jeg føler mig mest tryg der. Hellere det end et eller andet sted, hvor folk render rundt og spørger, om de skal bære min guitar.

Men i Danmark er du en stjerne – i USA er du ingenting. Bliver du ikke skizofren?

Nej, for i virkeligheden har det ikke så meget med mig at gøre. Jeg er, som jeg er. Jeg vågner op og tænker de samme tanker, hvad end jeg er i London eller Canada eller andre steder. Men jeg kan godt mærke, at jeg skal vænne mig til at være kendt. Og hele tiden huske mig selv på, at jeg skal være lykkelig af alle de rigtige årsager og ikke bare, fordi nogen siger det. Grundlykken skal der arbejdes på, når der er så meget af ens person, der eksisterer uden for en selv, og som man egentlig ikke rigtig har kontrol over.

Har du kontrol?

Ja, det synes jeg. Men det er også, fordi min succes har fået lov til at vokse på en sund måde. Det er ikke kommet pludseligt. Jeg har ikke tabt mig selv undervejs. Heldigvis er jeg jo ikke typen, der slår ud med armene. Eller typen, der partout skal vise alle, hvor fantastisk jeg er. I alt, hvad jeg laver i mit liv, er jeg mere sådan en, der sniger mig ind på folk. Jeg leder efter en meget tungere, meget dybere lykke og forståelse. Jeg leder efter alt, hvad der er solidt. Jeg har hverken nerver, psyke eller lyst til at leve et liv, hvor man kaster sig rundt i alle mulige overfladiske bekendtskaber og leder efter rampelys.

Du blev signet på et stort selskab, der behandlede dig som en kommende stjerne. Men dealen blev droppet igen. Hvad gjorde det ved dig?

Der var kontrollen ved at smutte. Men det var kontrollen over min musik. Da Sony gav mig en kontrakt, kunne jeg hurtigt mærke, at de også ville have stor indflydelse på musikken. Så det bedste, der kunne ske, var det, der skete, da aftalen blev droppet. De forærede mig den plade, jeg havde indspillet. En plade, der havde kostet en million at lave. Og sagde: 'Værsgo'. De kunne lige så godt have ladet mig sidde tiden ud og dermed have smidt nogle år af min karriere på gulvet. Jeg har set mange musikere, der har brækket nakken på aftaler med de store selskaber.

Men det liv, hvor du ikke tager genveje og arbejder hårdt for det hele, må have omkostninger. Evnen til at leve en normaltilværelse?

Den eksisterer ikke. Jeg kæmper for bare at få et liv, hvor jeg får tilstrækkeligt med søvn og et ordentligt måltid mad en gang imellem.

Du har tidligere sagt, at du satte kærligheden på standby, fordi du ikke ville byde nogen mand det liv, du lever. Hvordan går det med kærligheden, Tina?

Altså, jeg er jo single. Men jeg synes, at det giver sig selv. Jeg kan ikke være det bekendt over for andre eller mig selv at være i et forhold, når jeg lever sådan. Jeg kan ikke rejse rundt halvdelen af året og savne en anden og ønske, at jeg var et andet sted. Det ville ikke være holdbart for min musik, mig selv eller den, der var derhjemme.

Men er det det værd?

Ja, det synes jeg. Det er et magisk liv. Og jeg kniber da mig selv i armen. Hele geografien i mit liv er mildest talt uforståelig. Som september, hvor jeg en lørdag aften stod i Århus og spillede til festugen foran mange tusinde mennesker. Allerede søndag eftermiddag spillede jeg i et tv-show i Berlin, og mandag aften gik jeg tur i Chicago.

Dine jævnaldrende derhjemme går også tur, men med barnevognen, har fået matrikler i Tilst og børn, skal du ikke være med der?

Det ville du aldrig spørge en mand om. Men jo, jeg glæder mig helt vildt til at møde den store kærlighed og til at få børn. Men lige nu er mit liv bare så grundspændende og så intenst og lidenskabeligt. Og bare det at gå og glæde mig til mand og børn, det kan jeg bruge til noget nu.

Men varer det ved i evigheder?

Nah, jeg tror, jeg bliver i London et par år endnu.

Og hvad så?

En matrikel i Tilst, måske.



Citater

Jeg føler mig nok mere hjemme i et eller andet snusket graffitifyldt og tislugtende bandrum end steder fyldt med jetset



I alt, hvad jeg laver i mit liv, er jeg mere sådan en, der sniger mig ind på folk
10) »Det perfekte interesserer mig ikke længere«

Berlingske, august 2007

Interview: Tina Dickow

Tina Dickow blev sat i bås som den naive, jyske pige, så blev hun den bedst sælgende danske sangerinde, og i anledning af hendes nye plade slipper kontrolmennesket tøjlerne: Ja, det perfekte interesserer hende faktisk ikke længere. Men er hun egentlig ikke lidt kedelig?

Af Rune Langhoff
Hvad siger det om Tina Dickow , at hendes dårligste vaner er, at hun drikker for meget Cola Light og nogle gange lader være med at tage telefonen, når den ringer?

Umiddelbart ikke meget andet, end at hun går op i sin figur, og at hun ikke vil forstyrres. Men hvis det er de dårligste vaner, kan man måske også kalde hende, om ikke kedelig, så i hvert fald overordentligt ordentlig. Ikke noget med sex, drugs and rock’n roll. Når hun så samtidig skriver melankolske sange i den blå tone og med overvægt at molakkorder, falder dommen nemt. Leverpostej. Men hun er, som hendes mange fans, ikke enig.

»Det er forkert at antage, at folk, der skriver melankolske sange er sørgmodige mennesker. Komikere er jo heller ikke altid sjove, når de går ned fra scenen. Det er bare den måde, jeg bruger mig selv på. Jeg råber ikke »jeg elsker dig!,« jeg siger »jeg æælsker dig.« Sådan fungerer det for mig,« siger hun.

Tina Dickow er de seneste års mest succesfulde danske sangerinde. Den stille jyske pige fra Åhhrhus, der har gjort velskrevne melankolske sange til sit varemærke, har taget danskerne (og udlandet) med storm. En kvinde, der på scenen henrykker med skiftevis stærk og naiv røst, som ifølge Berlingske Tidendes anmelder kan få voksne mænd til at græde, men også en kvinde, som på den anden side altid fremstår som den stille, velovervejede provinspige.

»Det er ikke min opgave at overbevise folk om, at jeg ikke er kedelig og trist, bare fordi jeg skriver melankolske sange. Jeg er nemlig overhovedet ikke trist, men hvis jeg skal lave om på den opfattelse, må jeg jo være med i Vild med dans,« siger hun lettere sarkastisk.

Men den opmærksomhed som deltagelse i TV 2s populære underholdningsprogram ville give, har hun overhovedet ikke brug for. Hendes seneste plade, »In the Red«, solgte således 55.000 eksemplarer, og de sidste tre år har den århusianske sangerinde fulgt op på succesen ved konstant at være på turné. I blandt andet USA, England og Tyskland.

På mandag udkommer hendes fjerde CD, »Count To Ten«, og i den anledning har Berlingske Tidende talt med den 29-årige sangskriver. En kvinde, der efterhånden er blevet mere og mere sikker på sig selv og sin ambition og på, hvad hun egentlig skal bruge sit liv til. Hvor hun tidligere ikke kunne gøre noget, uden det skulle være helt perfekt, værdsætter hun i dag rodet og giver sig selv plads til at fejle.

Men hun er stadig ikke en rockstjerne, der smadrer hotelværelser, kaster med fjernsyn og tager crack for at glemme alting og holde sig i gang på de ensomme landeveje, som er blevet hendes hjem. Dramaet er der, men det foregår på de indre linjer. I Tina Dickows hoved. »Jeg bliver ved med at bevæge mig væk fra det vante. Jeg bliver ved med at skride fra de gode ting. Fra kærligheden – jeg kan ikke have et vedvarende kærlighedsforhold lige nu. Man skriver bare bedre sange, når man river ned i stedet for at bygge op.«

Hun bor i London, hvor hun arbejder stenhårdt på at følge op på gennembruddet. Hun er alene i London, fordi hun ikke kan skrive sange, når hun er i trygge rammer. Og så kommer sangene altså først.

»Man kan kalde mig selvdestruktiv, men det handler bare om, at jeg prioriterer arbejdet højere end alt andet. Det er jo en sindssyg prioritering. Den er eddermame hård, Men det er det, mit liv er. Og lige nu er der ikke noget valg.«

Og det er måske den målrettethed, der får hende til at virke så kontrolleret. Hun er i den grad en kvinde i kontrol. Men har hun aldrig lyst til at flippe ud, klippe håret af og gå amok?

»Nej, det har jeg ikke. Det valg, jeg har truffet, får mig til at føle mig så intenst i live, at jeg ikke har brug for at gå amok og lave en dance-CD. Dramaet foregår på de indre baner. På rejsen mod at lære mig selv at kende. Jeg leder efter friheden, meningen, kærligheden og sandheden.«

Det har altid været gennemgående tema, men efterhånden har hun som sagt lært at give sig selv mere plads og ikke altid at klynge sig til kontrollen.

»Den gang jeg var ung, var jeg mere kontrolleret. Jeg var 20 år og langt mere krampagtig. Jeg skulle bare af med noget shit. I dag er jeg blevet bedre til at slappe af, og jeg kræver ikke længere, at hver eneste sang skal sige alt om alting. Det perfekte interesserer mig ikke længere. Det var tidligere min ambition, men det gik heldigvis op for mig, at det er en umulig opgave.«

Den bevidsthed er kommet med en modenhed, der kommer med, nå ja, alderen. Tina Dickow hviler i dag i højere grad i sig selv.

»I dag er den eneste grund til, at jeg ikke længere er pissenervøs, når jeg skal på scenen, at jeg har fundet ud af, at det godt må galt. Det er ok, hvis jeg er med i et radioprogram og jeg ikke ved, hvad jeg skal svare, og der bliver pinlige pauser. Okay, at jeg snakker drevent, langsomt jysk.«

For erfaringen har slået til, og nu kender hun rutinerne, og ved hun kan bruge dem til at holde frygten stangen. Hun ved, hvad hun vil, og det har også ændret på arbejdsprocessen.

»Denne gang er jeg startet med teksterne. Jeg har ikke tilladt mig selv, at skrive en melodi først og så putte nogle ord på bagefter. Det, synes jeg, har gjort sangene mere modne. Det er intet overflødigt, ingen fyldord og det hele er skåret til benet. Sangene er mere direkte, mere afklarede, ja selv desperationen er mere afklaret.«

Og så er der kommet en ny dimension i hendes sange. Modsat tidligere er sangene ikke kun dagbogsskriverier og tekster med Tina, Tina, Tina i centrum:

»Jeg prøver at ramme ind i et eller andet, der binder os alle sammen sammen. Forsøger at pejle mig ind på et eksistentielt fælles ståsted. Det er en kæmpe udfordring, men også noget som jeg har enormt meget lyst til.«

Og at hun rammer plet, kan hun snart ikke længere være i tvivl om.

Berlingske Tidende var med til optagelserne af P3 Session, hvor Tina Dickow i et show, der var kombineret spørgetime og koncert, spillede en række af sine nye sange for i omegnen af 150 fans, der havde vundet de eksklusive billetter.

De elsker hendes sange, hendes tekster og hendes jyske lune:

»Her kommer der en af de der sange om at løbe.« Ny sang: »Så kommer der lige en af de der såkaldte folk-sange« Hun smiler.

Under sidste sang, som den sidste tone, rammer hun den forkerte streng på guitaren. Det gik galt. Men Tina Dickow kigger op, ud til siden, og smiler igen med lidt ærgelse i blikket. Men det gør ikke noget.

Så sikkerheden er der, men hvad betyder det, at hun nu er stjerne.

»Man vågner ikke bare op og er stjerne. Og jeg kan ikke forstå det der med, at folk genkender mig på gaden. Mit livsprojekt er sangen - det har ikke noget med at være stjerne at gøre.«

Men kunne du så ikke bare skrive sange til dig selv?

»Jamen, så ved jeg ikke, om jeg ville have flere sange i mig. Responsen fra publikum, det at stå på en scene, giver mig så meget, som jeg har lyst til at få og arbejde med.«

rula@berlingske.dk

Tina Dickows nye plade, »Count to Ten«, kan købes i butikkerne fra på mandag. Hvis du ikke kan vente med at høre de nye sange, sendes P3 Session fredag aften på P3 fra kl. 18.03. Derefter lægges videooptagelsen af koncerten ud på nettet på dr.dk/p3/session.

Se mere på nettet

tinadickow.dk

myspace.com/tinadico

Fakta: Tina Dickow

Født 14. oktober 1977 i Åbyhøj, Århus.

Skuespillerdebut i TV-serien »Karrusel« med Michael Falck og Peter Steen.

Ejer af eget pladeselskab, Finest Gra­mophone.

Har turneret med engelske Zero 7, med hvem hun indspillede sangene »Home« og »The Space Between«.

Har vundet flere priser, bl.a de danske musikkritikeres pris, en Steppeulv, som Årets Komponist og en Danish Music Award som Årets Sangskriver.



Modtog i 2006 P3-prisen, der er blevet brugt til at indspille hendes nyeste album. Og helt aktuelt modtog hun på årets Skanderborg Festival Polka Verner Legatet på lidt over 100.000 kroner.
1   2   3


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©atelim.com 2016
rəhbərliyinə müraciət