Dette bachelorprojekt er udarbejdet på sociologiuddannelsens semester på Aalborg Universitet i foråret 2009. Dette er gjort under projekttitlen "Freaks vs. Geeks"

2.2 På giganters skuldre

Demant og Klinge-Christensen har desuden også bidraget til en artikel, hvori hiphopkulturen behandles som en eksemplarisk case på et postmoderne fællesskab. Med et teoretisk fundament i Michel Maffesolis forståelse om neo-tribalisme forsøger de i artiklen at anskue den danske hiphopkultur som et smagsfællesskab. Fra individuelle interviews med hiphoppere analyserer de sig bl.a. frem til, at hiphopkulturen i Danmark tilbyder dens bærere et følelsesmæssigt fællesskab som middel mod postmodernitetens individualisering og latente usikkerhed (Demant, Klinge-Christensen og Sørensen 1997).

Herudover har Even Ruuds med ’Musikalsk identitet’ (2003) belyst et tema, der har relation til nærværende projekts problemstilling. Ruud kredser om hvorledes musikken kan anvendes i individuelle fortællinger og hvordan disse fortællinger er knyttet til sociale kontekster som forholdende til andre mennesker, tid og sted samt eksistentielle spørgsmål. Derfor bliver fortællinger om musikoplevelser, ”min musik” påpeger Ruud, altid en fortælling om ”hvem jeg er” eller hvad jeg ønsker at fremstå som - for mig selv og andre (Ruud 2003:9). Dermed giver ’musikalsk identitet’ individer en fornemmelse af, at være i en større sammenhæng; en del af et fællesskab eller et større kollektiv.

Mens hiphopkulturen altså har modtaget akademisk interesse, herunder også sociologisk, har heavy metalkulturen og indiekulturen ikke fået denne opmærksomhed herhjemme, men internationalt er specielt heavy metalkulturen dog blevet belyst i et sociologisk perspektiv. Af væsentlig litteratur i forhold til nærværende opgave kan Deena Weinstein’s (2000) sociologiske fremstilling af heavy metalkulturen nævnes. I hvad, der kan betragtes som et forsvar af genren, argumenterer hun for, hvordan heavy metal som kultur er omgærdet af en fordomsfuld og misforstået frygt.

Herudover kan vi fra eksisterende litteratur få indsigt i hvorledes det at vedkende sig, eller indgå i, en gruppering – og dermed også en afstandstagen til andre genrer som opstår og vedligeholdes omkring en musikalsk genre og dertilhørende kultur – også handler om at påkalde sig retten til autenticitet i forhold til andre genrer. Ved at applicere Widdicombe og Woofitts (1995) indsigter i subkulturer på musikalske genrer og grupperinger fremkommer en interessant vinkel på afstandstagen til andre grupper. Gennem interviews med medlemmer fra subkulturelle grupperinger forklarer Widdicombe og Woofitt, hvorledes sådanne medlemskaber kan forstås med reference til en opståen og vedligeholdelse af et ’ægte’ selvbillede, og medlemmernes egne autenticitet konstrueres i forhold til andres uautenticitet og overfladiskhed (Barker 2008:429). I forlængelse heraf er Thorntons (1995) studie af den såkaldte club-kultur endvidere interessant og berigende i forhold til nærværende opgave. Thornton forklarer hvorledes denne club-kultur er præget af en række interne påstande om autenticitet og distinktioner:

Club Cultures are taste cultures… club cultures embrace their own hierarchies of what is authentic and legitimate popular culture… club cultures are riddled with cultural hierarchies … which can be briefly designated as: authentic versus phoney, the ‘hip’ versus the ‘mainstream’, and the ‘underground’ versus ‘the media’ (Thornton in Barker 2008:429).

Med tydelig inspiration fra Bourdieus kulturelle kapitalbegreb er implikationerne af citatet og Thorntons pointe, at distinktioner ikke i sig selv er udtryk for en ligelig forskel. Tvært imod er distinktioner knyttet til autoritet, autenticitet og en formodet dominans af andre. At nogen besidder en akkumuleret viden, som kan veksles til magt og status får Thornton til at foreslå, at det giver god mening at tale om begrebet ’subkulturel kapital’. I en clubkulturel kontekst, eller for den sags skyld inden for metal- eller indiekulturerne, er subkulturel kapital således udtryk for hvorledes påklædning, frisurer, CD’er, dansestil og viden om genren kan veksles til magt og status.

Thornton bidrager således med indsigt, som først og fremmest kan kaste lys over processer i grupperne, men dette kan ligeledes anvendes i forhold til en afstandstagen mellem grupperne omkring de musikalske genrer, da den subkulturelle kapital også kan implicere en konstruktion af et ’os’ som værende uafhængige, alternative, autentiske, og en minoritet. Omvendt betragtes ’dem’ som værende kommercielle, mainstream, falske og en majoritet (Barker 2008:430).

Dermed kan de implikationer musikken har for det samfundsmæssige og den måde hvorpå disse angribes i denne opgave, være fundament for, hvorledes vi vil udfolde en empirisk undersøgelse af hvordan musikpræferencer påvirker tilhørsforhold til en gruppering omkring musik – og en dertilhørende formodet livsstil.

Derudover har musik og identitet også fået opmærksomhed fra medierne. Her kan et DR P1 program igen inddrages, nemlig udsendelsen Apropos¹, som søger at belyse spørgsmålet om, hvad musikken gør ved identitet og opførsel. Det tilsyneladende og upåagtede faktum, at musik ofte følger udseende og livsstil, vidner om hvorledes fordomme om, at bl.a. langt sort hår, sorte T-shirts og lange sorte frakker, kun pyntet af metalkæder er knyttet til folk, der hører heavy metal, kan det refereres fra præsentationen af udsendelsen.

Det er bl.a. fra ovenstående præsentationer at interessen og fascinationen af musikkens rolle i forhold til så centrale og relevante sociologiske problemstillinger som kollektiv identifikation og sociale identiteter, er opstået. Med denne præsentation og gennemgang af det musikalske og sociologiske felt denne opgave omkredser, kan vi nedenfor yderligere indsnævre opgavens problemstilling.