Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"
|
|  Yüklə 1.6 Mb.
|
3.2 SocialkonstruktivismeDen socialkonstruktivistiske tankegang handler overordnet om, at måden vi taler sammen og omtaler vores omverden på, er med til at konstruere verden og verden er således socialt konstrueret. Dette betyder, at verden må ses som værende uden en objektiv virkelighed. Det er kun muligt for os igennem sproget at lave gengivelser af verden som vi opfatter den, og disse repræsentationer af virkeligheden er ikke blot afspejlinger, men også med til skabe verden (Jørgensen & Phillips 1999:17). Socialkonstruktivismens ontologiske ståsted er således anti-essentialistisk, hvilket betyder, at verden ikke ses som havende objektiv virkelighed, der er determinerende for social praksis. Dermed afviser den, at det er muligt at nå en endelig sandhed, da verden skal fortolkes gennem de forskellige diskursive opfattelser subjekterne har af den. Derfor kan man ikke tale om, at der findes én sandhed, men flere forskellige konstruktioner og kategoriseringer af verden, som afhænger af subjekternes kulturelle og historiske baggrund (Jørgensen & Phillips 1999:13-14). Alle subjekter er præget af historisk og kulturel fortid, der spiller ind på vores måde at forstå vores omgivelser og det er ikke muligt at tale om, at en subjektiv opfattelse er mere rigtig end en anden, hvilket betyder, at tilgangen dermed må ses som epistemologisk relativistisk. Den måde, hvorpå vi forstår verden, bliver skabt og opretholdt mellem mennesker i social interaktion og det er denne diskursive praksis, der bliver vores empiri. Da det som beskrevet ikke er muligt at analysere én sand verden fokuserer analysen på, hvordan subjekterne diskursivt konstruerer verden ud fra deres opfattelse. Det er bl.a. derfor det er muligt for os at indfange processerne i den kollektive identifikation. Viden bliver således til i en diskursiv magtkamp, ”hvor man både opbygger fælles sandheder og kæmper om, hvad der er sandt og falsk” (Jørgensen & Phillips 1999:14). Den diskursive magtkamp skal ikke udelukkende ses som noget negativt, men som en forudsætning for, at vi kan adskille objekter og sætte dem i relation til hinanden (Jørgensen & Phillips 1999:23). Forandring af identiteter og sociale relationer kan således også ske gennem bevidste diskursive valg, hvorfor der må siges, at forandring sker gennem en diskursiv kamp, der enten forandrer eller reproducerer den sociale virkelighed (Jørgensen & Phillips 1999:18). 3.3 OpsummeringI det teorifortolkende casestudie er det teorien, der bestemmer konteksten. Samtidigt er konteksten med til at give casen sociologisk relevans. For at opnå højst mulig sociologisk relevans samt at sikre højere validitet, er det vigtigt at casestudiet fungerer som en samlet forskningsstrategi. Det, at dataene er pålidelige, er også et vigtigt element, når man taler om casens generelle gyldighed. Dette casestudie bygger på en analytisk generaliserbarhed, hvilket vil sige, at man anvender teorierne ”som en skabelon til sammenligning af de empiriske fund i casestudiet” (Antoft & Salomonsen 2007:49). Det vil sige, at de generelle slutninger vi kan drage i nærværende projekt, sker ud fra en sammenkædning af enkelte tilfælde, fra empirien, med teoretiske forestillinger fra valgt teori. Ovenstående afsnit har omhandlet casestudiet som en samlet forskningsstrategi, hvor det overordnede mål er at generere ny empirisk viden om kollektiv identifikation gennem musikken, via Jenkins’ teori og diskursanalyser af informanternes udtalelser, inkorporeret videnskabsteori og metode. Det hele foretaget ud fra et valg af case, der kan beskrives som værende repræsentativt for den generelle sammenhæng – den kollektive identifikation (Antoft & Salomonsen 2007:45). 4. MetodevalgValget af metode til indsamling af empiri er dels en teoretisk dels en praktisk overvejelse. Følgende vil beskrive hvilke overvejelser vi har gjort os i udvælgelsen af metode, samt hvordan det stemmer overens med vores videnskabsteoretiske orientering. Det er i mødet mennesker imellem at sandheden findes, og i interaktionen at meningen skabes, ifølge den socialkonstruktivistiske epistemologi. Når fokusset på fortolkning er valgt følger en udvælgelse af de tre primære kvalitative metoder, der beskæftiger sig med interaktion og kommunikation: deltagende observation, enkeltmandsinterview og gruppeinterview (Morgan 1997:8-12). I forhold til vores forskningsstrategiske valg er vores metode en del af en større pakke, hvor teori, metode og videnskabsteori skal passe sammen og dertil er det naturligt, at vi har valgt fokusgruppeinterview. Som supplement til fokusgruppeinterviewet kunne vi have valgt at foretage en række enkeltmandsinterviews. Det åbner op for en diskursiv analyse og en dybdeborende mulighed for forståelse af individet. Forskeren har kontrol over situationen og bestemmer næsten 100 procent hvad samtalen skal gå på i interviewet. Hele hans opmærksomhed er rettet mod interviewpersonen, der får mulighed for at forklare sig til bunds. Formålet med enkeltmandsinterview er forståelse af subjektet (Morgan 1997:10-13). Via denne forståelse af subjekter, kunne vi have fået dybere indsigt i, hvad der kendetegner de enkelte musikgenrer. Vi har dog vurderet, at det er tilstrækkeligt med to fokusgruppeinterviews til at besvare vores problemformulering.
4.1 FokusgruppeinterviewetFokusgruppeinterviewet har som metode fordele og ulemper, men de fleste ulemper kan reduceres så længe man er opmærksom på deres effekt i samtalen. Det drejer sig om magtforhold internt i gruppen, samt de enkeltes kvalifikationer til at deltage. Ved at tage flere forholdsregler i processen op til udførelsen af interviewet bliver forskeren opmærksom på problemer, så der kan tages forbehold for disse i det videre arbejde, eller han kan forsøge at løse dem. Denne proces er beskrevet i de følgende afsnit. I litteraturen er der en diskussion om forskellen på gruppeinterview og fokusgruppeinterview (Morgan 1997:5-7). Diskussionen går på om man kan opstille rammer for gruppeinterviewet, der gør gruppen til en fokusgruppe. Det er dog ikke en diskussion vi vil bruge tid på, men i stedet læner vi os op ad Morgans forståelse, der definerer: ”… Focus groups as a research technique that collects data through group interaction on a topic determined by the researcher. In essence, it is the researcher’s interest that provides the focus, whereas the data themselves come from the group interaction” (Morgan 1997:6). Det essentielle ved fokusgruppeinterviewet kan siges at være, at (a) det består af personer inviteret af forskeren, (b) de data interviewet producerer, har både karakter af gruppedynamikker og individuelle ytringer, (c) temaerne er bestemt af forskeren, der også fungerer som moderator. I fokusgruppen er der mulighed for at observere interaktion i grupper, over en kort tid. Gruppediskussioner giver adgang til analyse af ligheder og uoverensstemmelser i gruppen og hvordan disse bliver behandlet. I samtalen vil gruppen forhandle om aspekter, hvor de enten kan finde fælles grund og være enige, men også hvor de er uenige. De konstruerer fælles, i samtalen, gruppens virkelighed. Vi får dermed mulighed for at se på de inklusions- og eksklusionsmekanismer, der forekommer i grupperne, og får indsigt i, hvordan man undgår at blive udstødt af gruppen. Det er dog nødvendigt at holde sig for øje, at interviewene forgår i hvad der bliver refereret til, som socialt ugenkendelige omgivelser (Halkier 2002:41). I vores tilfælde bliver interviewene afholdt i Aalborg Universitetets lokaler, omgivelser grupperne ikke i hverdagen udfolder sig i. At de bliver taget ud af deres kontekst, men samtidig skal forholde sig til den, kan være et problem. Men med vores fokus på kollektiv identifikation og gruppeprocesser ser vi ikke dette som en hindring. Fokusgruppeinterviewets manglende fokus på individet, er ligeledes en konsekvens vi ikke ser som hæmmende. I fokusgruppen har hver person statistisk ca. 10-15 minutters taletid, ikke meget i sammenligning med det personlige interview, hvor man typisk får en time til halvandens taletid (Morgan 1997:11). Men da vores fokus lige så meget ligger ved gruppeinteraktionen som de individuelle oplevelser, er det en konsekvens vi accepterer. Fokusgruppen kan samtidig afsløre afvigende individuelle opfattelser, og kan korrigere for udtalelserne, hvis de ikke bliver socialt accepteret. I et enkeltmandsinterview er der ikke andre til at korrigere end intervieweren, der selvsagt ikke kan dømme udtalelserne om temaet, og må stole på den interviewede. I fokusgruppen er der andre fra samme miljø, der kan korrigere for forkerte opfattelser, der ikke er socialt genkendelige. Ud fra vores socialkonstruktivistiske position er dette en vigtig pointe, da denne afsløring af afvigende holdninger tyder på, at der finder en diskursiv magtkamp sted, hvor aktørerne forsøger at konstituere deres opfattelse som den rigtige. I samtalerne vil de to kollektiver i fællesskab definere og diskutere de indre og ydre grænser, hvorved den kollektive identifikation træder frem. Forskerrollen i fokusgrupper går primært på at være temaanvisende og moderator for diskussionen. Ud fra temaet laver forskeren en interviewguide, der typisk viser sig i tre former: vagt struktureret, semi-struktureret og strengere struktureret (Kvale 1997:133). Disse stiller forskellige krav til moderatoren. I de strengt formulerede guides indtager moderatoren en styrende rolle og udviser kontrol over de interviewede ved at stille mange spørgsmål og styre hvor lang tid der skal snakkes om hvert. Det modsatte er udgangspunktet for de vagt formulerede. Her får gruppen lov til at tage kontrol og moderatoren træder kun til, hvis samtalen går i stå. Vi udformede en semi-struktureret guide på baggrund af et ønske om at lade grupperne snakke så meget som muligt, men samtidig havde vi konkrete spørgsmål og temaer, der var vigtige at få belyst, samt et ønske om at lade alle deltagere komme til orde. Moderatorrollen bestod derfor i at stille indledende og opfølgende spørgsmål, samt at udøve en kontrol over gruppen, der gjorde, at alle blev hørt, ved også at stille individuelle spørgsmål (Morgan 1977:55). Foruden spørgsmål benyttede vi os af auditive og visuelle effekter. Dels for at give et indtryk man ikke kan med ord, dels for at gøre samtalen mindre formel og tilbyde et pusterum for de interviewede. Ved at vise billeder og spille et soundtrack til genrerne, åbner vi også for muligheden for deltagerne at kommentere på tøj og attitude. Med udgangspunkt i konkrete eksempler er det nemmere at forholde sig til det helhedsindtryk deltagerne udsender. Identiteten bæres også i tøjet, og via disse metoder får vi derved rundet både det psykologiske aspekt og fysiske. Ud fra vores SFL-analyse, der bliver præsenteret senere, har vi fundet frem til et musiknummer og fire billeder til hver genre, som vi præsenterede for vores informanter. 4.1.1 Udvælgelse af informanterEfter at have slået sig fast på fokusgruppeinterviewet som metode til indsamling af empiri melder der sig en række overvejelser omkring deltagerne i gruppen og om hvor mange interviews, der skal afholdes. Bl.a. skal der tages stilling til hvor mange informanter, der skal være i interviewene, om grupperne skal være homogene eller heterogene målt på baggrundsvariable, om begge køn skal være ligeligt repræsenteret og om informanterne skal kende hinanden eller ej. Grundet de få informanter der typisk er i kvalitative undersøgelser, er det vigtigt at foretage en screening, der sikrer, at informanterne er relevante for undersøgelsen. Tilfældig sampling er ikke en mulighed, da det højest sandsynlig vil give informanter, der ikke ligger inde med den relevante viden. I stedet skal informanter udvælges via en analytisk selektiv fremgangsmåde. ”Det betyder. at man skal sørge for at få vigtige karakteristika repræsenteret i udvalget” (Halkier 2002:30). Dette har været vores vigtigste krav til deltagerne, at de besidder de karakteristika vi forbinder med genrerne. Argumentet for at få lov at deltage er derfor, at man er en integreret del af miljøet omkring en genre. At informanterne så at sige er i samme livssituation, kan overskygge forskelle i den sociale baggrund (Halkier 2002:32). At man er en integreret del i et musikmiljø har ikke umiddelbart nogen forbindelse til uddannelsesgrad eller det sociale miljø man er vokset op i. Interviewet vil omhandle personlige erfaringer og fælles opfattelser af genren, om man er kandidat ved et universitet eller kun besidder en grundskoleuddannelse er derfor irrelevant. Med Bourdieu i baghovedet kunne man selvfølgelig argumentere for, at bestemte sociale klasser vil have bestemte musikpræferencer, og vi derfor teoretisk set ikke vil få repræsenteret high-brow lyttere, da vores genrer ikke befinder sig i denne sfære. Men igen, det er ikke vores mål at inddele efter social rang, men efter musikpræference, så det ser vi ikke som en hindring. Videre argumenterer Halkier for, at grupperne ikke må være for homogene eller heterogene. I alt for homogene grupper risikerer man, at deltagerne ikke udviser nok social interaktion, mens man i heterogene grupper risikerer, at der opstår konflikter eller, at nogle forståelser ikke bliver udtrykt (Halkier 2002:31). Vi ønsker dog, at grupperne skal være homogene, forstået på den måde, at de kommer ind til interviewet med en nogenlunde fælles forforståelse af musikgenren. Med Halkiers term, er vores grupper selektiv homogene. Personer med samme præference deltager i samme interview, på denne måde får grupperne mulighed for at finde fælles fodfæste og fremstå som en gruppe. Blandede vi genrerne ville vi risikere, at interaktionerne ville blive for konfliktorienteret og samtalen ville dreje sig om at markere sig over for deltagere fra de andre præferencer. Ved at holde genrerne adskilt, giver vi deltagerne mulighed for at udtale sig om andre grupper uden nogen form for repressalier. Dermed giver vi også plads til ytringer af kategorisk og fordomsfuld karakter. I forlængelse af diskussionen om homogenitet må man også forholde sig til om deltagerne må kende hinanden. Vi startede rekrutteringen med den indstilling, at deltagerne skulle være fremmede for hinanden og på den måde skabe optimale rammer for at lade gruppeidentifikation udfolde og observere. Men som næste afsnit bevidner om, måtte vi slække på vores krav og godtage, at der er i indie-interviewet var henholdsvis tre og to, der kendte hinanden på forhånd og to gange to i metal-interviewet. Deltagere, der kender hinanden på forhånd, opfører sig på en anden måde, end hvis de stod over for fremmede. De taler sammen med en indforståethed og behøver derfor ikke at udtale sig eksplicit, hvilket kan være et tab for gruppeinteraktionen, der i så fald mister nuancer og detaljer. De kommer også ind til mødet med en allerede fastsat social dagsorden, hvor dominansrollerne er uddelt. Omvendt er der en tryghedsfaktor ved at være sammen med folk man kender, hvilket kan gøre det lettere at ytre sig. Desuden kan de trække på deres tidligere fælles oplevelser og komme med uddybende kommentarer. (Halkier 2002:34-35) Og selv om man er venner, kan man jo godt være uenige, og danne alliancer med en fremmed. Vi har ikke haft et krav om ligevægt i køn. Halkier nævner dog (Halkier 2002:32), at deltagerne gerne skulle have følelsen af at have noget at sige til de andre, og samtidig være tryg ved det. Sidder man som eneste repræsentant for sit køn kan det have en hæmmende virkning på lysten til at ytre sig, da man kan føle sig udenfor og undermineret af den stærke repræsentation fra det modsatte køn. Denne situation opstod dog ikke for os, da der i indieinterviewet var 33 procent kvinder og i metal-interviewet var der ingen kvinder repræsenteret. Med reference til det senere afsnit om SFL, skal det nævnes, at vi ikke forventede at have deltagende kvinder i metalinterviewet. Gennem SFL-analysen stod det klart, at metalkulturen udgøres af mandsdominerende normer og bliver omtalt som en machokultur, med lav kvindelig deltagelse. Ligeledes skal man som forsker være opmærksom på alderskløften informanterne imellem. Samme scenarium, som beskrevet ovenfor, kan udfolde sig hvis alderskløften er for stor. Her valgte vi at lave et interessefelt for folk i alderen 16 til 30 år. Dette felt blev til i en teoretisk proces, hvor vi på baggrund af SFL og anden research blev bekræftet i, at det er i dette aldersspektrum vi ville finde de mest engagerede lyttere. Hvor store grupperne skal være, er et spørgsmål om temperament og tilgængelighed. Litteraturen henviser ikke til et eksakt tal, der er det optimale, men der er dog enighed om, at der maksimalt må deltage 12, hvis ikke gruppedynamikkerne og det individuelle fokus skal forsvinde (Halkier 2002:38). I den modsatte ende er der lidt mere splid, men Halkier refererer til succesfulde interviews udført med kun 3-4 deltagere. Efter samtale med vejleder slog vi os fast på et mål for grupperne på fem-ti deltagere. Det viste sig at være sværere at finde egnede deltagere, end først antaget, og vi endte derfor på henholdsvis fem og seks. I den optimale verden skulle grupperne selvfølgelig være lige store, men det tillod rekrutteringen os ikke, da vi i timerne op mod afholdelsen af interviewet med de informanter, som har metal som musikalsk præference, fik et afbud. Inden rekrutteringen af informanter begyndte, bestemte vi os for at afholde ét interview pr. genre. Primært på grund af at der er et stort forberedelsesarbejde forbundet med hvert enkelt interview og at vi er underlagt en tidsgrænse, der gør at vi let ville komme til at gabe over for meget. I bagklogskabens lys, ville vi også have skudt os i foden, hvis vi byggede projektet op omkring to interviews pr. genre, når vi nu ved hvor svært det er at rekruttere. Næste afsnit vil mere deltaljeret beskrive vores anstrengelser i rekrutteringsfasen og hvilke midler vi har benyttet os af. 4.1.2 Rekrutteringen af informanterHalkier beskriver to klassiske metoder til rekruttering: ringe til tilfældige mennesker eller rekrutteringen fra periferien af sin omgangskreds og deres bekendte, også kaldet ’snow-ball sampling’ (Halkier 2002:36). I sidstnævnte er det bedst at bruge bekendtes bekendte, da det kan være svært at interviewe personer man kender på forhånd. Igen er det argumentet om, at man taler indforstået og moderatoren derfor ikke vil stille ”dumme” eller ”indlysende” spørgsmål i forholdet personerne imellem, men ikke for undersøgelsen. To af vores informanter blev rekrutteret på denne måde, hvor vi ringede til bekendte vi mente kunne sætte os i forbindelse med personer, der besad vores ønskede karakteristika. Efter vi måtte forkaste vores krav om, at deltagerne skulle være fremmede for hinanden, spurgte vi de interesserede deltagere om de havde bekendte, der kunne tænkes at ville deltage. På denne måde rekrutterede vi yderligere tre. Vi benyttede også Halkiers første metode, dog i en modificeret grad. I stedet for at ringe arbitrært rundt opsøgte vi steder vi forventede at kunne rekruttere relevante personer. Således sendte vi to i felten, til et death-metal arrangement på spillestedet 1000Fryd. Bevæbnet med åbenhed, nysgerrighed og et par screeningsspørgsmål stillede de sig i gården uden for spillestedet og henvendte sig til koncert-deltagerne, når de kom ud for at ryge eller socialisere. Vi ville ikke ødelægge folks koncertoplevelse ved at henvende os til dem under koncerten og desuden var lydniveauet så højt at en oplysende samtale ville være umulig at gennemføre. På samme måde sendte vi to personer ind på diskoteket RockCaféen i Jomfru Ane Gade, der er kendt som et diskotek for folk med hang til tung rock. Men trods vores anstrengelser lykkedes det os ikke at rekruttere nogen på disse steder. Til en koncert på Studenterhuset lykkedes det dog én fra studiegruppen at komme i snak med en person, der opfyldte indie-kritierne og som havde lyst til at deltage. Bedre held havde vi også da vi gik i street-wear butikker for at opsøge nogle hiphoppere. I Aalborg er der pt. to af sådanne butikker Streetammo og Choker. Førstnævnte gav ingen resultat, men i Choker var der bid. Her spurgte vi ekspedienten om han selv kunne tænke sig at deltage, eller om han kendte nogen der måske ville. Ti minutter efter havde han lavet et opkald på telefonen og vi stod med tre, der var interesseret og med lovning på endnu tre deltagende. Denne gruppe skuffede os dog fælt da de halvanden time inden interview-start meldte afbud, og grundet tidspresset måtte vi derfor undlade at lave hiphop-interviewet. Efter Halkier skrev sin bog i 2002 er endnu en mulighed for rekruttering opstået: de såkaldte sociale fællesskaber på nettet. Det er sider, hvor man som bruger opretter en profil og gør den personlig via formidling af præferencer, tanker og andre informationer. Vi benyttede os af to af disse fællesskaber, Last.fm og Facebook.com. Som bruger på Last.fm installerer du et program, der registrerer hvilke musiknumre du lytter til på computeren, og siden laver derefter statistiske beregninger, så man via grafer kan følge med i hvilke artister og numre de enkelte brugere lytter mest til. Desuden er der mulighed for at give til kende om man deltager i et arrangement eller en koncert. Last.fms omdrejningspunkt er musikken. Således er det centrale for siden registreringen af musik, som den bruger til at foreslå lignende artister. Siden er samtidig et musikbibliotek, hvor man kan lytte til et væld af artister. Det er altså personer, der går mere op i musik end gennemsnittet, der er aktive brugere på siden, da fokuset er på musikformidling og ikke på kommunikation generelt. Ved at søge først på koncerter, og derefter granske de tilkendegivne deltageres statistik på deres brugersider, kunne vi få et deltaljeret indblik i hvor dedikeret til en enkelt musikpræference eventuelle informanter var. Via denne metode lykkedes det os at rekruttere en enkelt deltager. Brugerprofilen på Facebook.com er noget mere detaljeret, og formålet med siden er da også af en væsentlig anderledes art end Last.fm. Facebook.com er orienteret mod på den ene side at lave en profil, hvor du oplyser personlige oplysninger (som navn, alder og bosted), lægger billeder ud af dig selv og dine nære samt en mere uddybende beskrivelse af præferencer og dig selv som person. Det andet aspekt koncentrerer sig om skriftlig kommunikation, gennem statusopdateringer om, hvad man foretager sig og tænker, og via forsiden interne mail- og chat-funktioner. Den, for os, mest spændende funktion Facebook.com udbyder er, at man kan erklære sig fan af et fænomen, sted person etc. samt melde sig ind i grupper med forskellige dagsordener. I grupperne er der mulighed for at diskutere, samt komme i kontakt med personer, der ligeledes er medlem. Følgende grupper er eksempler hentet fra hjemmesiden2: ”I Love Klaxons!!!!!!!”, ”METALLICA!!!”, ”Per Vers fans”. Disse medlemskaber og tilkendegivelser er så synlige for brugerens ’venner’ på siden. Og disse kan vi udnytte som statistikkerne på Last.fm, til at indkredse en specifik musikalsk præference, samt vi kan få et indtryk af deres fysiske udtryk via billederne på deres profil. Ved at søge efter bands lykkedes det os at rekruttere en enkelt informant med denne metode på Facebook.com. Som sidste afsluttende led i rekrutteringsraketten benyttede vi os af opslag (Bilag B): Et A4 ark med en kort beskrivelse af vores undersøgelse og hvilke informanter vi søgte, der skulle virke appetitvækkende for eventuelle relevante personer. Opslagene blev hængt op over hele byen på plakatsøjler og i supermarkeder, forsynet med en afrivelig del påtrykt telefonnummer og facebookgruppe for yderligere kontakt. Fordelen ved denne metode er, at den ikke fordrer et tidskrævende engagement. Vi kan lade deltagerne henvende sig til os, mens vi helliger vores tid til koncertbesøg og afsøgning af internettet. Ulempen er så til gengæld, at vi afgiver al indflydelse på fremskridtet af rekrutteringen. Det viste sig også ved, at kun en enkelt ringede tilbage, som så dog endte med at blive en deltager i metal-interviewet. Han blev naturligvis screenet sådan, at vi var sikre på, at han levede op til vores kriterier om deltagelse.
Som vi kort var inde på før måtte vi forkaste ideen om at gennemføre tre interviews, da vi blev offer for en af den kvalitatives forsknings største faldgruber: at informanter ikke møder op. På selve dagen meldte så mange hiphoppere fra, at der ikke var nok deltagere til at gennemføre interviewet, og grundet et tidspres valgte vi ikke at investere tid og arbejde i rekrutteringen af en ny gruppe. Dog har vi valgt at bibeholde Hiphop-genren som en gennemgående del af opgaven. Således vil der stadig via SFL-analyse blive redegjort for genren og proceduren under interviewene er også blevet bibeholdt, idet de to interviewede grupper blev bedt om at forholde sig til hiphoppen. At vi ikke kan interviewe gruppen er selvfølgelig et tab, men forholdet mellem denne og de andre to grupper er intakt. Deltagere med henholdsvis metal- og indiepræferencer har stadig et udenforstående forhold til hiphopkollektivet, og ideen med at få dem til at forholde sig til hiphop som genre og gruppe er derfor ikke gået tabt. Fra at være en central del af undersøgelsen og analysen, er hiphoppens funktion nu snarere at være en objektiv repræsentant for en anderledes måde at tilhøre et musikkollektiv, hvis primære rolle i undersøgelsen er at agere som referencepunkt samt katalysator for metal- og indiekollektivernes gruppeidentifikation, med henvisning til Jenkins’ teori |