Ana səhifə

Kapitel 1: Kulhydrat, fedtstoffer og proteiner


Yüklə 0.84 Mb.
səhifə18/23
tarix24.06.2016
ölçüsü0.84 Mb.
1   ...   15   16   17   18   19   20   21   22   23

Akklimatisering: Side 641

Varmeskader indtræffer tit på den første varme dag, da termoreguleringen ikke er justeret til at klare både træning og varme. Akklimatisering sker efter 1 uge med daglig 2-4 timer i varmen. De første træningspas skal kun være mellem 15-20 min og langsomt forlænges. Dette kræver, man er godt hydreret. Kredsløbsændringerne er tidligere beskrevet.

Ved akklimatisering begynder man at svede hurtigere og større mængde, inden kernen bliver for varm. Med sveden mister man også mindre salt, idet nyrerne beholder mere natrium. Disse justeringer gør, at man kan arbejde med lavere HR og temperaturer i både huden og kernen end en ikke-akklimatiseret. Lavere kernetemperatur kræver mindre spredning af blod til huden og dermed frigøres der mere cardiac output til de aktive muskler. Akklimatisering kræver også brug af kulhydrater under træningen, et følgesvar på den reducerede adrenalin i plasmaet forårsaget af akklimatisering. Akklimatiseringens fordele forsvinder efter 2-3 uger efter returnering til tempereret klima.
Træningsstatus: Side 642

Den interne varme ved træning i kulde medfører stort set de samme justeringer af kredsløbet og fordampningen som træning i varme. Disse adaptationer letter fjernelsen af den metaboliske varme skabt af træning. Veltrænede kan klare en pludselig udsættelse for varme mere effektivt end stillesiddende. Træning forhøjer også følsomheden og kapacitet til at svede, således man sveder ved lavere kernetemperatur, hvormed der skabes en større og mere fortyndet volumen af sved. Dette sker pga. indre adaptationer i svedkirtlerne. Træning giver større blodflow til huden ved en given temperatur. Volumen af plasma og ekstracellulære væske forhøjes og dermed mindre risiko for hyperthermia. Disse fordele sker kun, hvis man er fuldt ud hydreret. Man kan ikke opnå fuld varmeakklimatisation uden at være udsat for varme omgivelser.


Alder: Side 643

Der er debat om, hvor vidt alder har en effekt på evnen til at tolerere og akklimatisere til varme. Et forsøg har vist, at varme omgivelser ikke gav større fysiologiske anstrengelser for de ældre, da deres kropstemperatur kun steg med 0,3C imod yngres på 0,2C. Efter sommeren arbejdede de alle med en signifikant lavere HR. Evnen til at svede vil heller ikke falde med alderen. Så alder har ingen eller meget lille effekt på forringelse af termoreguleringens kapacitet eller varmepåvirknings akklimatisering.




Forandringer med alderen: Side 643

Nogle aldersrelaterede faktorer har indflydelse på termoreguleringens dynamik. Alderen udsætter starten på at svede og formindsker mængden af sved ved enten:



  1. Modificeret følsomhed af termoreceptorerne.

  2. Begrænset produktion fra svedkirtlerne.

  3. Dehydreringsbegrænset svedproduktion ved utilstrækkelig væskeerstatning.

Alder ændrer også hudens interne struktur og funktion og dets vaskularitet. Forringet perifer vaskulær følsomhed forhindrer lokal udvidelse pga. mindre tonus i vasomotor og mindre aktivitet i vasodilatation. Dette medfører mindre bloddistribuering og cardiac output. Derudover blvier rehydreringen mindre effektiv pga. mindre tørst, der giver kronisk underhydrering.
Børn: Side 643

Børn har mindre svedrate og højere kernetemperatur, måske pga. underudviklet perifer mekanisme, inkl. svedkirtler og omgivende væv. Dette gælder også i puberteten men forhindrer ikke udfoldelsesmuligheder. Børns sved indeholder mere natrium og klor samt mindre laktat, H+ og kalium. Derfor bør intensiteten ikke være så høj i varme samtidig med børn kræver længere akklimatiseringsperiode.


Køn: Side 643.

Der er ingen store kønsforskelle sammenlignet ved den samme aerobe form og niveau for akklimatisering.


Sved: Side 644

Svedraten er den største kønsforskel, idet kvinder sveder mindre end mænd på trods af deres flere varmeaktiverede svedkirtler pr areal. Kvinder sveder ved en højere hud og kernetemperatur og producerer mindre sved ved den samme belastning. Dette beskytter kvinder fra dehydrering under arbejde. På trods af det har kvinder den samme varmetolerance ved samme form ved samme arbejdsniveau. Kvinder bruger sandsynligvis kredsløbet til at sprede varmen hvorimod mænd bruger fordampning.


Forholdet mellem overfladeareal og kropsmasse: Side 644

Den typisk mindre kvinde har en relativ større udvendig overflade pr enhed masse udsat for omgivelserne, og dermed en favorabel dimension for varmespredning. Derfor vil kvinder nedkøles hurtigere end mænd ved samme klima. Det samme forhold gør sig gældende for børn.


Menstruation: Side 644

Menstruationsfasen indvirker på hudens vaskulære kontrol, der dramatisk ændrer hudens blodflow og svedresponsen. Under den luterale fase stiger kernens tærskel for sved signifikant, hvilket også kendetegner de andre kvindelige hormoner. Disse ændringer har dog ingen effekt på præstationer.


Kroppens niveau af fedt: Side 644

Overdrevet kropsfedt er en belastning under arbejde i varme. Idet fedtets varme overstiger muskelvævets, forhøjes fedtets isoleringskvalitet og forhindrer ledning til periferien. En stor fed person har et mindre areal-forhold mellem overflade og fordampning. Personen vil også have større forbrug til metabolisme til at bære mere vægt. Indkapslet i sportsudstyr vil de have langt mindre mulighed for at nedkøles ved fordampning og har dermed en større mulighed for et fatalt hjerteanfald.


Komplikationer fra overdrevet varmepåvirkning: Side 645

Normale tegn på varmestress er: tørst, træthed, groggy og visuelle forstyrrelser, der kan medføre varmesyge. De største sygdomme er varmekrampe, varmeudmattelse og hjerteanfald. De mest udsatte er overvægtige, ikke-akklimatiserede og utrænede samt dem der træner underhydreret. Symptomerne overlapper tit hinanden. Der er tre stadier: Compensation, crisis og failure. Symptomer i tabel på side 645.


Varmekrampe: Side 645.

Opstår under eller efter intens træning, som regel i de brugte muskler, idet der opstår en ubalance i væske og elektrolytter. Kernetemperaturen er som regel uændret. Manglende erstatning af mineraler fører ofte til muskelsmerter og sammentrækninger. Rigelig vand og saltoptagelse i flere dage før kan forebygge dette.


Varmeudmattelse: Side 646.

Sker for ikke-akklimatiserede pga. ineffektive kredsløbsjusteringer sammen med tømning af den ekstracellulære væske, især plasmavolumen via sved. Blodet samles i de udvidede perifere blodkar, hvilket reducerer blodvolumen. Udmattelse følges af en høj og hurtig puls, lavt blodtryk ved oprejst stilling, hovedpine, svimmelhed og generel svaghed. Sved kan falde noget uden kernen af den grund forøges til et farligt niveau. Ved disse symptomer skal træningen stoppes og søges køligere omgivelser.


Hjerteanfald/slagtilfælde: Side 646

Sker ved svigt i varmereguleringsmekanismerne ved overdrevet høj kernetemperatur.



Klassisk hjerteanfald: Symptomer: ændret mental status og ingen sved. Den omgivende varme overstiger kroppens nedkølingsmekanisme, ofte under hedebølge. Høj varme skaber også en række negative ændringer i immunforsvaret og i leukocytternes sammenkædning og aktivering. Derfor giver det tit permanent uarbejdsdygtige organer.

Exertional hjerteanfald: ekstrem form for hyperthermia pga. interaktive effekter:

  1. Signifikant metabolisk varmebelastning ved arbejde.

  2. Udfordringer af varmespredningen skabt af varmt og fugtigt klima.

Ved fald i termoreguleringen reduceres sveden og huden bliver varm og tør, mens kropstemperaturen stiger. Dette overbelaster den cardiovaskulære funktion. Ved intens træning vil sveden fortsætte, men varmeoptagelsen overstiger varmetabet. Uden behandling vil processen gå hurtig og efter kredsløbets kollaps og skader på CNS og andre organsystemer vil døden indtræffe. Behandling er hurtig nedkøling af kernen og rehydrering.
Upålidelig oraltemperatur: Side 646.

Oraltemperaturen giver ikke den præcise måling af kernetemperaturen efter hårdt arbejde, da munden og luftvejene bliver afkølet gennem ventilationen.


Arbejde i kulde: Side 647

Ekstrem kulde skaber både fysiologiske og psykologiske udfordringer, da det kan have dødbringende konsekvenser. Nedsænkning af kroppen i vand er perfekt til at studere de fysiologiske ændringer, da man her afgiver varme 25 gange mere end i luften. Selv ved arbejde kan man ikke opretholde varmen. Let til moderat arbejde i koldt vand kræver mere iltforbrug end tilsvarende arbejde i varmere vand. Det ekstra iltforbrug relateres direkte til det øgede energiforbrug til rystelser til bekæmpelse af varmetabet. Rystelserne spiller en vigtig rolle i at komme sig efter hypothermia, da de letter kerneopvarmningen.



Kropsfedt, træning og kuldepåvirkning: Side 647

Forskellige procenter af kropsfedt har en signifikant indflydelse på den fysiologiske funktion i kulde under arbejde og hvile. Oceansvømmere har fx relativ meget fedt under huden, sammenlignet med veltrænede ikke-oceansvømmere. Det ekstra fedt forhøjer den effektive isolation i koldt vand, når det perifere blod omdirigeres fra overfladen til kernen. De kan dermed svømme uden fald i kernen, hvorimod mere magre personer ikke kan opretholde varmen ved arbejde. Kuldepåvirkningen er dog relativ, da påvirkning fra koldt vand og kolde omgivelser ikke kun er afhængige af temperaturerne i omgivelserne. De fysiologiske påvirkninger er også afhængige af ens metaboliske niveau og modstand til varmeflow skabt af fedtet. Fx er der i vandet en optimal, individuel temperatur for hver enkelt ved forskellige niveauer af fysisk belastning, i arbejde og hvile. Dvs. en med høj fedtprocent har en lavere optimal vandtemperatur til en bestemt belastning end en mere mager. For de fleste vil temp. mellem 26-30C være effektive til arbejde og varmespredning. Ældre har sværere ved at udstå kuldepåvirkning end yngre ved samme aerobe aktivitet.


Børn og kuldepåvirkning: Side 647

Kulde stresser ekstra ved børn pga. deres store forhold mellem overfladeareal og massen. Dermed afgiver de varme meget hurtigt. I mindre kulde er børn afhængige af deres forhøjede energimetabolisme og mere effektive perifere vasosammensnøring i benene.


Akklimatisering til kulde: Side 647

Mennesker har mindre kapacitet til adaptationer til langvarig kuldeudsættelse end til længerevarende varmeudsættelse. Det basale for eskimoer og laplændere er at undgå kulden og minimere dens effekt. Igloerne har ca. 21C og deres tøj isolerer til næsten tropisk mikroklima.


Amaerne: Side 648.

Ama = Japanske kvindelige dykkere. Kvinderne indikerer nogle kuldeadaptationer, da de har en dæmpet termorespons med højere ryste-tærskel indtil 28C. En højere hvilemetabolisme (25%) medvirker til at kunne udholde ekstrem kulde om vinteren. Amaerne har ikke en større fedtprocent, hvilket kan betyde at kredsløbets adaptationer hjælper med at forsinke varmeoverførslen fra kernen til huden ved dykning.


Andre eksempler på kuldeadaptationer: Side 648

En generel type af kuldeadaptation sker ved regelmæssig og længerevarende udsættelse for kold luft. Som resultat heraf, vil varmeproduktionen ikke balancere varmetabet, hvorved personen regulerer ved en lavere kerne under kuldepåvirkningen. Det perifere kredsløbs adaptationer reflekterer også en form for akklimatisering ved hård lokal udsættelse for kulde. Fx vil hænder eller fødder ved kuldepåvirkning forhøje deres blodflow gennem disse væv. På trods af at dette letter varmetab, skaber det et selvforsvar, da den energiske cirkulation af varmt blod til de udsatte væv modarbejder vævsskade fra lokal hypothermia. Kronisk udsættelse for kulde kan også dæmpe den typiske nedtoning af immunforsvarets respons ved akut kulde. Forbedret fysisk form (høj aerob kapacitet og større muskelmasse) forbedrer en persons termoregulerings forsvar mod kulde. Det giver udslag i større og mere følsomhed overfor rystelser.


Hvor koldt er for koldt? Side 649

Udtalt perifer vasosammensnøring ved hård kuldeudsættelse kan få hudens og ekstremiteternes temp. til at falde til farlige niveauer, især kombineret med markant forhøjelse i konvektion og konduktions varmetab. Prædisponerede faktorer for forfrysninger er: alkohol, dårlig form, træthed, dehydrering og dårlig perifer cirkulation. Advarselstegn er prikken eller følelsesløse fingre eller tæer, eller en brændende fornemmelse i næse eller ører. Ignorering af disse tegn kan føre til vævsskader såsom forfrysninger. I ekstreme tilfælde kræves der kirurgisk indgreb for at fjerne vævet. Påførelse af varme på torso under kuldepåvirkning kan overvinde den lokale effekt og opretholde en komfortabel temperatur i fingre og tæer i op til 3 timer ved –15C.

Ved meget hård kulde hvis man fx er ved at drukne, vil hjernen opleve en signifikant nedsat temp. hvilket reducerer dens iltmangel til vævet. Derved vil nervesystemet drage fordel af den nye blodfordeling fra væv, der kan kompromittere deres forbrug. Derudover vil man kunne drage fordel af den pattedyriske dykkerrefleks (kap 26 side 662) og mulige kuldefremkaldte ændringer i neurontransmitternes frigivelse.
Wind-chill indeks: Side 649

Vindens kølende effekt-indeks. Det kan være svært præcist at måle temp. i den omgivende luft pga. vinden, da det er vinden der skaber forskellen. Luftens vind kan på en blæsende dag forstørre varmetabet, da den varmere isolerende lag omkring kroppen hele tiden bliver udbyttet med en køligere luft. Wind-chili-indekset kan ses på side 649. Fx kan 30 F i omgivende luft bliver til 0 F ved en vindhastighed på 25 m/sek., mens det ved 10 F bliver til –29 F ved samme hastighed. Dvs. hvis man løber el.l. er i modvind, vil den kølende effektivitet være stigende med hastigheden. (løbe med 8 m/t i 12 m/t modvind bliver til 20 m/t vindhastighed. Derimod løb med 8 m/t ved 12 m/ t medvind skaber en vindhastighed på kun 4 m/t.)


Måske en overdrivelse: Side 650

Der er blevet lavet en ny Wind-chili-indeks, idet nogle mente skemaet overdrev luftens kølende effekt på menneskers hud. Derfor ny skema på side 650.


Respirationstragten under arbejde i kulden: Side 650

Der er ingen fare for at kold luft ødelægger respirationspassagen, ikke engang i ekstrem kulde, da luften bliver opvarmet til mellem 26-32C. Denne opvarmning forhøjer kapaciteten til at beholde fugten. Fugtigheden af den indåndede kolde luft skaber en signifikant vand- og varmetab, hovedsagelig under arbejde med den store ventilationsvolumen. Tabet af fugtigheden igennem luftvejene fører til tørhed i munden, en brændende fornemmelse i halsen, irritation i respirationspassagen og en generel dehydrering. Et tørklæde eller maske for mund og næse vil hjælpe med at minimere de ubehagelige respirationssymptomer ved at indfange vandet i den udåndede luft samt vil varme og fugte indånding.


KAPITEL 26: Dykning
Tryk-volumen forhold og dykkedybder (side 658-660):

Der er 2 kræfter, der producerer et øget tryk (hyperbaria) på en dykker:

(1) Vægten af den søjle vand, der er direkte over dykkeren = det hydrostatiske tryk.

(2) Vægten af atmosfæreluften ved havoverfladen (1 atm.)


Ved havoverfladen er der således 1 atm tryk. Dykker man ned på 10 meters dybde vil trykket stige til 2 atm. Således fortsættes trykket med at stige med 1 atm. for hver 10. meter.
Boyles lov: Ved konstant temperatur er volumen af en gas omvendt proportional med dens tryk. Dvs. P*V = konstant, hvor P er trykket og V volumen for gassen.
Af ovenstående fås nedenstående skema, som svarer til figur 26.1 i bogen.

Tryk/atm

1

2

3

4

5

10

Dybde/meter

0

10

20

30

40

90

Lungevolumen/liter

6

3

2

1,5

1,2

0,6

Som det fremgår af tabellen er lungevolumen ca. 6 liter ved havoverfladen. Da tryk og volumen er omvendt proportionale, skal P*V = 6 på alle dybder. Det betyder for eksempel at lungevolumen på 90 meters dybde er 0,6 liter. Hvis man dykker med scuba udstyr, vil lungevolumen blive ved med at være på de 6 liter. Det betyder, at hvis man går direkte op til overfladen fra 10 meters dybde, uden at der pustes ud under opstigning, vil lungevolumen stige til 12 liter og lungerne vil dermed sprænges. DET ER FORBUDT AT HOLDE VEJRET I SCUBA DYKNING!


Snorkeldykning (side 660-663):

Snorklens længde og volumen begrænses af 2 faktorer:

(1) Dead space forøges, hvilket medfører, at man ikke kan trække frisk luft ind, og det derfor er udåndingsluft med lavere ilttryk man indånder.

(2) Øget hydrostatisk tryk vil trykke på brystkassen. Ved en snorkellængde på 1 meter vil trykket på brystmuskulaturen blive så stort, at åndedrætsmusklerne ikke har nok styrke til at ind/udånding kan foretages.


Ved dyk uden ilt afhænger tiden, man kan blive under vandet af kuldioxidtrykket (PCO2) i arterierne. Inden man dykker ned, er PCO2 på 40mmHg og kan ved hyperventilation sænkes yderligere til 15mmHg. Når PCO2 ved dyk kommer op på 50mmHg (breakpoint), sendes der kraftige signaler til hjernen, der signalerer, at det er tid til at trække vejret. Ved hyperventilation kan man således forlænge sit dyk, idet PCO2 sænkes til 15mmHg.
Ved overdreven hyperventilation kan dykkeren udsættes for at få et blackout. Blackout skyldes en kritisk reduktion i det arterielle ilttryk PO2, og forårsager en total afslappelse af respirationsmusklerne. Ved neddykning er ilttrykket i arterierne ca. 100mHg. Under dykket transporteres ilten fra arterierne til de arbejdende muskler, hvilket medfører et nedsat PO2 i arterierne. Da thorax under neddykningen trykkes ind og dermed gør lungevolumen mindre, og derfor opretholder et konstant ilttryk i alveolerne, er det muligt for dykkeren at fortsætte dykket. Når dykkeren mærker, at det bliver nødvendigt at trække vejret pga., at PCO2 er ved at nå breakpoint, og derfor begynder at svømme op til overfladen, vil trykket på brystkassen lettes og ilttrykket i alveolerne vil blive kritisk lavt (Boyles lov) – hvilket kan medføre blackout.
Ved hyperventilation bliver pH-værdien større grundet et mindsket PCO2. Forstyrrelser af syre-base balancen gør at gennemblødningen til hjernen mindskes, hvilket i sidste instans kan medføre besvimelse.
Lungerne kan klappe sammen, hvis lungevolumen (TLC) under dyk på store dybder kommer ned under residualvolumen (RLV), som er på ca. 1,5 liter. Dvs. hvis forholdet mellem TLC og RLV kommer under 1, vil der skabes et vakuum i lungerne og lungerne klappes sammen. Fx er forholdet 6/1,5 = 4 i havoverfladen og 1,5/1,5 = 1 på 30 meters dybde (se figur 26.1).
SCUBA dykning (side 663-666)

Der findes to forskellige SCUBA systemer:



  1. Åbent kredsløb.

  2. Lukket kredsløb.


Det åbne kredsløb: Den komprimerede luft fra gasflasken presses ind i en 2-trins regulator, der (1) reducerer trykket i gasflasken til et tryk, der passer til indånding på den pågældende dybde. (2) Slipper luft ud ved tryk svarende til det omgivende tryk, således at dykkeren kan trække vejret ind uden besvær. Derudover findes der en trykmåler, der viser dykkedybde og trykket der er tilbage i flasken. Luften i flasken består af atmosfærisk luft, og metoden med åbent system er ikke særlig økonomisk, da ca. 75% af den totale ilt i beholderen mistes ved udånding.
Det lukkede kredsløb: Gasflasken med den komprimerede luft indeholder ren ilt, eller består af et 2-flaske system, hvor en flaske indeholder ren ilt og den anden enten ilt og helium (heliox) eller ilt og nitrogen (nitrox), der genanvender ilten og absorberer CO2, således at systemet er lydløst (uden bobler). Derfor anvendes det til militært brug, og da ilten genbruges bliver dyktiden meget længere end ved det åbne system. Systemet har nogle ulemper. Fejl på systemet kan give forhøjet CO2-niveau – kan medføre drukning. Indånding af ilt kan give iltforgiftning.
Problemer ved indånding af gas ved højt tryk (side 666-672)

Henrys lov: Mængden af gas, der opløses i en væske ved en given temperatur afhænger af:

  1. Trykforskellen mellem gassen og væsken

  2. Opløseligheden af gassen i væsken.


Luft blodprop: Opstår når lungevæv brister og luftbobler bliver tvunget ud i det pulmonare system. Boblerne kan da ved ankomst til hjernen blokere for blodtilførsel til vitale væv, hvilket kan føre til hjerneskade eller død.
Lungekollaps: Opstår når luft lukkes inde i lungen (ved at holde vejret under opstigning med SCUBA-udstyr), og dykkeren foretager hurtig opstigning, der medfører at luften i lungerne øges pga. mindre trykforskel (Boyles lov).
Mask squeeze: Kan ødelægge blodårer ved øjne og i værste fald trykke dem ud, hvis der ikke trykudlignes ved at puste ud gennem næsen.
Mellemøre –og bihule squeeze: Luften, der er lukket inde i mellemøret og bihulerne, bliver også påvirket af trykforandringer ved dyk, og kan forårsage store smerter hvis der ikke trykudlignes ved at holde på næsen og puste ud. (Poppe ørerne). Ved voldsom forkølelse skal man undgå at dykke, ligesom det er forbudt at dykke med ørepropper.
Nitrogennarkose: Partialtrykket for nitrogen stiger jo længere man dykker ned. Det betyder at der vil være et flow af nitrogen over alveolemembranen og ud i vævene. Dette fører til at en nitrogennarkose, der bemærker sig ved at dykkeren føler sig lettere beruset. Narkosen afhænger af dybden og længden af dykket. Jo dybere og jo længere tid – jo større narkose.
Dykkersyge: Ved for hurtig opstigning vil opløst nitrogen danne bobler i kropsvæv og –væsker. Dykkersyge kan undgås ved at tage enkle forholdsregler. Man skal foretage trinvis opstigning, således at der gives tid til at nitrogen kan diffundere tilbage fra vævene til blodet og ud ved udånding. Efter et dyk skal der gå et vist tidsrum, før man igen kan dykke. Se figur 26.9. Dykkersyge kan behandles ved at man hurtigt efter opstigning anbringes i dekompressionskammer. Her anbringes man i et kammer med højere tryk end atmosfæretrykket, således at nitrogen igen kan diffundere tilbage til blodet.
Iltforgiftning: Ved indånding af ilt ved højt tryk vil ilten forårsage irritation af de respiratoriske passager, nedsætte CNS’s funktion, blodårer i hjernen vil trække sig sammen ved tryk over 2 atm. og CO2 bortfjernelsen mindskes. Behandling af iltforgiftning er indånding af luft ved 1 atm. tryk.
Kulmonoxidforgiftning: Kan opstå ved dybe dyk, da partialtrykket på alle gasser inklusiv urenhederne stiger kraftigt. CO bindes 200 gange kraftigere til hæmoglobin end O2.
Dyk med blandet gas (side 672-674)

Helium-Oxygen blandinger: Ved at anvende disse blandinger er det mulig at dykke ned til 2000 fod (ca. 600 meter). De fjerner muligheden for nitrogennarkose og reducerer muligheden for iltforgiftning. Ved hurtig neddykning til dybder på 90 meter til 850 meter produceres der ofte kvalme, muskelrystelser og andre CNS effekter. Denne tilstand kaldes HPNS. HPNS skyldes højst sandsynligt det hydrostatiske tryk på exciterede nerveceller.
1   ...   15   16   17   18   19   20   21   22   23


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©atelim.com 2016
rəhbərliyinə müraciət