Kapitel 1: Kulhydrat, fedtstoffer og proteiner
|
|  Yüklə 0.84 Mb.
|
Submax oxygen forbrug(s. 355) Submax træning vender rundt på mønstret for oxygen forbrug mellem under- og overkrops træning. Figur 17.6 viser højere oxygenforbrug ved alle submax arm-træninger. Den lille forskel under mild træning bliver progressivt større, når intensiteten øges. Dette er resultatet af: 1) lavere mekanisk effekt i overkroppens træning (NB! Her skal man lige være opmærksom på, at arme ikke sammenlignes med ben igen, men arme sammenlignes med arme!!). 2) rekrutering af yderligere muskler til stabilisering af torsoen. Fysiologisk responsHvert niveau af submax oxygenforbrug (eller procentvis VO2) med overkroppens træning medfører større fysiologisk spænding end den samme kraft i underkroppens træning. Mere specifikt, så producerer træning i armene højere HR, lungeventilation og opfattelse af anstrengelse sammenlignet med intens træning med benene. Den stigende HR resulterer fra to steder: 1) større ”feedforward”-stimulation fra hjernens central command til medullas kontrolcenter og 2) stigning i feedback stimulationen til medulla fra de perifære receptorer i de aktive væv. Overkrops-træning placerer en større spænding på den relativt mindre overkropsmuskulatur under hver submax træning. Forøget spænding forøger den perifere feedback til medulla, som øger HR og blodtrykket. Aktivering af en mindre muskelmasse end ben-træning anses for en lavere max HR i overkroppens træning. Dette reducerer inputtet til medullas kardiovaskulære kontrolcenter fra motor cordex med mindre perifer feedback fra overkroppens mindre muskelmasse. Standard submax træning med overkroppen producerer større metabolisk og fysiologisk spænding end træning med underkroppen. KAPITEL 20: Det endokrine systemDet endokrine system hjælper med at integrere og regulere kropsfunktioner og sørger derfor for at stabilisere det indre miljø. Det hormonelle system – overblik s. 409Den samlede vægt af de endokrine organer udgør 0,5 kg. som er meget lidt sammenlignet med andre organer. På s. 409 ses et over blik over de store endokrine organer: Pineal gland - Pineal Hypothalamus - Hypothalamus Pituitary gland - Hypofysen Thyroid gland - Skjoldbrusk Parathyroid gland - Biskjoldbrusk Thymus gland - ? Adrenal gland – Binyre (marv / bark) Pancreas - Bugspyt Ovary – Æggestokke / ovarie Teste – Testikler / gonader
Det hormonelle systems organisering s. 410Det hormonelle system består af:
Kirtler klassificeres som enten:
Nogle kirtler tjener begge funktioner Typer af hormoner s. 410Hormoner er en kemisk substans syntetiseret af et specifikt værts organ, udskilt i blodet og transporteret gennem kroppen. Hormoner kan indeles i to kategorier
Half-life: beskriver den tid der behøves for at reducere et hormons blod koncentration med en halv. Tabel 20.1 s. 411 er en liste over 8 forskellige hormoner der ikke er produceret fra nogle af de store endokrine kirtler. Selvom de fleste hormoner cirkulere i blodet som budbringere som påvirker væv langt fra udskillelseskirtlen er der nogle hormoner f.eks. gastrin der udøver en lokal effekt. Hormon målcelle specificering s. 410Hormonerne forandre cellulære reaktioner på specifikke målceller ved:
En målcelles evne til at reagere på hormonet afhænger meget af tilstedeværelsen af specifikke protein receptorer der forbinder hormonerne komplimentert. Disse målcelle receptorer sker enten:
Hormon receptorer findes i specifikke lokale områder eller mere spredt rundt i kroppen. F.eks. indeholder bestemte binyrebark celler receptorer for ACTH (adrenocorticotropic hormone), mens alle celler indeholder receptorer for thyroxine, det vigtigste hormon som stimulerer den cellulære metabolisme. Hormon receptor binding s. 410 Det er det første skridt i igangsættelsen af hormon aktioner. Omfanget at målcellens aktivering af hormonet afhænger af 3 faktorer:
Opregulering: Målcellerne danner flere receptorer som svar på stigende hormon niveau. Nedregulering: Målcellerne reducerer antallet af receptorer som følge af forlænget udsættelse af en høj hormon koncentration. Nedreguleringen bevirker også at der sker et tab af receptorer, som forhindre målcellen i et oversvar til vedvarende høje hormon niveauer.
Cirkulerende AMP s. 411Den intracellulære budbringer. (Figur 20.3 s. 412) Bindingen af et hormon med dets specifikke receptor i plasma membranen forandre målcellens permeabilitet til et bestemt kemikalie, eller ændre målcellens produktion af intracellulære substanser, primært protein. Dette påvirker til slut den cellulære funktion. Figur 20.3 viser dette for ikke steroid hormoner. Sekvensen af reaktioner af sat i gang ved cirkulerende AMP afhænger af 3 faktorer
|