Ana səhifə

Research – Tina Dickow 1 Presseomtale af Welcome Back Colour 2 Biografi fra Tinas hjemmeside


Yüklə 286.5 Kb.
səhifə2/3
tarix27.06.2016
ölçüsü286.5 Kb.
1   2   3

5) Hjem til hyggen

BT, november 2009

Interview: Tina Dickow

Efter otte års hårdt arbejde og isolation i London er Tina Dickow parat til at vende hjem til kernefamilie og dansk hygge og hun gør det som en forretningssucces

Af Tekst og foto: Karina Svensgaard og Anders debel Hansen
Mellem speedsnakkende sælgere og slagtilbud dukker en sort silhuet af en kvinde og en guitar op. Vi klipper videre til en begejstret koncertsal og en taxatur i stilhed. Tages op på et hotelværelset og ned igen i en elevator med to stewardesser og en kaptajn fra SAS. Med tv-reklamen blev 32-årige Tina Dickow den nye Ellemann, som også har været blikfang i de filmiske reklamer for flyselskabet. En film, der på mange måder indkapsler Dickows sidste otte år i en nøddeskal.

»Den fanger grundstemningen i mit turnéliv. Mange turnéår er forsvundet fra min hukommelse. Oplevelserne fortaber sig i en sammenkogt ret af hoteller og koncerter, fordi jeg ikke har haft nogen at opleve det med,« siger Tina Dickow .

Men når hun i næste uge har promoveret sit sjette studiealbum »The Road to Gävle«, kan en cykel gøre det, SAS har gjort i otte år. Notting Hill-adressen i London er skiftet ud med et dørskilt på en lejlighed på Østerbro i København.

»Det bliver en omvæltning pludselig at have et hjem, for det blev London aldrig. Nærmere en mærkelig mellemstation. Ensomheden derovre inspirerede mig, men jeg gider den ikke længere. Jeg har et had-kærligheds-forhold til byen og slog aldrig rigtig rødder. Jeg var lykkelig, men på en lidt masochistisk måde.«

Hun samler benene op under sig og trækker sin grå strikkjole længere ned over de sorte strømpebukseben. Tilter hovedet med den høje knold, der samler hendes fine skandinaviske hår. Smiler. Bløder indrømmelsen om ensomheden op.

»Men jeg havde ikke lyst til at høre til et sted. At have et hjem er meget voksent og modent, og for mig virkede det omklamrende. Det fantastiske er spændingsfeltet mellem ude og hjemme. Dér, hvor alt kan ske. Årene alene har fyldt mig med alle de spørgsmål, som jeg skriver så godt på.«

Med flytningen til London i 2002 fulgte ikke en rød løber af glamour og en celeber omgangskreds. I stedet blev den lille lejlighed i den britiske hovedstad en samlemuffe, hvor turnéjag blev afløst af ro, læsning og radiolytning. Hvor timelangt sangskriveri i pyjamas omsatte turnéernes inspiration til ord. Et stille liv suppleret af en beskeden vennekreds.

»London er en svær by. Stor, stresset og flad. Man skal ikke flytte dertil for at fyre den af og få en vennekreds på ingen tid. Det har ikke været let, og jeg har savnet meget,« siger hun.

Befriende ærligt. Uden at pakke savn og omkostninger ind i stjerneglitrende papir. Andre danske lykkeriddere i London tæller bands som Mew og Alphabeat. Sidstnævnte skærer sine pophit tydeligt ud i den engelske æter for tiden. Mens Mew flyttede fra London og over for Jyllands-Posten gav London-livet samme konklusion: »Svært«.

For Dickow var det nødvendigt at lade sig eksportere, for at hyggen og hverdagen ikke skulle kvæle inspirationen.

»Det havde været nemmere og hyggeligere med en base i Danmark. Klart. Og jeg havde klart været mere afbalanceret. Men jeg hyggede mig for meget i Danmark. Det virkede så naturligt at skulle væk.«



Benhård business

Tina Dickow er også historien om en benhård forretningskvinde. Om en karriere, hvor ihærdigt sangskriveri, utallige turneer og et flot pladesalg har været en god forretning. Allerede i en alder af 23 gik hun i banken og lånte penge til det pladeselskab, »Finest Gramophone«, som hun har drevet i snart ti år. Eventyret i England kastede ellers en kontrakt med Sony af sig i 2004, men allerede året efter blev den revet i stykker, da pladegiganten fusionerede med BMG. I otte timer var hun ked af det, før lettelsen over at være selv igen, skyllede ind over hende. Således forsvandt hendes tyvere med det ene projekt: musikken.

»Ja, hvad fanden har det egentlig gjort ved mig? Jeg må jo være blevet sær. Uden at kunne sige præcis hvordan.«

Hun vrider sig i stolen, tænker og uddyber med ord som mere rummelig, mere rolig og afbryder så sig selv:

»Jeg var egentlig nok mere sær, da jeg var yngre. Jeg var en enspænder ikke kun negativt ment.«

Faderens musikanlæg i kælderen i hjemmet i Åbyhøj blev Tinas første møde med musikken. Fra ham har hun lidenskaben, og som ham gør hun tingene 100 procent.

»Jeg har altid kastet mig ind i ting med den der nørdethed, mænd interesserer sig med. Jeg var også ekstremt hårdtarbejdende som barn... Kæft mand, det må snart få en ende!« Hun griner og skifter til et alvorligere spor.

»På den ene side troede jeg som barn nøjagtig som nu på mig selv. På den anden side var jeg utrolig skrøbelig over for ting, jeg ikke forstod. Jeg var bange for alt det, børn er bange for spøgelser og børnelokkere bare lidt mere bange.«

Med en far, der er tømrer og en mor, der er sygeplejerske, stod det ikke skrevet nogle steder, at Dickow-familien skulle fostre et musikalsk talent.

»De har hørt mig skråle, men aldrig troet der var en stor musikkarriere under opsejling.«

Den »overreflekterede teenager« tog på musikefterskole og gik gennem gymnasiet. Droppede ideerne om at blive arkæolog, havbiolog og skolelærer og valgte religionsvidenskab på universitetet, men fortrød. Kom ind på musikkonservatoriet, men valgte også det fra.

»En uddannelse for en anden, så langt var mine forældre med. Men at skifte kons (konservatoriet, red.) ud med London... De sagde aldrig noget, men jeg tror da, de var lidt nervøse. Jeg har altid haft deres fulde opbakning, men de synes, det er et hektisk og hårdt liv, jeg har valgt,« siger hun.

De mange arbejdstimer skyldes især den ydmyghed, som gemmer sig i det århusianske DNA, hun deler med kollegaen Steffen Brandt. Deres efterhånden mangeårige samarbejde har blandt andet givet den danske sangskat en dansk udgave af Leonard Cohens »Halleluja«.

»Jeg har en kæmpe ydmyghed, som jeg ikke kan slippe af med. Mit liv ville nogle gange være lettere, hvis jeg kunne klappe mig selv på skulderen og sige »godt gået«. Jeg kan se på Steffen (Brandt, red.), at han i høj grad også har den ydmyghed. På den sunde måde, sætter man pris på hver en plade og billet, man sælger. Det er nok også en pigeting ikke at have et stålfast ego, som man kan bygge ting op fra. Jeg vil ikke risikere at få skruet noget sammen, der bygger på falsk selvfedhed.«

Med det jyske DNA følger også en ufravigelig jordbundenhed. Hun kalder sig reflekterende. Måske reserveret, hvis man ikke kender hende. Derfor bliver London heller ikke et endegyldigt farvel til aleneheden. Til den nye lejlighed hører en kælder, som hun planlægger at isolere sig i, når der skal skrives og øves.

»Jeg lever indimellem inde i mit hoved, uden at det er hæmmende. Men det får mig til at føle mig akavet, når jeg for eksempel pludselig skal på live-tv og svare fornuftigt på alle spørgsmålene. Jeg er bare ikke hende, som hamrer derudaf med smalltalk.«



Bærer showet alene

Som øverste chef i både livet og karrieren, tvinger aleneheden hende til at deale med alting selv.

»Det er ikke mere end 14 dage siden, jeg lå på en sofa i Zürich og kamprystede, fordi jeg troede, jeg havde svineinfluenza, men til sidst fik jeg stavret mig på scenen. Jeg er nødt til at bære et show, uanset hvilket humør, jeg er i.«

Hendes karriere tæller Danish Music Awards, Steppeulv-pris og stjernespækkede anmeldelser. Men også store udskrivninger på kærlighedsfronten.

»Kærligheden har været en omkostning... Det er jeg sgu ked af. Men i et forhold bliver man smidt fra side til side følelsesmæssigt, og der følger tanker og usikkerhed med, som bare havde gjort mig endnu mere skrøbelig.«

Men håbet om at skabe en kernefamilie som den hun selv er født ind i er ikke druknet i årene, hvor hun var på egen hånd.

»Mand og børn er med i mine drømme i kraft af min egen opvækst. Hele min natur søger derhen, uanset om jeg vil det eller ej. Jeg har mærket de sidste fem år, at jeg har været lidt ude af mit element. Det har føltes lidt naturstridigt. Min natur vil have mig hjem, have nærhed, hygge og stabilitet.«

Hun smiler, da hun lander »nejet« på spørgsmålet, om hun allerede har fundet manden til sit hjem. Men undlader at uddybe. I stedet drejer hun det tomme kaffeglas i hænderne, mens hun diskuterer med sig selv, om hun kan holde hyggen ud. Om hun får klaustrofobi over at skulle passe ind i den kasse, hun i otte år har drømt om at passe ind i.

I virkeligheden virker det angstprovokerende at skabe et hjem, synes hun. For hvad gør man, når man er færdig med at indrette sine 136 kvm?

»Er det så bare det? Så skal jeg bare bo der eller hvad?« spørger hun.

»Lige nu bor jeg bare i stuen. Der kunne jeg snildt blive boende. Hvis ikke jeg tager mig sammen, så ligner det sig selv om et år. Men så længe man bor i en sofa i stuen, så er man da i det mindste på vej et sted hen.« ksv@bt.dk

Albummet »The Road to Gävle« udkommer i morgen

Ingen rubrik

Ud i æteren

1998:


At høre min første single » Your Waste Of Time« som »Ugens undgåelige« på P3

Brandt-tour

2002:

Min første turné med Steffen Brandt. Helt fantastisk at møde en sangskriver med så stor en ydmyghed over for vores fag.



Brændt af af Sony

2005:


Jeg var ked af det i otte timer, da Sony smed mig ud, men blev efterfølgende glad for at være min egen chef.

Brød med kæreste

2004:

Mit hektiske liv gjorde, at jeg var nødt til at bryde med en sød, engelsk fyr efter et par år sammen.



Blev årets sangskriver

2004:


Samme år fik jeg en DMA for »Bedste sangskriver«. Der er ikke noget federe end at stå med et stykke tungt metal i hånden

Dårlig Booking

2008:

Dårlig koncert i Philadelphia pga. dårlig booking. Med kun 15 fans er man bare nødt til at tage den på rutinen.



Kort om Tina Dickow

Født og opvokset i Åbyhøj ved Århus

Student fra Århus Statsgymnasium i 1997

Rolle i den erotiske tv-serie Karrusellen i 1997

Vandt i 1998 talentkonkurrencen »Vi har scenen, har I musikken?«

Har i snart ti år drevet sit eget pladeselskab »Finest Gramophone«



6) Interview: Populær sangerinde vender hjem

JP, november 2009

Interview: Tina Dickow

Interview: Tina Dickow er i løbet af de seneste otte år blevet en af de mest populære solister i Danmark. I al den tid har hun haft adresse i London.

Af PETER SCHOLLERT
Efter at have boet otte år i London har Tina Dickow solgt sin lejlighed i den britiske metropol.

Den populære sangerinde er for 14 dage siden flyttet ind på en 220 kvm stor adresse på Østerbro i København.

I øjeblikket er hun ved at male og indrette sin lejlighed.

Senere skal hun finde tid til at indrette et studie i kælderetagen, som hun har overtaget efter et vvs-firma.

»Enten skulle jeg flytte længere væk end London, og jeg havde New York i tankerne.

Eller også skulle jeg hjem til Danmark, og da jeg fandt min drømmebolig i København, var jeg ikke i tvivl om, at det var blevet tid til at bygge rede,« siger den 32-årige sangerinde.



Ned i tempo

Hun lægger ikke skjul på, at det er svært at skifte livsstil.

Den lejlighed, som hun havde i London, var mere »fire vægge, en madras og et sted at skrive musik« end et regulært hjem.

»Der er kun gået 14 dage, det føles tungt engang imellem, og det kan ende med, at jeg fortryder min beslutning.

Men det håber og tror jeg ikke.

Jeg gider ikke længere det liv, som har været. Jeg har hele tiden fløjet rundt deroppe, hvor alt er exceptionelt og fantastisk, og der har ikke været noget at stille alt det overfor. Derfor er det endt med, at de store oplevelser ikke længere giver samme kick som tidligere,« siger Tina Dickow og taler om at komme ned i tempo og tættere på alle dem, som hun har set alt for lidt til: »Jeg håber at komme til at sidde i min lejlighed og se fjernsyn ind imellem, kede mig og glæde mig til at turnere.

For jeg kommer stadig til at rejse meget.

Men når jeg er i Danmark, vil jeg med lejligheden og studiet i kælderen ikke længere kunne være i tvivl om, at jeg er hjemme. Jeg får forhåbentlig også tid til familie og kammerater og en hverdag med en tur i biffen, fødselsdage og besøg hos alle dem, der har fået børn. Dem vil jeg også gerne lære at kende.«.



Hårdt at vælge

Hun brød for fem år siden med sin daværende kæreste.

Siden har hun ikke været i et længerevarende parforhold.

»Det var hårdt at skulle vælge mellem manden og musikken. Men det kunne ikke være anderledes. Godt nok har jeg set mine mandlige kolleger have en kæreste, der sad derhjemme og ventede.

Den løsning fungerer ikke den anden vej.

Jeg har i hvert fald ikke haft lyst til, at der sad en mand et sted og ventede. I stedet har jeg foretrukket at være mig selv. Men det ligger lige for, at det bliver anderledes fremover,« konstaterer Tina Dickow .

Hun har svært ved at forklare, hvorfor hun rejste til London og blev Danmarks mest berejste kvindelige solist med turneer i både Europa og USA.

»Jeg kommer fra en bundsolid jysk kernefamilie, hvor der bliver sat pris på at have en hyggelig hverdag. Måske handler det om, at jeg som sangskriver hele tiden har forsøgt at gøre mig fri af alle bånd for at kunne komme derop, hvor man bedst kan finde inspiration.

Måske skyldes min måde at leve på også, at jeg har stræbt efter at forsvinde i en ambition om, at musikken skal fylde det hele,« fortæller Tina Dickow og pointerer, at hun altid har haft det godt med at turnere rundt alene.



Tiden går hurtigt

»Tiden er gået hurtigt, og der har været masser af dage, hvor jeg ikke har talt med et eneste menneske og heller ikke har fået ringet tilbage eller svaret på sms-beskeder. Min mor har forsøgt at følge med, så godt hun kunne. Desuden har jeg været i tæt kontakt med min manager i London.

Men ellers har der ikke rigtigt været en, som vidste, hvor jeg var, eller var klar over, hvad jeg havde gang i,« siger sangeren, der betegner 2009 som det mest hektiske i karrieren.

Hendes oprindelige plan var ellers, at hun i år primært skulle kombinere frihed og turnéliv i Europa og USA.

Men så tog hun imod tilbuddet om at kreere musikken - sange og instrumentale numre - til filmen "Oldboys", der er skrevet og instrueret af Nikolaj Steen.

Han er mest kendt som musiker og skuespiller - og lige nu hovedrolleindehaver i DR2-serien "Manden med de gyldne ører".

»Jeg regnede med at kunne indspille musikken i løbet af en måned eller to. I stedet kom projektet til at fylde hele året,« konstaterer Tina Dickow , der endte med at bygge videre på numrene til filmen og indspille albummet "The Road To Gävle".

Det udkommer i dag, mandag, og kan betragtes som både det første soundtrack og sjette studiealbum siden debuten "Fuel" i 2001.

»Filmen er en slags roadmovie, hvilket passer godt sammen med, at jeg ofte har skrevet om livet på landevejen.

Sådan noget med at være af sted, finde sig selv og komme hjem igen. Derfor kan man sagtens konkludere, at den nye film og musik passer godt sammen med mit liv,« siger Tina Dickow .

peter.schollert@jp.dk



Fakta: HOVEDPUNKTER

Tina Dickow valgte musikken frem for manden.

Sangerinden har arbejdet med musik til filmen "Oldboys".



BLÅ BOG



Tina Dickow

Født den 14. oktober 1977.

Kommer fra Åbyhøj i Århus.

Udgav sit debutalbum i 2001.

Har siden udgivet bl. a. "Notes" (2003), "In The Red" (2005) og "Count To Ten" (2007) samt "A Beginning, A Detour, An Open Ending" (2008).

Albummet "The Road To Gävle" udkommer i dag.

Det er indspillet i bl. a. Electric Lady Studios i New York.

Har turneret flittigt i USA og Europa.

Planen for 2010 er at turnere i bl. a. Tyskland og indspille et nyt album.

Billedtekst: Tina Dickow regnede med, at det ville tage en måned eller to at færdiggøre numrene til en dansk film. Men projektet endte med at løbe over det meste af året og førte hende bl. a. til fem dage med indspilninger i berømte Electric Lady Studios i New York. Foto: Mik Eskestad



7) INTERVIEW: Jeg er stadigvæk bange for at sidde stille

Berlingske, September 2010

Tina Dickow er Danmarks bedste og mest succesfulde sangerinde i det nye millennium. I forbindelse med en ny plade ser den snart 33-årige, tænksomme kvinde fra Åbyhøj tilbage på ti års karriereræs, hvor musikken har været vigtigere end hende selv. Det har kostet og krævet et sceneskift.

Af Thomas Søie Hansen


Tina Dickow åbner døren og smiler undskyldende med en tandbørste i munden. Det er tidligt, halv ni, hun har selv valgt tidspunktet. Men det blev sent i går, i nat. Hun viser ud i køkkenet i den store stuelejlighed på Østerbro, hvor hun har boet i knap et år siden hjemflytningen fra otte turbulente år i London og på verdens landeveje. Hun serverer kaffe og tebirkes i den tilstødende spisestue. Der er møbler, der er bøger, reoler, lamper. »Men ingenting på væggene,« bemærker hun. Det er der ganske rigtigt ikke. Hun bilder sig ind, siger hun, at så længe der ikke hænger billeder på væggene, er hun ikke rigtig sat og kan forlade matriklen med guitaren under armen hvert øjeblik, det skal være. At den følelse fylder endog rigtig meget hos den snart 33-årige sangerinde og sangskriver, efterlader de næste to timer denne tirsdag morgen ikke den mindste tvivl om.

»Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg får et liv, hvor der er nogle perioder, hvor jeg ikke er her to måneder her og tre måneder dér. Det er ikke nemt for mig bare at være her. Det har været svært at flytte hjem og føle mig hjemme, og det har overrasket mig meget, fordi det jo er Danmark og København, og jeg kender jo godt København.

Men det føles lige så fremmed som alt mulig tandet.« Kaffen skænker vi selv, mens Tina Dickow fortsætter: »Men der er sket noget med min hjemflytning.

Og det er helt klart mentalt. Det med at have et sted at høre til, det har jeg ikke haft i mange år, og det har jeg heller ikke villet. Jeg har insisteret på at ville forsvinde ud i verden og fare vild. Og på den måde ophæve mit jeg i musikkens navn. Jeg har ikke været forpligtet på noget som helst over for nogen. Der er ingen, der har forventet noget af mig, og det har der været noget fantastisk befriende i. Nu hvor jeg bor her, er jeg nødt til at forholde mig til en hverdag, til mennesker, til små ting. Noget håndgribeligt og kedeligt. Rutine, samlebånd, gentagelsen, den har jeg ikke haft så meget i mit liv.« »Hvordan vil du have din tebirkes,« spørger hun og skærer sin over i to halve oppefra og ned. Samme snit lægger hun på mandag, hvor opsamlingspladen »Welcome Back Colour« summerer op på de første ti år af Tina Dickows pladekarriere. Også den er delt i to halve, en akustisk, stille og følsom og en elektrisk og mere dramatisk. De omkring 80 sange, hun hidtil har udgivet, som mestendels er båret af længsel, ofte efter alt det hun selv valgte fra. Helt bevidst.

»Det var helt klart noget, der skulle prøves af, og det var sindssygt inspirerende, ideerne kom hele tiden. Men det er klart, at de år også var en flugt fra det, som jeg skal til at møde nu, altså den dér kød og blod-hverdag.

Det var en flugt fra stilstand. Og fra det faktum at livet er kort og tiden går. For det mærker man jo virkelig, når man lever med en hverdag. Hvis man begynder at få for travlt med at drikke kaffe og hygge sig, så he det er det, der er farligt ved det her liv herhjemme.« Jeg afbryder: »Altså, det alle andre gør?« »Ja.«.



London - min øde ø

Følte du dig aldrig fanget i ensomheden, eller en følelse af at du i grunden jagtede din egen hale? »Det var faktisk ret sent, at jeg begyndte at have det sådan. Jeg har virkelig været meget målrettet i de første mange år. Jeg fik meget succes med »Count To Ten« -pladen i 2007, og da gik det op fra mig: »hvad så, hvor skal jeg så hen?« Alle anmeldelserne var tiptop, skal man så leve op til dem resten af sit liv hvert andet år med en mere? Det var der, jeg begyndte at vakle lidt i min mission, fordi jeg syntes, at det så meget svært ud. Dér fik jeg lyst til at bryde rammerne lidt,« svarer Tina Dickow og børster krummer af de løse, forvaskede joggingbukser.

»Jeg begyndte også at føle mig fanget i London. Jeg ved ikke, hvorfor det var så svært for mig at komme væk fra det, men det var det. Det var fandeme en stor beslutning. Jeg opsøgte ingen social omgangskreds derovre, også fordi jeg rejste så meget. Jeg var ikke sådan en, man ringede til fredag eftermiddag og spurgte: »Hvad skal der ske i aften?« Alle har vidst, at jeg var der nok ikke. Så alt har skullet ske på mit eget initiativ, og oftest har jeg ikke taget det initiativ. For det var også rart nok at sidde lidt for sig selv.

Det var faktisk sådan, at jeg i vid udstrækning brugte London som min øde ø, mit helle. Det var nogle lange dage, bare spadsere rundt og føle sig i live og sidde og skrive på de få cafeer, jeg havde udset mig.

Musikken var hele tiden med. Men det er også, fordi sangene trængte sig på. Jeg har simpelthen fastholdt mig selv i et liv, hvor ideerne væltede ind over mig. I det spænd mellem at være væk, aldrig falde til ro, hele tiden på farten, selv når jeg var derovre. Og det er bare et sindssygt inspirerende sted at være. Der var hele tiden noget at længes efter. Det har været nemmere at skrive sange om tingene fra min udkigspost.«.



Jeg har jo lyst

Fik du det ud af din rejse og det første kapitel i din karriere, du ville? »Ja, når jeg kigger på mit sangkatalog, så er jeg kommet rigtig langt omkring inden for det område, jeg har kigget på indtil nu. Jeg synes godt nok, jeg har fået meget fra hånden i de år. 80 sange eller hvor mange det nu er. Da jeg flyttede til London, var det eneste saliggørende at få en verdensomspændende pladekontrakt.

Det var det, jeg gik efter.

Og fik kortvarigt med Sony. Og sidenhen har jeg været i stald hos Universal i Tyskland. Mens jeg har været væk, har jeg jo ikke kunnet forstå de danske musikere, der blev her og ikke gjorde noget ved det - som var blevet for magelige efter at være blevet en stor fisk i en lille dam. At de så ikke havde lyst til at starte fra bunden et andet sted. Det har jeg jo aldrig haft noget imod.

Det har holdt mig på tæerne. Men man bruger også meget tid, hvis man skal forsøge at spille alle lande op fra slap hele tiden. Det har været rigtig hårdt. Men jeg har også elsket det, det er fedt at kunne tage ud til fremmede byer, og så står én med mit navn tatoveret på sin hofte. Og de reaktioner, der har været derude, har tit været endnu stærkere, fordi de altså har opdaget det her musik fra Danmark. Der er mange sejre for mig i udlandet, som ikke ser ud af noget for andre målt i forhold til den succes, jeg har i Danmark. Det er jo fantastisk, at der står nogen i Seattle og synger med.«.



En vidunderlig følelse

Men selv i USA bliver det hverdag, ikke? »Jo, men jeg gør det stadigvæk af lyst, og det er det også nødt til at være. Det er ikke en karriereting, så ville det være bedre at blive ved med at ramme L. A. og New York.

Men jeg har fået en tilknytning til de folk og de byer, jeg har været i.

Det er blevet en del af mit liv, at jeg har et forhold til San Francisco. Det er mit arbejde, som jeg kender det..., det er en følelse af noget dybere..., nej, jeg ved ikke engang, hvad jeg vil sige med det. Jeg kan også lade være, men jeg har jo lyst. Mere lyst end til at sidde og drikke kaffe nede på hjørnet. Det er både intenst, poetisk og livsbekræftende at rejse og stå på en scene. Det er det modsatte af at køre fast. Jeg tror stadigvæk, at det er en større del af mig, end det her er. Jeg er stadigvæk bange for at sidde stille, lade tiden gå og dø i den sidste ende.« Fik du nydt din succes undervejs? »Den måde, jeg har nydt det på, var ikke så meget med en flaske champagne. Mere en dyb tilfredsstillelse, en vidunderlig følelse af at blive forstået og anerkendt. Og det kan jeg huske - hvordan det begyndte at sprede sig som en umiskendelig ro i min mave, som ændrede mit liv. For en fire år siden var det. Folk forstår mig og gider mig godt. Det er også en af grundene til, at jeg har skrevet så meget, som jeg har. For jeg har virkelig følt, at der har været modtagere til det.

Jeg skriver ind i en sammenhæng og ind i et fællesskab. Det kan godt være, det lyder indbildsk, men sådan føles det. Jeg ville ikke kunne arbejde så meget, hvis jeg kun skrev for mig selv.«.

kultur@berlingske.dk



Fakta: FAKTA



TINA DICKOW

Født 14. oktober 1977.

Opvokset i Åbyhøj.

Bosiddende i København.

Har gået på Det Rytmiske Musikkonservatorium i Århus.

Debuterede på plade i 2001 med »Fuel« på eget pladeselskab.

Droppede konservatoriet og SUen og flyttede i 2002 til London.

Udsendte i 2003 albummet »Notes«. Fik i 2004 en pladekontrakt med Sony i England, men blev droppet igen i forbindelse med selskabets fusion med en anden gigant, BMG.

Udsendte i 2005 albummet »In The Red«. Udsendte i 2007 albummet »Count To Ten«. Udsendte i 2008 trilogien »A Beginning, A Detour, An Open Ending«, der er et bokssæt med tre separate EPer med seks-syv numre på hver.

Udsendte i 2009 albummet »The Road To Gävle«, et soundtrack til Nikolaj Steens spillefilm »Oldboys«. Udsender på mandag opsamlingsalbummet »Welcome Back Colour«, et opsamlingsalbum inkl.

tre nye numre. Har i sin tiårige pladekarriere solgt over 300.000 album alene i Danmark.

Har desuden sunget sammen med Thomas Helmig, Medina, Steffen Brandt, Zero 7 m. fl.

Har vundet et utal af priser, deriblandt dagbladsanmeldernes Steppeulv som årets komponist og flere Danish Music Awards som bl. a. årets komponist og årets sangerinde. I 2008 modtog hun Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kr.

Tager på sin hidtil største danmarksturné til november.

Men allerede i oktober spiller hun sig ned igennem Tyskland.


Billedtekst: »Det har været svært at flytte hjem og føle mig hjemme, og det har overrasket mig meget, fordi det jo er Danmark og København, og jeg kender jo godt København. Men det føles lige så fremmed som alt muligt andet,« siger Tina Dickow .»Jeg er stadigvæk bange for at sidde stille, lade tiden gå og dø i den sidste ende. Jeg har et kæmpe behov for at udnytte tiden »to the max«,« lyder det fra Tina Dickow , der til november drager ud på sin hidtil største danmarksturné.


1   2   3


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©atelim.com 2016
rəhbərliyinə müraciət