Kapitel 1: Kulhydrat, fedtstoffer og proteiner
|
|  Yüklə 0.84 Mb.
|
Øget diastolisk fyldningEn øgning i slut-diastolisk volumen strækker hjertemuskelfibrene og medfører en kraftfuld tømning gennem kontraktion. Dette forhold mellem kontraktionskraften og længden af hjertets muskelfibre i hvile kaldes Starlings lov for hjertet. (s. 348) Øget diastolisk fyldning finder sted i svømning, fordi kroppens horisontale position optimerer venernes tilbageløb. Dataene i tabel 17.1 viser den rene effekt af kroppens position i forhold til den cirkulære dynamik. Den horisontale position producerer den største og mest stabile Q og SV. SV bliver nær max i position under hvile og øges lidt under træning. I den opretstående position, er tyngdekraften medskyldig i tilbageløbet til hjertet. Formindsket SV og Q. Gennem opretstående træning af stigende intensitet, øges SV. Øget systolisk tømningI de fleste former for opretstående træning øges Q ikke så betydeligt, som den gør det i den liggende position. På trods af uoverensstemmelser i dette emne, er man dog enige om, at den progressive øgning i SV under oprejst træning er resultatet af den kombinerede effekt af forøget diastolisk fyldning og mere komplet tømning gennem systole. Større systolisk tømning finder sted til trods for øget modstand i blodgennemstrømningen i den arterielle cirkulation fra træningsstigning af systolisk blodtryk, der reducerer den ventrikulære kontraktionshastighed. Øget systolisk tømning med eller uden øget slut diastolisk volumen finder sted pga. at ventriklerne altid indeholder en funktionel residualvolumen af blod. I hvile i den oprejste position bliver omkring 40% af den totale slutdiastoliske blod volumen (50-70 ml) tilbage i den venstre ventrikel efter systole. Katekolaminernes løsning under træning øger hjertets muskelkontraktionskraft, som forøger slagkraften, der faciliterer den systoliske tømning. Udholdenhedstræning øger eftergiveligheden i den venstre ventrikel, som faciliterer dens evne til at acceptere blod i den diastoliske fase i hjertets cyklus. Reduceret SV og øget HR gennem længerevarende træningSubmaksimalt arbejde i mere end 15 min producerer øget vandtab gennem sved og gennem væske fra plasmaet til vævet. En stigning i kernetemperaturen medfører omfordeling/omdistribuering af blod til periferien for at køle kroppen. På samme tid sker der det, at det progressive fald i plasmavolumen mindsker det centrale vene-hjerte-fyldnings tryk, der reducerer SV. Termen kardiovaskulær drift beskriver den gradvise tidsafhængige og nedadgående drift i forskellige hjertevaskulære reaktioner i sær SV (som medfører en stigning i HR) gennem forlænget steady-state træning. Hvis kardiovaskulærdrift ikke fandt sted, ville er person skulle træne med en lavere intensitet. En af forklaringerne på den kardiovaskulære drift er måske den øgede blodgennemstrømning til huden under en kernetemperatursstigning under længerevarende træning. Øget omdistribuering af blod til de perifere væv øger hudens venevolumen, mens det reducerer den ventrikulære fyldnings tryk og SV. Figur 17.2 viser respons for HR, SV og hudgennemstrømning for syv aktive mænd gennem 60 minutters cykling ved 57% af VO2 max i et termoneutralt miljø. I den ene undersøgelse fik mændene en placebo, i den anden fik de en lille dosis B1-adrenoceptor blocker atenol for at forhindre øgningen i HR, som normalt finder sted efter 15 min træning og frem til slut. Fra 15-55 min gennem kontrol undersøgelsen en 13% øgning i SV fandt sted og 11 % øgning i HR, mens blodgennemstrømningen til huden ikke steg fra 20-60 minutter af træningen. (s. 349) Uanset hvad, så fra 15-55 min af træningen under blokadeomstændighederne (hvor atenol forebyggede en HR stigning) aftog SV ikke, på trods af den samme blodgennemstrømning til huden. Q var stabil på 16 L/min i begge forsøg. Disse observationer underbygger, at SV aftager under forlænget arbejde i et termoneutralt miljø under øget HR og ikke øget blodgennemstrømning til huden. Den progressive stigning i HR med kardiovaskulær drift under træning mindsker den slutdiastoliske volumen samt den efterfølgende reducering af hjertets SV. Q FORDELINGBlod strømmer til vævene i proportion til den metaboliske aktivitet. Blodgennemstrømning til nyrer, hud mm. varierer med de metaboliske krav fra skeletmusklerne gennem fysisk aktivitet. Blodgennemstrømning i hvileI hvile fordeles de typiske 5 L Q som vist i figur 17.3A. Omkring 1/5 af Q flyder til vævene, mens fordøjelseskanalen, lever, milt, hjerne og nyrer modtager hovedportionerne af det resterende blod. Blodgennemstrømning under træningFigur 17.3B illustrerer den procentvise fordeling af Q under mild, moderat og hård træning. Omgivende stress, niveau af træthed og træningsintensitet påvirker det regionale blodgennemstrømning, men hovedportionen af trænings Q flyder til de aktive muskler. Mellem 4 til 7 ml blodgennemstrømning går til 100 g. muskel hvert minut. Under maksimalt arbejde kan dette stige til, at her 100 g. muskel får 50-75 ml blod hvert minut. Den største kvantitet af blod flyder til de oxidative portioner af musklen til arealer med høj glykolytisk aktivitet. Omfordeling af blodStigning i Q medfører stigning i musklernes blodgennemstrømning under arbejde. Blodgennemstrømning til muskler øges disproportionalt i forhold til blodgennemstrømning til andre væv. For trænede personer begynder blodomfordelingen fra et organ til et andet organ gennem karsammentrækning i et og karudvidelse i et andet allerede i forstadiet til træning. (s. 350) To faktorer er skyld i, at blod strømmer til aktive muskler fra nogle arealer, som midlertidig tåler et kompromis; nemlig hormonel vaskulær regulering og lokal metabolisme. Blodomdistribuering finder sted under træning af høj intensitet. For eksempel øges blodgennemstrømningen til huden sammen med en stigning i kernetemperaturen. Under submax arbejde begrænser huden blodgennemstrømningen. Dette blod omdirigeres til aktive muskler, selv under varme omgivelser. Nyrerne og milten væv forbruger kun 10 til 25% af oxygenet. Disse væv tåler et væsentligt reduceret blodgennemstrømning Nyregennemstrømningen kan mindskes op til fire eller fem gange i forhold til i hvile. Denne redistribuering af 2 til 3 liter blod fra disse væv frigiver 600 ml oxygen hvert minut, som så kan bruges i de aktive muskler. Regulær aerob træning dæmper den typiske karsammentræknings respons til milt og nyrevæv. Denne omdistribuering medfører, at personer kan træne i længere tid. |